Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1855-12-12)

Tharand, 12te December 1855.

Kjære Venner!

Saa er jeg da her midt i „den vide, vide Verden" og lever under fremmede Forhold, med nye Beskjæftigelser, nyt Levesæt, nyt Sprog og med nye Længsler — efter det Gamle! Ja, endskjønt jeg spiser tydsk Mad og drikker tydsk Øl, endskjønt jeg taler Tydsk med Tydskerne fra Morgen til Aften, vende Tankerne dog stedse tilbage til Norden og til de norske Venner; tidt og ofte ønsker jeg, at jeg kunde trække Syvmilestøvler paa og gjøre en liden Afstikker halvandet hundrede Mile mod Nord for at besøge en kjær Kreds af store og smaa Venner i —gaden i Christiania. Ak Herregud, hvor deiligt og hyggeligt det dog skulde være atter at kunne tilbringe en lykkelig Asten i det lille Kabinet med de magelige Stole og den dæmrende Moderatørlampe, hvor man selv paa den koldeste Vinterdag ikke fryser, uagtet den knitrende Kakkelovn mangler, fordi der er saamegen aandelig og hjertelig Varme s. 62 og fordi den gode Husmoder aldrig lader Ilden slukke i Forværelset. Men desværre, Jerusalems Skomager har Patent paa Syvmilestøvlerne og der ligger Lande og Riger og et stort Hav mellem Tharand og Christiania! jeg faar altsaa føie mig i Skjæbnen og lade mig nøie med at sende Tankernes Lokomotiv afsted paa Drømmenes Jernbane og betro mine Ønsker og Længsler til det turn-taxiske Postvæsens sikre, men sene Befordring.

Jeg befinder mig altsaa for Øieblikket udi den gode Stad Tharand, beliggende 2½ af de smaa tydske Mile sydvestlig for det deilige Dresden, netop hvor de saavel af Platou som Geelmuyden saa utilgivelig forglemte Floder Weisseri og Schløibach forene sine Bestræbelser efter at falde i Armene paa Fru Elben. Byen har, for at fuldende denne geografiske Skitse, henimod 2000 Indbyggere, et Akademi for „Land- und Forstwirthe" og udmærket skjønne Naturomgivelser. Disse ere forøvrigt nu tæt tilhyllede af et ægte norsk Snedække, som kun lader de grove Konturer komme tilsyne; men heldigvis kom Geografen netop tidsnok hertil, for allerede iaar at overbevise sig om, at de virkelig fortjene sit Ry. Endskjønt Egnen har en karakteristisk Bjergnatur — fnevre Dalfører og høie Fjelde —, saa ved jeg dog ikke at sammenligne den med noget af de norske Partier, som jeg kjender; dertil ere Formationerne altfor forskjelligartede og—som jeg synes—- Vegetationen for rig og afvexlende. Man kan neppe tænke sig noget skjønnere Punkt, end Tharander Sehlofsruin, der ligger et Par hundrede Fod over Dalbunden og netop i Centret for de tre Dalfører, hvori Byen er fordelt; det hele Landskab er saa fuldendt malerisk og har derhos et saa venligt og frugtbart Præg, at man aldrig kan blive kjed af at betragte det. En videre Udsigt harman, naar man gaar fra Ruinen forbi Professor Støckhardts smukt beliggende „Cottage" gjennem den lærerige Forstgarten med sine tusinde Arter Træer og Buske op til Königstein Terrassen; men herfra ser man alt formeget fraoven, hvilket i endnu høiere Grad er Tilfældet, dersom man fortsætter sin Vandring helt op til det saakaldte „Strohtempel" — 1100 Fod over Havet; her s. 63 ser man Tharander-Dalen i fuldkomment Fugleperspektiv, og mod Syd ligger hele det sydsachsiske Plateau med Erzgebirge i Baggrunden. Holder man sig derimod nærmere ved Landjorden, saa har man paa alle Kanter omkring Byen de herligste Spadsergange; Tharands „heilige Hallen," en frodig Bøgeskov i Badethalen, og „stille Liebe," en ensom Sti gjennem en Lund af Gran og Birk, ere, siger man her, verdensberømte; de turde maaske ogsaa fortjene at være det i langt høiere Grad end mange verrufene Steder. — Undertegnedes ringe Person har efter megen Søgen endelig sundet sit Tilhold i „Gasthof zum Bade," om Sommeren et Slags Klingenberg for Tharand og Dresden, om Vinteren derimod i Regelen øde og forladt, med Undtagelse af de Leiligheder — og de ere ikke faa —, da Tharands Noblesse der holder sin „geselliger Verein" med Baller og Soiréer eller Studenterne sin „Schwuf," et Slags Concerts dansants. Sit Navn har mit Hotel faaet deraf, at der et Sted nede i Dalen, hvor Weisferi danner et Fald, er spigret sammen et Slags Heidekkers Styrtebad, en „Kaltwasserheilanstalt," hvor Dresdener Damerne om Sommeren forsøge at komme til Kræfter igjen efter de mange Geselligkeiten om Vinteren. „Gasthof zum Bade" ligger udenfor det egentlige Tharand, bvilket er mig ret kjært, da jeg saa er lidt fjernere fra den akademiske Ungdoms Tummel; jeg har et temmelig stort Værelse paa tre Fag og en 7 a 8 Alen til Loftet, samt et Sovekabinet, der, som alle lignende her, er uden Kakkelovn, — det er lidt koldt nu i 15° R. Kulde, men det er maaske nervestyrkende — og det er da altid en Trøst. Mit Værelse er heller ikke meget lunt, men takket være de gode sachsiske Stenkul og mine i sire Aars Praxis erhvervede pyrotekniske Kundskaber, — jeg forstaar dog at faa det varmt. Forøvrigt er jeg kun hjemme om Aftenen, da jeg nemlig hver Morgen Kl. 8 gaar i Laboratoriet, hvor jeg arbeider til Kl. 10, derpaa hører jeg Forelæsninger til Kl. 12. Det er nu Middagstid her; jeg traver da afsked til Bahnhof, hvor jeg maa være senest Kl. 12¼ for at spise Middag; ellers betales 2 Ngr. Mulkt. Lokalet er smukt og nyt, s. 64 Maden — daglig tre Retter — meget god og Selskabet udelukkende Studenter eller, som de her kaldes, Akademikere. Jeg er saa heldig at være kommen med i det bedste Middagsselskab i hele Tharand; de fleste Deltagere liker jeg meget godt, hvilket jeg ikke kan sige om særdeles mange af de Herrer tydske Studenter, som jeg her har truffet paa. Øverst ved Bordenden sidder den unge, smukke Ungarer Baron Voy; De skulde se den Fyr med sit romerske Profil, det prægtige sorte Haar og de brillante Øine. Naar han spadserer om i sin korte, med røde Snorer kantede ungarske Kappe, Rytterstøvlerne og den spidse Hat, ønsker man, at man kunde male ham af! Paa den ene Side af Ungareren kommer Undertegnede og paa den anden Polakken Heyrowsky, saa følge Sachserne Engel og Hütner, Schwaben Frösner — en ægte Typus for en øldrikkende Bayrer og duellerende tydsk Student —, Preusserne von Lechow og von Hafden, Polakken Grev Wolusky nogle Anhalt-Køthere, Dessauere, Lippe-Detmoldere, Badensere etc. etc. — ialt en tyve tredive Personer. Efter Middagen gaar man i „Bütnerei," Hr. Bütners Kaffehus og læser sine Aviser, desværre lutter Kreuzzeitunger, Allgemeine Zeitunger, Dresdener Journaler o. s. v., og saa atter fra Kl. 2 til 6 paa Laboratoriet. Dette gjentager jeg Dag ud og Dag ind med en daguerrotypisk Nøiagtighed, og De ser altsaa, at jeg driver Studeringerne temmelig ivrigt; man siger ogsaa her: „der lange Norweger, er ochst fürchterlich in der Chemie," hvilket De vil forstaa, naar jeg siger Dem, at „zu ochsen" i det akademiske Kaudervelsk betyder omtrent det samme som at være flittig.

Det egentlige Studenterleben, saaledes som det her optræder i sin hele kindische Tydskhed, har ikke noget tiltrækkende for mig. Jeg drikker gjerne et Glas godt Waldschløschen Lagerbier; men jeg afskyr dette forfærdelige Biersauferei, som her gaar for sig; man kommer sammen om Aftenen paa Kneipen, man faar sig en Tøpfchen (Seidel) Waldschløschen, man „kommt einem seine Blume" — ɔ; sørste Slurk Øl — „einem andern ein Stück" — anden Slurk — og saa en tredie „sein Rest;" man faar sig Tøpfchen s. 65 No. 2 og kommer alle dem, som have drukket en til, „nach;" nu faar man Tøpfchen No. 3, No. 4 og saa fort videre, saalænge man formaar at tylle i sig. Og det er sandelig en god Portion; ti, tolv Tøpfchen er ingenting, net først naar man kan magte sine tyve, har man naaet et antageligt Kvantum; ja her findes et Pragteremplar, Schwaben Frøsner — „der beste Schlager und der beste Sauffer in Tharand" —, som kan drikke sine fem og firti Tøpfchen paa en Aften. Men han betragtes ogsaa som den uopnaaelige og misundelsesværdige Mester. For nogen Tid siden fik han et Brev fra Frøsner senior, hvori denne faderligen paalagde Do. junior ikke at drikke mere Øl, end han havde godt af, — femten Tøpfchen om Dagen, men heller ikke mere! Og naar DHrr. saa have drukket Vid og Forstand af sig, saa fremtræder deres anden Lidenskab, Lysten til at komme i Klammeri; man vexler nogle øllede Spydigheder og saa falder der en „dummer Junge," som er den her brugelige Formel for en Udfordring. Næste Dag, naar man nogenlunde har sovet Rusen ud, indfinde Sekundanterne sig; man bliver enig om at Sagen skal afgjøres ved en „Paukjunge" eller ved en ordentlig „Mensur." En Paukjunge er et meget tamt Slags Duel, man hugger i al Gemytlighed løs paa hinandens Hjelme, Masker og vel udforede Huggehandsker, indtil den fastsatte Tid er forbi; den, som har faaet de fleste Terzer, Kvarter etc., maa da spendere et „Fass Bier." Mensuren er derimod en temmelig alvorlig Sag, og om det nu kun sjelden hænder, at nogen af Parterne bliver paa Pletten, da Sekundanterne altid parere de værste Hug, saa flyder der dog altid Blod og man ser mangt et Ansigt med vansirende Ar efter saadanne Fornøjelser; thi Rapierne ere skarpe som Rageknive og Legemet blottet til Beltet. Lysten til at duellere er ikke desmindre meget almindelig blandt den akademiske Ungdom og at være en god „Schläger" eller „Pauker" har meget at betyde; ikke at have havt nogen Duel anses som et Slags Skam, og jo flere man har havt, jo større Ære nyder man. Sommetider, naar Tharanderne gjæste sine freibergske Brødre, bliver man enig om, at alle Fuchser, det er dem, s. 66 som endnu aldrig have duelleret, skulle søge sig ud et tilsvarende Antal Modstandere og saa gaa løs, for paa denne Maade at faa den Ære at kaldes „Bursch." Freibergerne og Tharanderne have et Ry over hele denne Del af Tydskland som gode Fegtere, og for at holde dette vedlige, vil en Freiberger og to Tharandere strax efter Juleferien give „Gastrollen" i Leipzig.

5

Disse Par Træk synes mig nok til at karakterisere det menneskelige Species, som man kalder tydske Studenter; man skulde ikke kunne tro, at de Herrer vide, at de leve i et civiliseret Samfund og midt i det nittende Aarhundrede; hvilken Forskjel, naar man tænker paa vore norske Studenter! — At dette Leben og dette Væsen ikke just tiltaler mig, kan De nok vide; jeg holder mig derfor i en passende Afstand fra alle ægte Typer og vælger min Omgang mest blandt Ikketydskere, som her er mange af fra alle Verdens Kanter, fra Rusland, Polen, Ungarn, Bøhmen (Czekere), Holland, Frankrigs Tyrkiet, Danmark, Sverige og Norge. Jeg har saaledes her truffet to unge Landsmænd, som begge studere Forstvidenskab; Danmark er repræsenteret af Løitnant Baron Dyring-Rosenkrands og Sverige af en Nyberg. Mine nærmeste Omgangsvenner ere Dr. Hellriegel og Mr. Tisserand, „ Chargé de mission agricole par le gouvernement français, " en særdeles dannet, kundskabsrig og elskværdig Mand, som vil blive mig til uberegnelig Nytte, da han vil give mig Anbefalinger til de første Mænd af Faget i Frankrig og England. Han bliver her tre Maaneder for at undersøge forskjellige sachsiske landekonomiske Forhold; han reiser bestandig for sin Regjering og skriver blot Regning over hvad han bruger; han har saaledes været halvandet Aar i England, et Aar i Belgien og Holland, et halvt Aar i Danmark, og vil senere opholde sig et lignende Tidsrum i Spanien, Italien, Grækenland og — Norge. Om vort Fædreland har han neppe synderlig bedre Besked end de fleste andre Franskmænd; det lader til, at det er vor Rulleharv, „the norwegian harrow," som har givet ham de bedste Tanker om det mystiske Norge.