Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1844-05)

Mai 1844.

Med Glæde har jeg set, at man har høitideligholdt den 17de s. 21 Mai overalt hjemme i Norge. Ogsaa jeg feirede Dagen i Forening med nogle andre Nordmænd, som for Tiden opholde sig her. Kl. 6 Morgen størte vi ud til det smukkeste Sted her i Nærheden, Frederiksdal, hvor vi vilde tilbringe Dagen. Ved Sorgenfri Slot mødte vi Christian den 8de tilhest. Vi lod Vognene gjøre Holdt og hilste ham; vi syntes, vi skyldte ham det, da han jo dog, skjønt rigtignok nødtvungen, havde opgivet sin egen Lykke for Folkets. — Sange vare forfattede i Dagens Anledning — og desuden sang vi paa alle smukke Steder i Omegnen Nationalsange og Frihedssange under Guitarakompagnement af Hr. Tellefsen, en dygtig Musiker, som er hernede for at blive Orgelbygger. Blandt Deltagerne var den nittenaarige Middelthun, om hvem Thorvaldsen har sagt, at da han var paa hans Alder, var han ikke kommen saa vidt.

I Sommerferien besøgte Rosing sit kjære Hjem, som han saa meget længtes efter. Ved Tilbagekomsten siger han: „Det er ikke synderlig morsomt at komme herned igjen efter et Besøg i et saadant Hjem, som jeg har". Ikkedesmindre var han snart igjen med hele sin Sjæl inde i sine Studier. Han hørte nu Forelæsninger over Kemi, Optik og Botanik og glædede sig isærdeleshed over de botaniske Excursioner, som hver Lørdag foretoges med Professor Schou, ofte i flere Miles Omkreds, — „naturligvis tilfods, hvilket baade er sundt og morsomt". Paa denne Tid fik han ogsaa gjennem sin Onkel Adgang til Ørsted. Fuld af Glæde skriver han hjem:

„Jeg har idag været hos den store Physiker H. C. Ørsted. Han havde lovet Onkel, at naar jeg vilde komme op til ham, saa skulde han sige mig, hvordan jeg bedst kunde indrette mine Studier, for at blive færdig saa snart som muligt. Jeg var en halv Time hos ham, og det morede mig meget at tale med en saa verdensberømt Mand".

s. 22 Ved en senere Leilighed udtaler Rosing sig saaledes om Ørsted:

„Han er begavet med en sjelden Hjertestorhed. Har ikke enhver, som nogensinde besøgte ham, allerede ved første Øiekast følt sig tiltrukken af ham! Denne høie ædle Pande bærer Præget af en sjelden Aand og et ualmindeligt Snille, og dette herlige Blik vidner om et ædelt Hjerte. Enhver finder hos ham Venlighed, Godhed, Tjenstvillighed; thi Ørsted er ikke som hine Stormænd, der, jo mere de vore i Navn og Anseelse, desto mere vore de ogsaa i Hovmod og Stolthed, og det er ikke at undres over, — der skal stærkere Skuldre til at bære Lykke, end til at bære Ulykke, der skal en stærkere Aand til at ta ale Storhed og Anseelse, end til at lide Ringeagt. — Med Ørsted er det anderledes; thi jo mere hans Berømmelse tiltager, desto mildere og elskeligere bliver han. Dette er det bedste Bevis for hans ualmindelige Hjerteadel. Sandelig — det er sjeldent, at Aandsstorhed og Hjertestorhed er forenet saaledes som hos ham".