Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1848-01-19)

19de Januar 1848.

Timen nærmer sig — den Time, da maaske et helt Folks Skjæbne afgjøres; thi Kong Christian den ottende vil, efter Lægens Sigende, ikke opleve næste Morgengry. Og hvor roligt, hvor ligegyldigt forholder ikke Massen sig! ! Paa Amalienborgplads er der samlet enkelte Grupper af Borgere, der tause se paa hverandre og paa de oplyste Vinduer, hvor maaske i dette Øieblik en Konge strider sin sidste Strid og har opgjort sir Regnskab med dette Liv, for snart at møde for Kongernes Konge — ligesom de ventede, at et eller andet synligt vilde passere. Jeg saa et Slags ligegyldig Nysgjerrighed paa Alles Ansigter, Deltagelse og Sorg hos ingen. Porren aabnede sig hvert Øeblik for Ind- og Udtrædende, af hvilke Størstedelen vare livreklædte Tjenere, dog ogsaa enkelte af Landets ansete Mænd. Ogsaa jeg gik ind forat læse Bulletinen og jeg mødte den udtrædende Prinds Ferdinand, i hvis Ansigt jeg neppe tror, at en Lavater selv kunde læse noget angaaende den Syges Tilstand. Efterat have passeret Gardevagten, der med dragne Sabler stod i et af Forværelserne, kom jeg ind i Forgemakket, der var opfyldt med Lakaier og fik Bulletinen, der daterede sig fra imorges og fortalte, at Feberen var i Tiltagende, Kræfterne i Aftagende. Da jeg kom ud, samlede enkelte sig om mig med temmelig ligegyldige Miner, og da jeg antog, at de ønskede at vide, hvad jeg havde erfaret, fortalte jeg det, uden at nogen i mindste Maade ytrede sin Deltagelse. Da dette forekom mig paafaldende, gik jeg op paa Kehlets Kaffehus, for at se om der fandtes Mennesker, som i sin Adfærd viste, at de havde forstaaet Øieblikkets Betydning, om der gaves Mennesker, der viste, s. 33 at de anede, at den Dag imorgen muligens kunde fordre, at de havde klare Anskuelser om, hvad deres Fædreland trængte til; men jeg fandt intet saadant Menneske. Værelserne vare som sædvanlig temmelig fulde af Folk, der dels eftertænksomt spillede Schak, dels studerede Aviserne, røgende i god Ro deres Tobak. Jeg nærmede mig enkelte sagte-talende Grupper, da jeg troede, at de talte om, hvad de nærmeste Dage kunde bringe — men nei! Nogle talte om Abdel-Kader, andre om de høie Kjødpriser; en fortalte, at han havde hørt, at Kongens Tilstand havde forværret sig siden imorges, men ingen havde noget at bemærke i den Anledning. Da jeg halvt ærgerlig kom ud paa Kongens Nytorv, saa jeg en hel Del Mennesker gaa i ' Retning af Strandstræde, og da jeg troede de gik til Amalienborg, fulgte jeg efter — men nei! de gik i Casino. Ogsaa denne Gang skuffet, vendte jeg om og gik ind til Konditor Gianelli, idet jeg huskede, at her var Samlingssted for — for — beau monde (om man saa vil kalde dem) —de høiere Stænder; her herskede „Øde og Tomhed", enkelte Avislæsere sad tause, studerende udenlandske Efterretninger, ved sit Glas Punsch.

Hvad jeg sluttede af det fortalte er: at enten aner man ikke nogensomhelst Fare for Kongens Liv (hvilket er saagodtsom utænkeligt), eller ogsaa har enhver, klart indseende sine Pligter som Statsborger, allerede klaret for sig, hvad Danmark imorgen muligvis vil fordre, og er overbevist om, at der ikke er to Meninger derom, — eller ogsaa forholde de sig tause, fordi de tro, at det kunde være farligt at vise et betænksomt Ansigt i denne Tid, da Politispionerne maaske iagttage enhvers Opførsel, eller de tænke som saa: dør Kongen, saa bliver Kronprindsen Konge og saa er den Sag klar, — man er ligegyldig.

Dog hvilket af disse Alternativer end er det rigtige, saa er det dog trøsterigt, at der gives Mænd, som have indset baade Øieblikkets Vigtighed og at man ikke maa lægge Hænderne i Skjødet, men at der maa handles; thi hos Professor Clausen er Hovedmændene for Oppositionen samlet inat, og Gud s. 34 give, at de maa føle, at de skulle handle for et helt Folk og at de Midler, de finde til at sikre Danmarks Fremtid, ere de rigtige!!

3