Rosing, Hans Anton BREV TIL: Scheel, Margery Wibe FRA: Rosing, Hans Anton (1848-06-11)

11te Juni 1848.

— — Siden jeg sidst skrev, er der forefaldet adskilligt, blandt andet er der leveret endel træfninger i Sundeved. I alle disse, hvoraf to have været temmelig betydelige, have vi havt Lykken med os — jeg siger „vi", thi Danmarks Sag er nu ogsaa Norges og Sveriges Sag. Det sidste Slag leveredes i Mandags den 5te Juni. Det var den Dag Kongen af Hannovers Fødselsdag, og det var derfor naturligt, at Tydskerne vilde højtideligholde den ved at slagte nogle af „die dummen Dänen" til hans Ære, og ved samme Leilighed hevne det Nederlag, som de havde lidt i forrige Uge, og tilbageerobre det tabte Terrain. De angreb derfor vore Forposter med en. Styrke, som de selv angive til 18,000 Mand, og Følgen var, at de Danske i Begyndelsen maatte vige for Overmagten. Imidlertid kom Tropperne fra Als de Vigende til Hjelp, og nu vendte Lykken sig. Med et Mod og en Begejstring, som kun Overbevisningen om den retfærdige Sag og sand Fædrelandskærlighed giver, stormede disse Tapre fremad. Fienden maatte opgive den ene Stilling efter den anden og endelig samlede han sin hele Styrke paa en høi Bakke, „Nybbel Bakke", for bedre at kunne holde Stand. Det lykkedes ham ogsaa herfra at anrette en betydelig Skade paa de stormende Danske, men under Hurraraab og „Leve Danmark" toges ogsaa denne Stilling med Bajonetten, og nu maatte Fiendens. 42i Hast trække sig tilbage. Kampen varede i otte Timer, og det var den varmeste Dag efter Slaget ved Slesvig. Mange Tapre fandt Hædersdøden, men deres Daad vil mindes, saalænge Danmark, saalænge Norden er til. Blandt de Døde paa dansk Side var ogsaa de to tapre svenske Officerer Sommelius og Lejonhufvud. Den sidste opgav Aanden med de Ord: ,,För Danmark vill jag gärne dö !" Vor brave og kjække Landsmand Løvenskjold, der var avanceret til Løjtnant, blev haardt saaret liggende paa Valpladsen, da Fienden i Begyndelsen af Slaget drev de Danske tilbage. Han vilde ikke tillade sine Soldater at tage ham med sig, da de, vigende for Overmagten, trak sig tilbage, for at de ikke skulde sinkes. Derfor faldt han i den fremtrængende Fiendes Hænder. Man har siden isse hørt nærmere fra ham, dog haabe vi alle her, at han lever. — Fra mange af mine Kammerater har man isse hørt siden Slaget, saa jeg desværre frygter for, at Tydskerne have formindsket mine Venners Antal. Artilleriløitnant Colstrup, som jeg ofte har været sammen med hos Groves, reiste over til Armeen Fredag Aften før det næstsidste Slag og faldt Søndag. Han efterlader en ung Kone, med hvem han blev gift for 3 Maaneder siden. Men — Fred være med disse Døde, thi de ere faldne for deres Fædreland.