Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Hans Anton Rosing (1855-12)

Tharand, December 1855.

Kjære Ven!

Her, hvor jeg den hele udslagne Dag færdes mellem Fremmede, kommer stundom Hjemveen eller egentlig Længselen efter gamle Venner saa stærkt over mig, at jeg gjerne kunde falde paa at tage Benene paa Nakken, dersom jeg ikke var et saapas koldblodigt Menneske, som jeg er, og koldblodige Mennesker lade Legemet ganske mageligt blive liggende tilbage paa Sofaen og røge sin Pibe, medens Tankerne vandre om. Tidt valfarte de op til ultima Thule og tidt besøge de dig, min gode, min kjære Ven. Det er dog underligt, hvor let og hurtigt man bliver vennekjendt med Enkelte! Da jeg havde talt to Gange med dig, syntes jeg alt, du var en gammel, fortrolig Ven, og dog tror jeg ikke just, at nogen af os hører til dem, med hvem man let kan gjøre fortroligt Bekjendtskab. Naar jeg i denne kolde Vintertid har faaet min kolde „Bude" godt geheitt og ovenpaa en flittig og vel nyttet Dag vil giøre mig det rigtig koseligt, saa fordyber jeg mig i min magelige Sosakrog og indbyder i Tankerne en eller anden god Ven fra Norge ned til mig, for at slaa af en liden lun Passiar. Du har saaledes ofte været min Gjæst og siddet i den anden Sofakrog og „spist ved mit Bord og drukket af mit Krus", og du og jeg har da havt det saa hyggeligt, at du ikke kan tro det. Naar du saa endelig har sagt, at du maatte gaa nu, da du havde langt hjem og skulde læse hos Nissen imorgen, saa har jeg jo maattet finde mig i det, men siden har jeg taget frem en Bog, som skal have den Ære at reise rundt Europa med mig, og læst:

„I Dage, I mine
skjønneste Dage —
komme I aldrig
atter tilbage"

indtil

„over det straalende,
stigende Fjerne
glimter og blinker
Morgenens Stjerne".

5*

s. 68 Jeg, som er en saa god Kosmopolit, jeg havde virkelig ikke troet, at jeg skulde komme til at lide saaledes af Hjemve, men — Natur am furca etc. etc. ! Imidlertid maa du ikke forestille dig mig som En, der bare gaar og drømmer om det Fjerne og Forbigangne, det er Undtagelsen; dertil er jeg altfor meget et Nuets og et Fremtidens Barn.

Jeg er lykkelig ved endelig at have faaet Haab om og Midler til engang i Tiden at komme paa min rette Hylde her i Verden; mit Studium interesserer mig i allerhøieste Grad og jeg tør sige, jeg driver det med Iver og Kraft. Det var en god Ide af mig først at gaa hid, da jeg her baade har al ønskelig Anledning til at gjenopfriske mine gamle og ikke endda saa daarlige kemiske Kundskaber og til at erhverve mig nye, og da jeg her har truffet paa dygtige og velvillige Mænd. Stöckhardt er en aldeles udmærket Mand, jevn og ligefrem i sit Væsen, og dertil har han et skarpt Hoved og et godt Hjertelag. Jeg havde ikke været her længe, før vi, saa tror jeg ialfald, vare blevne de bedste Venner af Verden. Jeg fik strax aldelts uhindret Tilladelse til at arbeide i Laboratoriet hver Dag, medens det ellers kun er aabent for de Studerende to Gange om Ugen. Denne Tilladelse benytter jeg ogsaa aldeles bogstavelig, idet jeg hver Morgen Kl. otte er første Mand paa Pletten og hver Aften den, som laaser igjen Døren. Imidlertid har jeg dog havt enkelte Anledninger til ogsaa at studere det egentlige „akademiske" Liv samt Noblessens Selskabelighed

Om Norge og norske Forhold har jeg nu i to Maaneder saagodtsom intet hørt; Rubriken Norwegen har jeg hidtil ikke fundet i nogen af de mange tydske Aviser, som jeg regelmæssig kiger i hver Dag, og Breve har jeg kun faaet fra min Moder, som skriver om Familieanliggender og idethøieste om frederikstadske Forhold. Jeg beder dig derfor indstændig om, naar du, meget snart, skriver mig et langt Brev til, at fortælle mig ont alt muligt, Polytekniken. Tidsskriftet etc. etc. — Manuskript skal blive sendt om nogle Dage.