Rosing, Hans Anton BREV TIL: Scheel, Margery Wibe FRA: Rosing, Hans Anton (1848-04-30)

30te April 1848.

Første Paaskedag 1848 kjæmpede 18,000 Danske mod 30,000 Tydske ved det gamle Danevirke fra Kl. 10 Morgen til henimod Solnedgang. Alle de danske Tropper deltoge i Kampen, og da sidste Reserve havde været i Ilden, trak de sig tilbage, thi fra alle Kanter rykkede tydske Forstærkninger frem. Fienderne pare saa udmattede, at de ikke kunde forfølge, og Tilbagetoget giks. 40for sig i god Orden til Idsted, hvor General Hedemann lod Tropperne overnatte og trak sig den næste Dag tilbage til Flensborg. Men da Tropperne i høi Grad havde lidt ved Kulde, Hunger og Strabadser, gik han næste Dag over paa Als, hvor han oppebier Forstærkning, som sendes over den 5te Mai, for at begynde Kampen paa ny.

Se, kjære Moder, det er den hele Begivenhed i sine Grundtræk, og jeg vil ikke forsøge paa at detaillere Beretningen mere, thi Resten kan du læse i alle Aviser. — Udfaldet er vistnok sørgeligt, thi der er ofret meget ædelt Blod, men dette Blod er ofret for den retfærdigste Sag og denne Kamp skal vise Verden, at det danske Folk ikke er vanslægtet fra sine Fædre, men endnu besidder Krast og Villie til at haandhæve sit Fædrelands Ære og Ret. Og jeg haaber, at der endnu er høimodige og retfærdige Nationer til, som ikke ville taale et lille, men herligt Folks Undertrykkelse af de mægtige tydske Voldsmænd. Men desværre, det er endnu kun et Haab; hvad England vil gjøre er nemlig uvist, og oprigtig talt, saa har jeg ingen Tro til Englands Bistand, thi sandelig den engelske Nation har altid vist sig kold, egennyttig og troløs mod andre Nationer. Men ville da Nordmænd og Svenske sidde lunt i sit Hjem og kun opleve Kampen i Aviserne; ville de se sine Brødre myrdes af tydske Bajonetter; ville de se sit eget Sprog fortrængt af Tydsk? De have sukket og bedet for Polakker og Grækere, men ville de da aldeles intet andet gjøre for Danmark, end ønske og beklage?