Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1856-12-12)

Paris, 12te December 1856.

Som du ser er jeg nu i et ganske andet Verdenshjørne, end da jeg sidste Gang skrev; jeg har ombyttet det lille landlige Tharand med det store umaadelige Paris. Det er en Kontrast dette her, kan du tro! Naar man et Aar har levet i en ganske liden tydsk Stad, knapt saa stor som eders Frederiksstad, hvor man har ført et ensformigt, stille Studieliv, hvor man kjendte alle Ansigter og Figurer og hvor man ogsaa til Gjengjæld var kjendt af Alle, og saa med engang blive hensat midt i „Verdens Hovedstad," en Kjæmpestad med flere Indbyggere end hele Norges Land, midt i et uroligt, aldrig hvilende, larmende og bevæget Liv, i hvilket s. 83 man er en Fremmed, som ingen kjender og som ingen bryder sig om! Ja det er et underligt Væsen dette store Paris, hvor man kunde leve et helt Liv uden at blive færdig med at studere det; en brillant Stad, denne Frankrigs Hovedstad, altid verlende og skiftende og dog altid sig selv lig, uopnaaet og uopnaaelig! Men man kunde skrive Bøger fulde af Betragtninger over dette uudtømmelige Thema og dog aldrig blive færdig; derfor er det vel bedst at jeg, som kun skriver et Brev, gaar over til mere konkrete Gjenstande.

— — Jeg hører en Mængde Forelæsninger af de dygtigste Kemikere; Paris har ved sine Læreanstalter flere af de mest berømte nulevende, saaledes Chevreul, Dumas, Boussingault etc. Nogle af disse Forelæsninger holdes om Formiddagen, andre om Aftenen lige. til Kl. 10. De ere alle paa forskjellige Steder, i Sorbonne, Collège de France, Gobelins og Conservatoire des Arts et Métiers, af hvilke de to sidste ligge i aldeles modsatte Yderpunkter af Paris. Et Par af disse Forelæsninger ere de bedste jeg nogensinde har hørt; jeg lærer bestandig noget nyt og navnlig lærer jeg en Ting, som for mig i Fremtiden er yderst vigtig, nemlig Kunsten at holde Forelæsninger, thi saaledes som Franskmænd gjør det, er det formelig en Kunst. De have en mærkværdig Gave til at gjøre alt klart og interessant; deres Foredrag ere ikke blotte Opramsninger efter vel udarbejdede Manuskripter, men virkelige Taler, i hvilke Veltalenheden feirer sine stadige Triumfer, dog ingenlunde paa Grundighedens Bekostning; thi det er netop den store Hemmelighed, hvoraf mange af de franske Professorer ere i Besiddelse, at fremstille Sagen i dens hele Fylde og paa samme Tid i en smuk og tiltalende Form.

Du kan vel vide, at mine første Bestræbelser her gjaldt et komme til at arbeide i et kemisk Laboratorium, hvilket jeg endnu ikke har opnaaet. Det er ikke her som i Tydskland, at de offentlige Laboratorier staa aabne for enhver mod et moderat Honorar; og i de private maa man betale 100 Franks om Maaneden, hvilket er saa dyrt, at jeg nok faar betænke mig længe, inden jeg indlader s. 84 mig derpaa. De Laboratorier, som jeg for mit specielle Øiemed havde i Sigte, nemlig Boussingaults agrikulturkemiske og Payens teknisk-kemiske, have hver kun Plads for to Elever, og det er let at tænke sig, at der altid er saamange, som søge disse, at der skal et mærkværdigt Træs til, for at blive blandt de faa Lykkelige. Uagtet alle mine gode Anbefalinger blev jeg det da heller ikke. Imidlertid har jeg nu Haab om at faa arbeide hos den overordentlig ansete Videnskabsmand og Statsmand Dumas, maaske den største af alle nulevende Kemikere, selv Liebig medregnet. Jeg havde Anbefalinger til ham fra Tydskland og bragte ham nogle nye kemiske Sager fra Professor Bunsen i Heidelberg; dette i Forbindelse med den officielle Skrivelse fra det norske Indredepartement skaffede mig en særdeles galant Modtagelse og jeg blev strax indbuden i Soirée hos ham. Jeg kan nu komme der hver Lørdag, da hans Hus regelmæssigt er aabent for hans Venner og Bekjendte. Det kan blive mig af største Nytte, da jeg der vil kunne stifte fortrinlige Bekjendtskaber; det er ogsaa en stor Ære, som meget sjelden bliver nogen Fremmed tildel i Paris; thi Dumas er ikke alene den berømte Kemiker, han er tillige en af Frankrigs første Mænd, har været Minister, er Medlem af Statsraadet og Senatet, og hans Hus er et af de mest søgte i Paris. Han bor i det aristokratiske Kvarter, St. Germain, og i hans Soiréer træffer man hele den videnskabelige Verden og den bedre Del af Aristokratiet.

6*

En saadan Pariser Soirée er imidlertid ikke synderlig morsom; man møder frem Kl. 10 om Aftenen i sorte Klæder, hvidt Halstørklæde og hvide Handsker. Man gaar omkring — om Sidden er der ikke Tale — med Hatten i Haanden og konverserer de Damer eller Herrer, for hvilke man er forestillet; paa de andre hilser man ikke engang. Der spises aldeles ikke; man faar kun en Kop The eller Kaffe og et Glas Limonade engang imellem. Men saa er man ogsaa aldeles sin egen Herre og kan gaa uden at sige Farvel til nogensomhelst; det er jo noksaa bekvemt, men — ikke morsomt. Nogle Dage efter gjør man da Visit, det vil s. 85 sige paa samme bekvemme Maade; man leverer af sine Visitkort, paa det ene skriver man Mr. Dumas, paa det andet Mdme. Dumas o. s. v., et for hver Person i Familien; derpaa gaar man sin Vei uden at have set andre end Tjeneren og Portneren. Se det er en ægte fransk Visit!