Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1847-05-22)

22de Mai 1847.

Den 17de Mai feiredes af 24 af de herværende Nordmænd ved en Fest paa Bellevue ved Dyrehaven, som var arrangeret af Boghandlercommis Welhaven (Broder af Professoren), Portrætmaler Hansen og Exam, polyt. H. A. Rosing (fra Frederiksstad; — Du kjender ham maaske?) Blandt Deltagerne, der dels vare s. 29 unge, dels gamle, Haandværkere, Studerende og Kunstnere, maa jeg først og fremst nævne den gamle Rektor Borch fra Drammen. Da vi havde Regnveir og altsaa ikke, som vi havde ønsket, kunde tilbringe den største Del af Tiden i Skoven, saa maatte vi se at faa Skoven ind til os, hvilket for en Del opnaaedes derved, at Salen var festligt smykket med Granbar og Bøgeløv (norsk — og — dansk), og du kan tro, det var smukt at se den alvorlige Gran, ligesom en kraftfuld Mand ved Siden af det smilende, venlige Løv af Skovens Jomfru, — Bøgen. Vi gik tilbords Kl. 3. Efterat en Sang af min kjære Ven, den talentfulde og elskelige Middelthun var assjungen, tog Welhaven Ordet og tolkede med Begeistring Dagens Betydning; han sluttede med et Friheden leve! Dernæst udbragte Portrætmaler Hansen, esteral „Sønner af Norge" var afsjungen, et Hurra for vort fjerne og dog saa nære Fædreland — og sjelden har jeg hørt et saa kraftigt Hurra af saa faa Munde og aldrig et saa varmt og oprigtigt ment. Del var ikke Spilfægteri, ikke Børneleg — der var ikke Smil paa et eneste Ansigt, og man behøvede ikke at se mere, for at sige, at ingen af dem, der istemte dette Hurra, vil glemme sit Fædreland. Og interessant var den lange og dybe Stilhed, der herskede, det var som om enhver i Aanden saa sit Hjem og sine Kjære.

Derpaa udbragtes en Skaal for Eidsvoldsmændene med Ønske om, at Norge altid maatte have saa værdige Repræsentanter i Phinget, hvorpaa Undertegnede udbragte en Skaal for Kong Oscar med et Par Ord, hvori han paaviste, at det at være Konge nu og det at være Konge i forrige Aarhunvrede var vidt forskjelligt; thi dengang var Kongen Hersker og Despot, Folket en Træl, en Slave, paa hvis i Støvet bøiede Nakke Herskerens mægtige og knusende Fod hvilte. Nu derimod er Konge ikke længer det samme som Despot, men Styrer og Landsfader, der alene er til for Folkets Skyld, men ikke omvendt Folket for Kongens. Dernæst viste han, at da Nordmændene paa Eidsvold gav sig en Konstitution, saa maatte Kongemagten saaledes begrændses, at Kongen alene blev Konge i Overensstemmelse med s. 30 den nyere Tids friere Anskuelser; thi den franske Revolutions Rædselsdage og Ludvig den sextendes sørgelige Skjæbne oplod Øinene paa ethvert Folk i Europa, altsaa ogsaa paa Nordmændene, som længe nok havde været blinde. Han viste derpaa hvor langt smukkere, hvor langt ædlere Kongens Kald nu var i Norge, og hvor lykkeligt Norge hidtil havde været med sine Konger efter 1814. Derefter blev en Sang for den norske Folkeoplysning afsjunget og Rektor Borch stod op og holdt en mesterlig Tale om „hvad vi mangle i Norge" og viste, at sand Folkeoplysning var ikke blot vigtig, men aldeles nødvendig, dersom Norge skulde gaa en lys Fremtid imøde, og endte med en Opfordring til den unge Slægt om at ofre sine bedste og herligste Kræfter paa Fædrelandets Alter ved at virke til sand Folkeoplysnings Udbredelse. Talen varede en god halv Time, og dog var enhver opmærksom hele Tiden.

Ja! kjære Moder, du kan tro, at det var en smuk 17de Mai, som ingen, der var med, nogensinde vil glemme. Ingen Standseller Alderssorskjel sporedes — nei! i saa Henseende leve vi Landsmænd smukkere sammen hernede, end vore kjære Frænder i Hjemmet.