Danmarks Breve

JOHANNES MEIER DIGTE OG BREVE — Men ...

s. i JOHANNES MEIER

DIGTE OG BREVE

— Men de Skud, der gaar til Grunde
og før Blomstring lægges øde —?

J. M.

KØBENHAVN

HENRIK ERBS-JENSENS BOGTRYKKERI

1905

s. ii Portrættet efter en Blyantstegning af L. Chr Christensen.

s. 1 Johannes Meier blev født paa Jegindø i Limfjorden den 27. Januar 1880. Han blev Student fra Odense Kathedralskole 1897, tog Aaret efter Filosofikum. Siden opholdt han sig snart i København, snart hos sine Forældre i Kerteminde, han var ogsaa et Aars Tid paa Skaarup Seminarium; tre Gange havde han Plads som Huslærer, nemlig paa Grinderslev Kloster i Salling, paa Søgaard paa Langeland og i Mern i Sydsjælland.

Han døde i København den 2. November 1902.

s. 2

s. 3 DIGTE

s. 4 * DE GAMLE VEJE
* JEG ELSKER DIG
MORGENEN EFTER FESTEN
ET SUK.
HOLD DINE HÆNDER RENE
* NOCTURNE
* DET VAR EN AFTEN
* INGEN DRØMMER
NU GUDSKELOV
SMIL
ET MINDE
FREM IMOD STORMEN
GRETCHEN
RØDHÆTTE
EN AFTEN
I DRØMME

De med * betegnede Digte har været trykt i Tidsskriftet »Vagten«.

s. 5 DE GAMLE VEJE

Det er de gamle Veje, jeg gaar,
de gamle, lønlige Sommerveje;
fra den vaade Skovbund i Vejret staar
en Duft af Lykken, der randt af Eje.
Over de nøgne Linde letter
sin rappe Vinge en skrigende Krage —
kæreste du! — de lyse Nætter
og alle de blanke Sommerdage!

Det er de gamle Veje, jeg gaar,
Lundens lønlige Elskovsveje,
og der stod Glans af dit gyldne Haar,
der var saa blødt paa vort grønne Leje.
Nu har Stormen lagt Løvet øde,
og der er hverken Vaar eller Lykke
— kæreste du ! de Læber røde,
og alle de Favntag i Skovens Skygge!

Det er de gamle Veje, jeg gaar,
de blev mine lønlige Smertensveje;
saa tungt og langsomt mit Hjerte slaar,
dér ligger Sorgen saa trygt i Leje.
Regnen fra bladløse Grene rinder,
mit fattige Hjerte er rigt paa Kummer —
kæreste du! de bitre Minder,
det skrigende Savn, som aldrig forstummer!

24/12 1898

s. 6 JEG ELSKER DIG —

Jeg elsker dig, som Natten elsker Dagen,
naar de i Dæmringsstundens Favntag mødes,
og Natten aander med sin blege Mund
et stakket Kys paa Dagens unge Pande,
men Dagen vinder sig af Nattens Arme
og vandrer lys og stolt sin Straalevej
og spreder Fest og Sol, ihvor hun skrider, —
men ingen véd, hvad Længsel Natten lider.

17/4 1899

s. 7 MORGENEN EFTER FESTEN

Mit Hjerte var i Festskrud,
nu er dets Faner faldet, —
nu er det som en Balsal
Morgenen efter Ballet,

hvor Gulvet ligger strøet
med Blomster og med Sløjfer,
mens Luften tung af Minder
din hede Pande strøjfer;

hvor Valsens sidste Toner
endnu i Rummet bæver
og mødes med den Hulken,
som fra dit Bryst sig hæver;

hvor hvert et Spejl dig viser
et Ansigt, træt og bleget,
men ej et Glimt af hende,
med hvem al Fest er veget.

Det er omsonst, du græder
og kalder efter Gæsten;
hun er for evigt borte —
Morgenen efter Festen.

12/16 1899

s. 8 ET SUK

Naar du dine hvide Lemmer
har i Nat til Hvile lagt,
og en Flok af lyse Engle
ved dit Leje staar paa Vagt,
fold da dine kære Hænder,
Barn, og bed en Bøn for mig, —
mig, som ikke tror paa Engle, —
og som neppe tror paa dig.

11/7 1899

s. 9 HOLD DINE HÆNDER RENE —

Hold dine Hænder rene, hvis du skal Lykken række,

og hold dit Hjerte helligt, hvis Lykken dér skal bo!

thi Lykken hader Hænder, besudlede: og frække, og i et urent Hjerte den fanger ingen Ro.

Hold dine Læber kyske, hvis du med dem vil plukke

den ægte Elskovs Frugter med saligt Velbehag; thi ellers, var de aldrig saa søde og saa smukke, din Læbe vil dem give en bitter Eftersmag.

12/8 1899

s. 10 NOCTURNE

Dagens lyse Guld er rundet
ud i Draabe efter Draabe;
rundt omkring os hviler Natten
i sin maanehvide Kaabe.

Skov og Eng og Bølger blunde;
Glæden slumrer nu og Sorgen,
Livet er til Ro og drømmer
om sin Sejersfærd imorgen.

Ogsaa vi skal hjem at sove,
trætte er vi af at vandre,
ogsaa vi vil hjem at drømme,
drømme lifligt om hverandre.

Mine Drømme som en broget
Blomsterkrans sig blødt vil slynge
om dit Legems fine Former,
kærligt om din Hals sig klynge.

Ogsaa du mit Navn vil høre
sunget ud af dine Drømme,
naar paa Jomfrusindets Vover
de som hvide Svaner svømme.

Og som nu jeg mine Læber
trykker ømt mod dine røde, —
skal i Drømme vore Sjæle
i et Kys hinanden møde.

17/8 1899

s. 11 DET VAR EN AFTEN —

Det var en Aften i Holmeskov,
vi gik ved hinandens Side;
saa mangt et lysende Stjerneskud
vi saa over Himlen glide.

Og Mørket hviskede Eventyr
om Favntag i dunkle Gange,
men ingen af os hæved sin Haand
for Nattens Lykke at fange.

Vi gik i Tavshed og stirred op
mod Stjernernes gyldne Veje
og skød til Side den dyre Skat,
som bødes os begge tjl Eje.

Vi skiftede enkelte Ord iblandt,
de klang saa døde og matte;
men Nattens glødende Billedsprog
vilde vi ikke fatte.

Der stod en Mur mellem vore Sind,
en Skæbne, som ingen kender —
ved Leddet bød vi hinanden Godnat
med velbehandskede Hænder.

Saa vandrede hver sin egen Vej,
alene tavs og bedrøvet, —
mens Mørket hviskede Eventyr
om Elskovskryst under Løvet.

1899

s. 12 INGEN DRØMMER —

Ingen drømmer om mig i Nat,
saa faldt mine Livsensveje;
ikke en Elskovstanke gaar
til mig fra et Natteleje.

Ingen skikker mig Længselsbud
paa ensomme Nattevagter;
ikke et drømmende Hjerte slaar
mod mit i hastige Takter.

Fôr jeg i Nat til Dødens Land,
det kostede ikke en Taare; —
ingen drømmer om mig i Nat,
jeg ønsker det dog saa saare.

1899

s. 13 NU GUDSKELOV —

Nu Gudskelov, at os forladt
har Dagen med sin dumme Sol —
jeg hilser dig, du blanke Nat,
med Stjernekrans fra Pol til Pol!

med dine Skyggers svale Fred
og Stilhed efter Dagens Støj,
mens som et Smil i Østerled
højt hænger Maanens gyldne Fløj.

I Drømme skvulper Bølgen tyst,
og Sommerdagens lette Vind
har gemt sig træt ved Nattens Bryst —
nu fanger ogsaa Fred mit Sind! —

der under Dagens Liv og Larm
har sunget, sukket, lèt og grædt; —
nu synker det i Nattens Arm,
et Barnehjerte, trygt og træt!

29/8 1899

s. 14 SMIL

Den første Gang jeg saa dig —. Det var som gennem Taage

der randt mig lyst i Møde en solgylden Pil; men du stod rolig, lænet til Skovfogdens Laage, og løfted’ let din Skulder med et spottende Smil.

Men siden har du lært mig et andet Smil at kende,

et Smil, der varmed’ Hjertet og gjorde Kinden rød, —

det lyse Smil hos den, der gaar med Guld i Hænde

og lægger glad sin Rigdom i den Kærestes Skød.

Forlængst er Skatten ødet. — Vi skyr hinandens Veje;

naar af og til vi mødes, du smiler koldt som før; dog er det, som du aldrig vandt Smilet ret til Eje:

det bæver lidt — og stivner — og sitrer lidt — og dør.

30/10 1899

s. 15 ET MINDE

Jeg kom en Aften mødig hjem —
og bitter faldt mig Dagens Frugt;
men da jeg rakte Nøglen frem,
jeg fandt, at Døren ej var lukt,
og da jeg paa min Tærskel stod,
jeg saa en Kvinde paa min Stol,
og som hun smilte mig imod,
saa 1er ved Gry den unge Sol.

Og som hun mærked’, jeg var træt,
og Glæden, vakt ved hendes Blik,
af tunge Tankers trange Net
først sent sin fulde Frihed fik, —
saa kyssed’ hun mig langt og ømt
og strøg mig over Haar og Kind,
og Trøst, som aldrig jeg har drømt,
hun hvisked’ mig i Øret ind.

Jeg kom en Aften — kommer nu
saa mangen Aften mødig hjem,
og stedse stiger for min Hu
det samme lyse Billed frem:
den røde, friske Jomfrumund
mig byder sine Kærtegn til —
jeg véd saa vel, i næste Stund
den til et Haansmil vrænges vil.

14/11 1899

s. 16 FREM IMOD STORMEN —

Frem imod Stormen jeg stævner,
der slynger Slud mod min Kind;
du spilder de spændte Evner
mod mig, du hylende Vind!
Min Pande, der stejlt sig hæver,
jeg sænker ej ned for Slud,
saa lidt som mit Hjerte bæver
for Mennesker eller Gud.

Beder om Bølgernes Naade
vel hist den knejsende Klint?
den trodser frit deres Fraade,
den flækker dem haard som Flint;
hult hører et Suk jeg runge
af hver en Bølge, som brast — —.
Mit Hjerte i Skæbner tunge
som Klinten blev stolt og fast.

Hører I det, I Vinde?
I klappe saa koldt min Kind,
i søge mit Blik at blinde, —
men evigt spotter mit Sind!
Mit Hjerte til Staal er hærdet
i Lidelsens Luebad,
og siden har jeg det gærdet
Med Pansre af Tvivl og Had.

s. 17 Lad saa kun Stormen svinge
sin Svøbe haardt mod mit Bryst;
jeg agter dens Rasen ringe,
jeg trænger til ingen Trøst!
For mig hver styrende Stjerne
er død paa det dunkle Hvælv —
Kong jeg af min egen Hjerne,
han ved sine Veje selv!

Lundsgaard Klint, 29/12 1899

s. 18 GRETCHEN

Jeg har gjort en Synd engang,—
jeg, som ej paa Synden tror —
jeg har gjort en Synd, hvis Minde
brænder som et Brodermord:
da jeg, ung og kaad og dristig,
vilde bryde dine Læbers
kildefriske Barnefred —
vilde volde Tab og Brist i
dine Drømmes Rolighed.

Jeg har taget Fred engang —
jeg, hvis Liv var Trods og Spot —
jeg har taget Fred og Naade
som en Stimand af en Drot,
da du med vemodig Mildhed
uden Skrig og uden Vrede
værged af min voldske Glød —
og som Tak for tæmmet Vildhed
mig din fulde Tillid bød —.

28/7 1900

s. 19 RØDHÆTTE

Du minder mig, som der du gaar:
med Smil om Mund, med Sol om Haar,
med dine Kinders røde Blomster
blandt Ranker, som din Fletning flyer, —
den røde Bøllehat i Nakken, —
du minder om et Eventyr. —

Rødhætte gaar en Morgenstund
— med Sol om Haar, med Smil om Mund —
i Fest af sine femten Somre
dansende væver gennem Skov —
men fra den fjerne Tykning lister
en mager Ulv sig ud paa Rov.

Han skynder sig ad Skovens Sti —
nu Gud det arme Barn staa bi!
at ej i Ulvevold hun falde.
Han hende naar — for sent at fly —
Rødhætte gaar ved Ulvens Side
og til sin Fælle skotter sky.

„Hu! — det er vist en farlig Knægt —!
Hvad gemmes vel af lumsk og frækt
bag dette Smil, hvis spotske Bue
sig stedse krummer om hans Mund —,
mens han med falsk og artig Tale
mig følger i den dunkle Lund?

s. 20 Han siger, jeg er sød — o Skræk!
alt mere lystne bli’r hans Træk —
men der er Bedstemoders Bolig —“
— Et Hop — Rødhætte Døren naar —
„Adieu, Hr. Kandidat“ — du minder
om denne Scene, som Du gaar.

7/9 1900

s. 21 EN AFTEN

En Aften, da hun var borte,
mig tyktes øde mit Hus;
af Lede gik jeg paa Kroen hen
og drak mig en glædeløs Rus.

Bleg og med dirrende Hænder
og Øjnene dvaske af Drik
stedtes jeg hende for Syne
usaligt et Øjeblik.

Den næste Morgen jeg stured
og vilde af Skam forgaa;
det var for min Mund saa bitter en Frugt,
at hun havde seet mig saa.

Da gik hun frem for Bordet,
tog overfor mig Plads,
og varsomt tog hun i Hænde
min Stoltheds splintrede Glas.

Smilte ad Skaar og Skadle
og talte mig til saa mildt,
som havde jeg ej ved min Daarefærd
al Vennevilje forspildt.

Og mens jeg drømmende lytted,
hvor lifligt hun kunde le,
og mens jeg lyttende drømte,
havde hun bødet min Ve.

24/11 1901

s. 22 I DRØMME

I Drømme mit Liv er rundet,
og Drømmene blev mit Fordærv;
for dem har jeg ødet mit Væsens Guld
til sidste tyndslidte Skærv.

Fra Dagens Daad har jeg drømt mig,
fra Mandsviljens Nej og Ja;
men Mørket med Tænders Gnidsel og Graad,
det drømmer ingen sig fra.

Paa Drømme mit Liv var bygget;
og slukkes min Sjæl i Kvæld,
saa har jeg kun Drømmenes falske Mønt
at byde for al min Gæld.

Tomt er i Drømme at leve
og usselt i Drøm at dø —
forbandet være det Figentræ,
der ej giver Frugt og Frø!

April 1902