Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1857-02)

Februar 1857.

De Fremmede begynde nu at blive mig mere bekjendte; ogsaa her har jeg fundet Venner, som jeg allerede i den korte Tid, jeg har kjendt dem, har lært at holde af. Jeg har altid havt en vis Forkjærlighed for Franskmændene, det har derfor glædet mig meget, at de ved nærmere Bekjendtskab ere bedre end deres Rygte. Den saa udbasunerede franske Letsindighed er sandelig ikke værre, end hvad man finder i andre Lande, vort solide Norge ikke fraregnet; overhovedet er der ikke saa stor Forskjel mellem de forskjellige Nationer i de almenmenneskelige Egenskaber, som man tror, naar man aldrig har færdedes noget om i Verden. Sagen er egentlig kun den, at Franskmanden er mere aaben og lægger mindre Skjul paa sine svage Sider end til Exempel Nordboerne, og dertil kommer, at Franskmændene ere af en mere varmblodig og bevægelig Natur. Saameget er ialfald vist, at de, som jeg har lært nærmere at kjende, ere udmærket prægtige Mennesker, som man vel kan være tjent med at have til Venner. En Ting, som man heller ikke maa glemme, naar man derhjemme sætter sig til at raabe Ak og Ve over den franske Nation, er, at det Begreb man har om den, i Regelen kun skøtter sig til daarlige Romaner eller misforstaaet Verdenshistorie. Ganske vist ser man i Paris dagstøt Ting foregaa, som man derhjemme vilde bryde Staven over, men Paris er hverken Drøbak eller Hølen, men en By med flere Indvaanere end hele Norges Land. At de sociale Forhold maa udvikle sig i en friere Retning i en saadan By, til hvis Befolkning alle Nationer i mere eller mindre Mon give sit Bidrag, er saa naturligt, at det modsatte vilde være ubegribeligt; men man maa derfor ikke tro, at man her lever i et Slags Sodoma s. 86 og Gomorrah, hvor Religionen, Familien og Eiendommen ikke respekteres.

Jeg har nu temmelig vel indordnet mig under de nye Forhold og mit Studium er atter i fuld Gang. Det er endelig lykkedes mig at faa Plads i Dumas's Laboratorium, hvilket maa regnes for et stort Held, da denne Nutidens største Kemiker ikke i Regelen tager mod Elever længer. For en ikke ringe Del har jeg en dansk født Mand Hr. Levy at takke for at jeg kom til denne sjeldne Ære. Han har i sex Aar været Professor i Ghili, er nu Embedsmand ved Mynten i Paris og er en komplet Gentleman. I tidligere Dage har han arbeidet sammen med Dumas og Boussingault og er almindelig afgjort her i den videnskabelige Verden, mindre maaske for sine videnskabelige Fortjenefter, end for sin elskværdige Karakter. Ved enhver Leilighed viser han mig sin Velvillie; han har saaledes introduceret mig i Boussingaults Familie, til hvis Soirée hver Tirsdag jeg nu er indbuden, og hvor jeg igaar spiste Middag en famille. Boussingault, i hvem jeg allerede i saa mange Aar har beundret den store Videnskabsmand, Agrikulturkemiens egentlige Grunder og Stifter, er en Mand, som man holder mere og mere af for hver Gang man er sammen med ham; hans rigt bevægede Liv giver ham et uudtømmeligt Stof til Fortællinger, snart om den kjække Bolivars Arme — han var under sit mangeaars Ophold i Sydamerika ogsaa Deltager i Bolivars Befrielseskamp og Bolivars egen Adjutant — snart om Februarrevolutionens verdenshistoriske Optrin. Han er almindelig anset for sin uafhængige Karakter og han er en af de faa høiere stillede Mænd her, som ikke har søgt Ly under en eller anden af Keiserkaabens Naadesfolder. Han har ikke glemt, at han i 1848 var Medlem af Republikens konstituerende Forsamling, og han sætter sin Stolthed i at have været den ædle og republikanske Aragos bedste Ven. Derfor er han da naturligvis ikke yndet af det nærværende Regimente, og stod han ikke saa høit i Videnskaben og i den offentlige Anseelse, saa havde visselig Keiserens Regjering i Naade entlediget ham fra Professoratet, s. 87 ligesom den fornuftigvis glemte at fornye hans Bestalling som Medlem af Statsraadet, efterat Statskupet havde heiset det pralende Ørnebanner over Republikens beskedne Trikolor. Du kjender da vel mig saapas, at du ved, at dette maa være min Mand? Hans Frue er en meget livlig og behagelig Dame, som aldrig glemmer at bede mig komme ofte igjen, og Døtrene ere to unge elskværdige Pariserinder. Jeg gav vist i mit forrige Brev en Beskrivelse af en Parisersoirée, saaledes som jeg havde lært den at kjende i Dumas fornemme Cirkel; men dette Billede passer aldeles ikke paa Madame Boussingaults *) . Her kommer kun Husets Venner og en og anden fremmed Videnskabsmand; der er aldrig overfyldt, man faar Lov at sætte fra sig Hatten, bliver buden at sætte sig ned, man faar sig en gemytlig Passiar med Madame foran Kaminen og grupperer sig i en fortrolig Klynge med de unge Damer, der sidde med sine Broderier og andre For-Syns-Skyld-Arbeider rundt om et stort Bord. Jeg skal ikke nægte, at denne sidste Plads er den, hvor jeg ialmindelighed tilsidst havner; man morer sig godt med de unge Pariserinder og man behøver aldrig at pine sig for at holde Samtalen vedlige. Kort sagt — Boussingaults Hus er et Sted, hvor jeg finder der er godt at være, og hvor jeg føler mig ligesom hjemme.

Skjønt jeg ikke kunde blive Elev i Boussingaults Laboratorium, har jeg dog faaet Tilladelse til at komme der for at gjøre mig bekjendt med de Arbeider, der udsøres, og for at hjelpe til med at forberede Experimenter for Forelæsningerne.

Dette er da indtil videre mine to eneste Familiebekjendtskaber, det er desuden meget sjelden, at en Udlænding efter to Maaneders Ophold i Paris har faaet Adgang til to saadanne Kredse; men af yngre Folk kjender jeg en hel Del, ligesom jeg ogsaa staar paa en god Fod med mange Berømtheder, som f. Ex. Fysikeren Desprets, en gammel gemytlig Pebersvend, med hvem jeg altid s. 88 maa snakke tydsk; Fourneron, Opfinderen af hin bekjendte Turbine, som bærer hans Navn; Ballard, Bromets Opdager; St. Claire Déville, Fremstilleren af Aluminium i det Store, og flere audre Videnskabsmænd.