Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1856-09-30)

Tharand, 30te September 1856.

Endelig er jeg efter tre Ugers Omflakken atter kommen tilbage til min gamle Station. Jeg havde saa længe ligget fast fortøiet, at jeg følte rigtig Trang til at rive mig løs fra mine Arbeider og for første Gang, siden jeg kom hid, tage mig en ordentlig Ferie, og saa reiste jeg da til Prag og Wien.

s. 79 En Dag for et Par Maaneder siden fortalte Stöckhardt mig nemlig, at han i Begyndelsen af September vilde reise til Prag for at overvære det almindelige tydske Landbrugsmøde, som dette Aar skulde holdes i Bøhmens Hovedstad, og han foreslog min Ven, Amerikaneren Storer, og mig at giøre Følge. Vi vilde faa Leilighed til at høre mange interessante Foredrag og Diskussioner, til at stifte Bekjendtskab med en Mængde af Tydsklands dygtigste Landmænd og mest bekjendte Agrikulturkemikere, til at se det bøhmiske Landbrug og flere lærerige Fabriker og, mente han, vi vilde vel heller ikke komme til at kjede os ved et ottedages Ophold i det skjønne Prag. Her var altsaa et godt Forslag, fremsat af en kompetent Forslagsstiller, understøttet af fortræffelige Motiver, som med lige megen Kraft talte til Fornuften og Fantasien. Forslaget blev altsaa tostemmigt antaget, det vil sige af Amerikaneren og Undertegnede. Lørdagen den 5te September reiste vi til Dresden og Søndag Morgen Kl. 6 gik vi videre med Jernbanen. I Førstningen var Veiret temmelig taaget, saa vi næsten ganske gik Glip af den Nydelse, en Fart gjennem den deilige Elbdal frembyder, og det var forsaavidt ganske heldigt, at Egnen allerede tidligere var mig bekjendt af en Lystfart paa Elben. Endskjønt Jernbanen ligefra Pirna gaar parallelt med Floden i alle dens Bugtninger og Krumninger, siger det sig selv, at om end Veirlaget er saa gunstigt som muligt kan den flygtige Udsigt fra en Jernbanevogn til den ene Side af Dalen aldrig veie op mod den frie og uhindrede Udsigt til alle Kanter, som man har fra det langsommere gaaende Dampskib. Jeg fandt mig derfor ganske taalmodigt i Omstændighederne, saameget mere som jeg var kommen i Selskab med Professorerne fra Landbrugsakademiet i Hohenheim. Eftersom vi nærmede os den bøhmiske Grændse, klarede Veiret op, og da vi ved Stationen Bodenbach steg ud, for efter behørig Visitation at gaa over i øslerrigske Vogne, belyste Solen med fuld Glands et af de smukkeste Landskaber, man kan tænke sig. Over den brede speilblanke Elbflod, ned over hvilken en Mængde Flodskibe drive med Strømmen, forbinder en stolt Kjædebro Bodenbach s. 80 med Tetschen, hvis gamle Slot ved sin Beliggenhed paa en Klihpeafsats, der stiger et hundrede Fod lodret op fra Stranden, gjør en uforlignelig Virkning midt i det temmelig aabne Dalføre. Bjergene, som danne Dalens Sider, ere paa Toppene dækkede af Skog, medens deres lavere Partier næsten se ud som en eneste stor Frugthave med lange snorlige Rader af Blomme- og Æbletræer.

Førend vi kom over paa det østerrigske Gebet affordrede et Antal kongelig-keiserlige Gensdarmer os vore Pas, hvilke vi skulde faa tilbage, naar vi personlig fremstillede os i Paskontoret. Her søgte man med rigtige Politiøine at gjennemskue os for at opdage, om en eller anden forbuden Tanke prøvede paa at liste sig ind i det apostoliske Keiserdømme.

Det bøhmiske Schwei har en hel anden Karakter end det sachsiske Schwei; man finder ikke her disse aldeles lodrette Fjeldvægge, disse fæstningsagtige Afsatser, hvorfra mægtige, paa hinanden hvilende Blokke ligesom Taarne og Spir stige iveiret; Kvadersandstenen er forsvunden, Graniten og Gneisen er traadt i Stedet, og med dem mere hjemlige Fjeldformer; Landskabet er mindre originalt, men ikke mindre smukt. Ved Aussig, eller maaske rettere lidt sydligere ved Schreckenstein, en gammel Borgruin paa Toppen af en Fjeldkuppe, som reiser sig lige op fra Elbstranden, ender dette Schwei, og Egnen skifter atter Karakter; det er ligesom Bjerglandet endnu kjæmper med Slettelandet, — dog er Sletten allerede paa en Maade Regelen og de prægtige, kegleformige Basaltklipper, som hist og her stige op mod Skyerne, kun at betragte som storartede Undtagelser. Snart forsvinde ogsaa disse og man har til begge Sider frugtbare og ganske veldyrkede Marker. Ved Berkowi forlader Jernbanen Elbstranden og følger siden Moldaufloden ligetil Prag.

Prag! — hvilket broget og livligt, hvilket skjønt og karakteristisk Billede danner der sig ikke i min Erindring ved dette Ord !! Jeg staar i Tankerne atter paa Laurentinerbjerget og skuer ned paa den „hundredtaarnede" Stad, hvis Kupler og Spir glindse i det klare Solskin, jeg ser atter den brede Moldauflod, over hvis speilblanke s. 81 Flade Kjædebroen og den med en Mangfoldighed af Statuer og Grupper prydede Mariabro ligesom to brede Baand knytte Stadens to Hoveddele sammen, jeg ser atter Hradschin med Domen og dette uendeligt store og vidtstrakte Slot, hvor nu den gamle Exkeiser Ferdinand residerer efteral være vippet af Thronen af Februarrevolutionens Bølgeslag. Og — alt er Sommer og Solglands! Jeg gjennemlever atter disse otte rige Dage, i hvilke den gamle, ærværdige og erkekatholske Stad gjæstedes af den nye Tid, i bvilke den husede tre tusinde „Riddere af Plougen," i hvilke disse Gjerningens og Tænkningens Mænd pleiede Raad om Jordens Dyrkning, om Harv og Ploug, om Kjør og Faar. Ja hvilket Fremskridt er der ikke gjort, naar der midt i den, al Virksomhed og Tænkning fiendske, Katholicismes gamle, kjære Stad kan finde Sted en Forsamling som denne, der netop vækker og ansporer til Virksomhed og Tænkning; hvilker Fremskridt, naar der møder frem tre tusinde Mænd, af hvilke flete endog høre til Videnskabens Firstjerner, som ere aandrige nok til at erkjende, at intet er aandløft, naar den menneskelige Tanke ret trænger ind deri! Det var en herlig og uforglemmelig Uge, vi tilbragte i det skjønne Prag, Perlen i det deilige Bøhmerland!

Prag har ikke meget af det Slags Seværdigheder, som de Reisende ellers samvittighedsfuldt arbeide sig igjennem, Samlinger af Kunstsager og Kostbarheder, men derimod mange saavel i arkitektonisk som i historisk Henseende interessante Mindesmærker fra Fortiden. Det har en egen Interesse, naar man i den keiserlige Borg kommer ind i den saakaldte „Landstube" og ser det Vindu, fra hvilket Slavata og Martinez bleve kastede ud den 23de Mai 1618. Det er ikke mindre interessant at besøge Waldsteins, eller som man med Schiller urigtigt har kaldt ham Wallensteins, Palads med sin smukke og eiendommelige Have, der er indhegnet af hushøie Vægge af kunstige Stalaktiter (Drypstene); ved Siden af den store aabne Havestue staar i et lidet Kabinet den berømte Feldtherres Hest udstoppet, men ilde tilredt af Møl. Vi saa en Uendelighed af Kirker, alle forskjellige og s. 82 mange pragtfuldt udstyrede. Paa Hradschin ligger den i det tiende Aarhundrede opførte St. Veits Metropolitankirke, hvor der blandt andet er et tredive Centner tungt Monument af purt Sølv, reist til Ære for Bøhmens Skytshelgen, Johan von Nepomuk. I det lille Lorettokapel er der blandt en Mængde andre Kostbarheder ogsaa en Monstrants i Form af en Stjerne besat med 6666 store og smaa Diamanter, et rent Pragtstykke og virkelig smukt. I en anden Kirke ligger Tycho Brahe begravet; i dem alle er der en Overflod af Relikvier, her den hellige N. N.'s Ben, her St. P. P.'s Kindtand, her en Splint og hist en Spiger af Kristi Kors o. s. v., og foran alle disse Greier knæle Mennesker i Støvet og anraabe om St. N. N.'s eller St. P. P.'s Gunst og Beskyttelse. Maa det ikke vække Medlidenhed, og fristes man ikke til at græde over, at Millioner og atter Millioner Mennesker ved Hjelp af saadanne Midler, anvendte af de store og smaa Paver, holdes i Dumhed og Uvidenhed. Hos mig vakte alt dette Uvæsen Afsky og Bedrøvelse, og jeg skulde prise Menneskeheden lykkelig, dersom den sidste af disse Mørkets og Overtroens Udbredere blev, ja lad mig ikke være for slem, leet ud som en Taskenspiller, hvis Behændighed uforvarende blev til Ubehændighed!

6