Danmarks Breve

BREV TIL: Peter Christen Asbjørnsen FRA: Hans Anton Rosing (1860-08-26)

Edinburgh26. August 1860.

I de første Aar drev jeg mit polytekniske, eller rettere sagt polyhistoriske Studium paa en meget regelløs Maade. Der var saa uendeligt meget som interesserede mig; medens jeg var inde paa en Materie, kom en anden mig i Veien, som syntes endnu vigtigere, endnu videværdigere. Havde jeg den ene Dag f. Er. trukket hjem et Læs Bøger over Entomologi med det Forsæt at klare mig Spørgsmaalet, om Insekterne have Følelse eller ei, saa plagede jeg maaske allerede den næste Dag paany mine Venner Bibliothekarerne paa Rundetaarn, men nu var det i en ganske anden Retning jeg maatte have Literatur, thi jeg kunde umuligt lade endnu en Dag gaa hen, inden jeg fik opklaret Spørgsmaalet, om Skyerne virkelig bestaa af smaa Vandblærer. Snart havde jeg en botanisk Raptus og traskede i brændende Solhede ud til Lyngby med en Botaniserkasse paa Ryggen, snart var jeg saa betaget af Geologi-Mani, at det værste Skylregn ikke kunde jage mig væk fra Kalkstens-Dyngerne ude paa Kalkbrænderiveien. Min Værtinde beklagede sig altid over alt det „Skarn", jeg trak ind i Huset, og jeg havde mange Fægtninger med Pigen, som under Paaskud af at „tørre Støvet af Stenene" ødelagde alle mine deilige Forsteninger. Dette vilde Studium — om det kunde gives et saadant Navn — drev jeg paa med to, tre Aar, i hvilke jeg lærte altfor meget til at lære Noget ordentligt. Imidlertid — nytteløst var det ikke; thi om det end ikke gav mig mange praktiske Kundskaber, saa klarede det mit Blik og udviklede en aandelig Selvvirksomhed i mig, som et mere regelret Studium maaske ikke saasnart vilde s. 4 have gjort. Dette gav mig en vis Overlegenhed og Indflydelse over mange af mine Kammerater, for hvilke jeg ellers stod meget tilbage i Kundskaber. Det var fra mig, Ideen til en Forening af narurvidenskabelig-polytekniske Studerende udgik og som realiseredes af mig i Forbindelse med nogle ældre Kammerater (Belfour, Dahl, L. Friis, Mathematikeren Petersen) ved Oprettelsen af den polytekniske Forening i Kjøbenbavn 1845, hvis Formaal, saaledes som det tilsidst blev udtalt, skulde være „at virke til de naturvidenskabelige og tekniske Studiers Fremme.” I denne Forening fandt jeg Udløb for min Virkelyst. Som i alle Foreninger, der stiftes og styres af unge Mennesker, optog Diskussionen af Love og Reglementer en uhyre vigtig Plads; i meget lang Tid havde vi mange og lange lovgivende og lovforbedrende Møder, hvori vi leverede hverandre parlamentariske Fægtninger i bedste Stil. Jeg hørte altid til Oppositionen, men det eneste, som jeg nu erindrer af mit Program, er, at jeg stedse vilde have Lovbestemmelserne reducerede i Antal og Længde. Om hine Forhandlinger end ikke har uddannet nogen parlamentarisk Celebritet, saa tør jeg dog paastaa, at ogsaa de havde sin Nytte for mange af os; de afgav en ganske god „aandelig Gymnastik". Men især gavnede Foreningen ved de Foredrag, som blev holdt; jeg mener ikke, at Tilhørerne lærte særdeles meget, men Foredrageren selv havde ganske utvivlsom Nytte deraf. Jalfald lærte jeg overmaade meget fra de Foredrag, jeg holdt. Paa Sæt og Vis tør jeg vel sige, at denne Forening ogsaa har virket for Folkeoplysningens Fremme, ja mange af dens Medlemmer have senere i en eller anden Retning viet sig til Lærerkaldet.

1*