Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1855-12)

Meissen, December 1855.

En i al Beskedenhed ytret Tvivl om den sachsiske Landvins Godhed forskaffede mig en Indbydelse til et Julebesøg i den sachsiske Vinavls egentlige Centrum, den gode gamle Stad Meissen, der i sin skjønne Beliggenhed og sine mærkelige Fortidslevninger besidder en saa rig Skat af Tillokkelser for den Fremmede. Da derfor efter to i al Stilhed tilbragte Juledage Solen Trediedags Morgen sendte sine forførende Straaler ind gjennem Vinduerne, skyndte jeg mig afsted til Jernbanestationen og var en halv Time senere i Dresden. — Naar man fra Hamburg reiser over Magdeburg og Halle til Dresden, da kan man, saa snart man har passeret det holstenske Gebet, uden at tabe synderligt i det Nærværende gjerne lukke Ørnene og i al Magelighed overgive sig til behagelige Drømme om det Forbigangne og det Kommende, ligeindtil man er midt inde i Sachsen, dersom man blot i Magdeburg ikke glemmer at benytte de Par Timers Standsning til at besøge den ærværdige Domkirke, en af den gothiske Bygningskunsts ædleste og skjønneste Frembringelser. Først naar man er kommet nogle Mil forbi Leipzig og lave Bjerge begynde at afbryde Horizontens kjedelige Ensformighed, egner Landskabet sig til at fængsle den Reisendes Opmærksomhed og det i stedse stigende Grad, eftersom man nærmer sig Sachsens Hovedstad. Selv nu, da en fuldkommen nordisk Vinter havde kastet sit Sneslør over Aasryggene, havde Egnen fra Dresden til Stationen Niederau en smuk og eiendommelig Karakter, himmelvidt forskjellig fra ethvert nordisk Landskab; de forstmæssigt opelskede, regelrette Naaletræplantager og den stærke Bebyggelse umuliggjør enhver Sammenligning med nordiske Egne, og de forunderligt terrasserede Dalvægge med de lange Rader hvide Mure lære os snart, at vi ere midt inde i et Vinland og det vel omtrent det nordligste, hvor Vinavlen kan siges at have nogen egentlig statsekonomisk Betydning. Man anslaar nemlig for Sachsens Vedkommende det Antal Mennesker, som er beskjæftiget med Vinavlen, til henved 8000 og Værdien af den gjennemsnitlige aarlige Produktion til 300,000 Thlr.

s. 70 Fra Jerbanestationen Niederau fører en af disse kjedelige, aldeles snorlige Chausseer, som aldrig synes at tage af, til Meissen. Ved den smukke Landsby Köln naar man Elbstranden og strax derpaa passerer man den ved sin vexlende Skjæbne mærkelige Meissener Bro, der allerede nævnes i Dokumenter fra det trettende Aarhundrede. Flere Gange er den bleven ødelagt af den stærke Isgang, som Vaarsiommen ofte fører med sig nedover Elben, og flere Gange er den bleven hjemsøgt af Krigens Ødelæggelser. Den nærværende Bro, som har staaet sin Prøve i den voldsomme Elbflom 1845, er bygget 1814 og bestaar af mægtige Stenpillarer forbundne med Træbuer. Det var i Sandhed et smukt Skue, som frembød sig, da vi passerede Meissener Broen; til begge Sider den brede, bugtede, nu islagte Flod med en Vrimmel af Skøiteløbere og „Stuhlschlitten"-farere; en face den gamle, tildels amfitheatralsk anlagte Stad med sine Taarne og Spir og indsluttet af lave Aaser. Om Sommeren, naar disse ere overklædte med Vinløv og Druer og Morgensolen kaster sine første Streif ned gjennem Floddalen og beskinner Slotsbjergets Laarnklynge og Bjergtoppene, vil neppe nogen, som er saa lykkelig at befinde sig paa Meissener Broen, kunne undslaa sig for af ganske Hjerte at istemme de gode Meissenerborgeres Udraab: „Ach Meissen, du bisi reizend! "

Alt i denne By tyder paa Fortiden; snevre og i alle mulige Retninger slyngede Gader, som mange Steder danne en formelig Labyrinth, Huse med taarnformige Gavle og buede Vinduer, Levninger af Mure og Befæstninger o. s. v. Noget bestemt Tidspunkt for Byens Anlæg kan neppe angives, men rimeligvis blev den grundlagt under Keiser Henrik I, som, for at sikre sig Besiddelsen af det fra de hedenske Sarber erobrede Meissenerland, her byggede en fast Borg (der Wasserburg ved Foden af Slotsbjerget) og indsatte en Borggreve; allerede under Keiser Henriks Søn Otto I blev Meissen Sædet for en Biskop og fra denne Tid af omtales Staden oftere i Historien; i de store Krige blev den jevligt hemsøgt af erobrende Armeer og plyndrende s. 71 Fiender, som tidt met Ilt og Svært bragte den sin Undergang nær. For Tiden tæller Meissen omkring 9000 Indvaanere, hvis væsentligste Næringskilde formentlig Elbhandelen maa kaldes.

Mod Nord begrændses Byen af de to isolerede Bjergrygge, Slotsbjerget og Afrabjerget, der temmelig steilt falde af til alle Sider og bestaa af Egnens almindelige, kjødrøde Granit, som gjennemsættes af talrige Porfyrgange. Paa Toppen af Slotsbjerget, hvis østlige Skraaning gaar lige ned til Elbstranden, ligger Meissens ældste og mærkeligste Bygninger samlede i en tæt Klynge, og derfor er ogsaa den Fremmedes første Vandring rettet mod dette Punkt. Naar man har forladt de sidste opover Foden af Bjerget løbende Gader, maa man klatre opover en Mangfoldighet af uregelmæssige Trapper og Afsatser for endelig gjennem en lukket Gang (under Bischofshof) at komme op paa Slotspladsen, hvis Sydside indtages af Bischofshof og i hvis Midte Domen ligger, medens Albrechtsburg danner dens nordøstlige Vinkel; alle disse Bygninger slutte sig nu umiddelbart til hverandre saaledes, at Albrechtsburg og Bischofshof danner en sammenhængente hesteskoformig Masse, fra hvis indre Vinkel Domen løber ud.

Den første Grunt til Meissener Domen lagdes i Midten af det tiende Aarhundrede af Keiser Otto I, men det varede hele fire Hundrede Aar, inden det ved flere lange Afbrydelser forsinkete Værk naaede sin Fuldendelse, og et stolt Syn maa det i Sandhed have frembudt, da det stod der i sin Helhed. Selv nu, da de to mægtige Hovedtaarne, efter gjentagne Gange at være lagte i Grus af de oprørte Elementer og atter gjenopreiste, endelig have maattet vige Pladsen for et fladt Galleri, selv nu, da de talrige Forsiringer ere forvitrede, da den blege Pirnaer Sandsten er aldeles overklædt med dunkelfarvet Mose og flere met Bygningens oprindelige Plan uoverensstemmende Tilbygninger ere klinede ind i Vinkler og Kroge, er denne Dom, ved sin Stils Renhed og Simpelhed og sine ædle Forhold, utvivlsomt et af de skjønneste Mindesmærker af gothisk Kunst. Blandt Kirkens ydre Partier udmærker sig især det gjennembrudte taktede Taarn med sin slanke, ottekantede Pyramide, s. 72 Korskorets herlige Gavl og det saakaldte Johanneskapel, som alt skriver sig fra den tidligste Periode af den gothiske Stil. Men hvor smukke Enkelthederne i Kirkens Ydre end ere, saa formaa de dog ikke at udslette Indtrykket af noget Manglende og Ufuldstændigt, som især fremkaldes ved det brede Taggalleri, der har maattet erstatte Tvillingtaarnene, og den Anelse, man derfra henter om Kirkens Indre, bliver derfor aldeles feilagtig. Thi træder man ind gjennem Hovedportalen og standser under Orgelkoret, saa gribes man uvilkaarligt af det herlige og opløftende Totalindtryk, af dette prægtige Hvælv med sine majestætiske Pillarer og slanke Søiler. Kirkens Indre har Formen af et latinsk Kors, hvis Skaft bestaar af Skibet og hvis to Udledninger mod Nord og Syd danne Armene, medens Koret er Korsets Spids. Skibet mindede mig om Magdeburgerdomen baade ved sin Form, ved sine Søiler med deres rigt forsirede Kapitæler og ved sit skjønne Material, Pirnaer Sandstenen. Koret er skilt fra Skibet ved et høit Galleri, der bærer et Par Helgenstatuer, og til hvis ydre Væg Alteret slutter sig. Altertavlen er mallet af Lucas Cranach og fremstiller i forskjellige Felter Lidelseshistorien og Abrahams Offer. I den forreste Del af Koret findes Domherrernes Stole, alle dækkede med Baldakiner og adskilte ved rigt ornamenterede Søiler; i Bunden staar Høialteret med et Billede, som min Cicerone foregav at være malet af Albrecht Dürer. Paa Væggene til høire og venstre for Alteret er anbragt fire simple Konsoler, der bære Statuer af Keiser Otto I og hans Gemalinde samt Apostelen Johannes og en kanoniseret Biskop, af hvilke de to første ere rigt malede og forgyldte. I et af Korets Vinduer er den oprindelige skjønne Glasmosaik endnu fuldstændig forhaanden, og i et andet findes et ubetydeligt Brudstykke deraf. I den Koret modsatte Tel af Kirken var den oprindelige Hovedindgang, men dens fortrinlige Portal er nu indbygget i et Gravkapel, hvori en talrig Skare af Fyrster og Bisper hvile.

Da jeg af egen Erfaring ved, hvor lidet tilfredsstillende selv s. 73 den bedste og nøiagtigste Beskrivelse af Gjenstande som nærværende, der kun gjennem Anskuelsen rettelig kunne gjøre sig gjældende, altid bliver for Læseren, skal jeg lade det blive ved disse Antydninger af det Hovedsagelige og aldeles forbigaa de talrige Kapeller og Tilbygninger, som Kirken gjennem Tiderne har faaet. Hellerikke skal jeg indlade mig paa nogen Opregning af de mange historisk berømte og mærkelige Personer, hvis Levninger Meissener Domen gjemmer i sit Skjød, og hvorom min Cicerone med saadanne Folks sædvanlige Tungefærdighed fortalte mig løst og fast. De hvile med Fred disse høie Herrer og ædle Fruer, hvis Billeder træde os imøde ved hvert Skridt, vi gjøre henover deres rigt indlagte Ligstene, af hvilke mange have en endnu større Interesse for Kunstneren end for Historikeren. Billederne ere alle fremstillede en face og meget fladt holdte, men dog synes flere af disse Broncefigurer at træde lyslevende ud af Stenene. Sagnet vil vide, at vore skandinaviske Brødre, Svenskerne, som under Carl XII gjæstede Meissen, have fundet saa stærkt Behag i flere af de gamle Ridderes og Bispers Sølvkontrafeier, at de have taget dem med sig hjem, og vist er det, at mange Ligstenes Udhulinger ere tomme. — Bar saaledes denne Kirke udstyret med Kunst og prydet med Kostbarheder, saa var den dog hellerikke mindre rigt begavet i andre Henseender. Der berettes saaledes, at der ved den var ansat henved 200 Geistlige — Messepræster, Kapellaner, Vikarier og hvad de nu alle kaldtes — og en saadan Uendelighed af Messer læstes, at uagtet 56 indviede Altere benyttedes uafbrudt Dag og Nat, saa var det dog nødvendigt at erholde en speciel pavelig Tilladelse til at have flere smaa løse Altere, som alt efter Behovet opstilledes rundt om i Kirken. Men — Reformationen kom, Sjelemesserne ophævedes og af de 200 Geistlige blev kun en tilbage. Kirken har nu ikke engang nogen fast Menighed, og af dens rige Indkomster er der dannet et almindeligt Understøttelsesfond for Kirke- og Skolevæsenet.

Det biskoppelige Palads med sit runde Taarn er ogsaa flere hundrede Aar gammelt, men det har gjennem Tiderne undergaaet s. 74 saa mange Forandringer i det Ydre og Indre, at det nu, med Undtagelse af de smukke hvælvede Lofter, er blottet for enhver arkitektonisk Interesse; over Indgangsporten findes besynderligt nok det keiferlige Baaben med Indskriften Carolus V.

Omtrent samtidigt med Biskopspaladset byggedes Slottet Albrechtsburg, som indtager den nordøstlige Vinkel af Slotsbjerget; hellerikke det har beholdt meget tilbage af fordums Herlighed. Imidlertid har dog dets Hovedparti, den østlige Fløi, som støder umiddelbart til Domens Nordside, endnu bevaret sit karakteristiske Præg. Over de fire Rækker smale og spidse Vinduer kneife de høie Gavle med sine i Skikkelse af forskjellige Dyr fremspringende Forsiringer, og fra Bygningens Midte udtræder i Form af en halv Ottekant det nyligt restaurerede Trappetaarn, et fuldkomment Mesterværk og den interessanteste Del af hele Slottet. Taarnets nederste Del har tre spidsbuede Døre, hvoraf de to føre ind til smale Trapper, som kun gaa op til første Etage, medens den tredie Dør fører ind til den store og prægtige Vindeltrappe, som fortsættes helt op til Loftet og i hver Etage udvides til en aaben Hal eller et Slags Altan. Af Slottets Indre ere nu kun de nøgne Vægge tilbage, men at heller ikke de ere at foragte, vil enhver indrømme, som skuer op under de herlige gothiske Hvælvinger, under hvilke nu Kunsten og Industrien har fundet et beskyttende Ly. Thi i de sachsiske Fyrsters fordum saa pragtfulde Sale sidder nu en talrig Skare af flinke Kunstnere, som forvandle Erzbjergenes hvide Ler til det berømte Meissener Porcellæn.

Den Reifende, som med sin Handbuch i Lommen opsøger alle de Slotte og Paladser, som ligge paa hans Vei og liberalt aabnes for hans skuelystne Blikke, bliver tilsidst saa træt af al denne døde Pragt, at han, naar han træder ind i Albrechtsburg og hverken finder bonede Gulve eller venetianske Speile, men i dets Sted en Mængde virksomme Mennesker, som med kunstfærdige Hænder forme og male en Mangfoldighed af smukke og nyttige Gjenstande, ingenlunde føler sig skuffet, men tvertimod paa en s. 75 behagelig Maade overrasket. Saaledes gik det ialfald mig; efterat jeg ved i et Par Timers Tid at vandre om i Domkirken lidt efter lidt havde levet mig ind i de Tider, hvis Værk den er, og uvilkaarlig var bleven forstemt og nedtrykt ved at tænke paa al den krasse Overtro, alt det aandelige Mørke og den Stagnationens Aand, som her engang var forkyndt og befæstet, udøvede al den travle Virksomhed en forfriskende og velgjørende Virkning paa Sind og Sands, fordi den atter saa levende hensatte mig i min egen Tid, i Forskningens og Fremskridtets, Virksomhedens og Bevægelsens Tid. Man behøver hverken at være Tekniker eller Fabrikant for med Fornøielse at se Meissens berømte Porcellænmanufaktur; de fleste Processer ere saa anskuelige og have saameget for Øiet, at de ere forstaaelige og interessante for Enhver. Her ser man det hvide plastiske Ler paa den simple og ældgamle Maskine, Pottemagerskiven, under den øvede Arbeiders Haand forvandle sig til Vaser og Skaale; hist trykkes det i Former af Gips og bliver til Hoveder, Hænder, Blomster, Blade og lignende Elementer, hvoraf atter en Skare Kunstnere sammensætte Figurer, Grupper o. s. v. Nu bringes alle disse Sager i en Ovn og brændes svagt, hvorpaa de overgives til andre Arbeidere, som male og forgylde dem, førend de anden Gang brændes. Hver Arbeider udfører kun sin bestemte Specialitet af Arbeidet, og de færdige Sager have derfor passeret en Mængde Hænder, førend de have naaet sin Fuldendelse. Nogle Arbeidere bestille ikke andet Aar ud og Aar ind end med Polerstaalet at give det efter Brændingen matte Guld sin metalliske Glands, nogle dyppe de engang brændte Sager i et Glas-Fluidum, hvoraf en væsentlig Bestanddel er Feldspath, som man sagde kom helt fra Sverige. I et stort Værelse sad Fruentimmer, som ved Hjelp af fine Pensler pyntede sine Porcellænsøstre med de fineste Spidser og Kniplinger af Ler. Alt, hvad denne Fabrik leverer, er i sin Art fuldendt, og maa, saalænge det blot bedømmes fra et teknisk Standpunkt, kunne taale enhver Sammenligning; man giver sig her aldeles ikke af med saadant Dusinkram, som blandt andet Berlin bringer i Handelen, s. 76 og navnlig turde Porcellænsmaleriet her staa høiere end ved de fleste andre Fabriker. Der er ogsaa gjort alt for at erholde dygtige Malere, idet der dels ved Fabriken bestaar en egen Tegneog Kunstskole, og dels Malerpersonalet rekruteres fra Akademiet i Dresden. Derimod vil en lutret Smag have meget at udsætte paa de allerfleste af de kostbare Sager, som i rigt Udvalg ere opstillede i Ubsalgsværelserne, thi Rococcoslilen aabenbarer sig ikke mindre i Vasernes fordreiede Former, end i Figurgruppernes Kostymer. Dette har imidlertid sin simple Grunb deri, at den sachsiske Regjering ikke betragter Fabriken som en Kunstanstalt, der skal udbrede gob Smag, men som en indbringende Spekulation, der skal give det i Forhold til Udgifterne største Nettoudbytte; og da man nu fra tidligere Tid af har en overordentlig righoldig Samling af kostbare Modeller og Former, saa benytter man dem saa længe Publikums slette Smag giver Fabriken god Afsætning. I denne Henseende har det vel hellerikke for det første nogen Nød, og saavidt jeg har kunnet erfare, giver den et anstændigt Overskud. Det er derfor ikke mere end billigt, at man har vist den egentlige Grundlægger af denne Anstalt den Ære at opstille hans Buste i et af Værelserne, endskjønt man jo heller ikke i levende Live lod ham lide Mangel paa Æresbevisninger. Thi da den forhenværende Apothekerlærling Johan Friebrich Böttger under sine Bestræbelser for at skaffe sig gode Smeltedigler til sine alkemistiske Forsøg aldeles tilfældigt var blevet ledet til Opfindelsen af et Slags brunrødt Porcellæn, blev han af den sachsiske Regjering opbøiet i Friherrestanden og overøst med kostbare Foræringer. Alligevel var og blev han sin hele Levetid en ulykkelig Mand. Medens han endnu var i Lære i Berlin, havde han sundet paa at agere Guldmager, og da han siden paa Grund af Uærlighed var bleven nødt til at løde bort fra sin Principal, anvendte den preussiske Regjering, som skjænkede Rygtet om hans foregivne Kunst Tiltro, alle Midler for atter at faa en saa nyttig Person tilbage; da imiblertid Kongen af Sachsen, til hvis Hovedstad Flygtningen endelig var kommet frem, ogsaa mente at kunne have Brug for s. 77 alt det ædle Metal, som Böttger kunde producere, negtede han at udlevere den foregivne Guldmager, som derimod fra nu af skulde arbeide for kongelig Regning. Men da man naturligvis maatte finde det rimeligt at en Mand, som var i Besiddelse af de Vises Sten, helst vilde være sin egen Herre, satte man ham under streng Opsigt og tilsipst i fuldstændigt Fangenskab, der ikke formildedes, da han (1704) istedenfor Guld havde fundet Porcellænet. Thi saa stor Pris satte man paa denne Opfindelse, at man indræmmede Böttger Laboratorium — og Fængsel — i det kongelige Slot Albrechtsburg (1705) ; og da Carl XII gjorde Indfald i Sachsen, flyttedes Fangen, af Frygt forat Fienden skulde sætte sig i Besiddelse af den nye Kunst og dens Opfinder, til Fæstningen Königsstein.