Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1857-04-01)

1ste April 1857.

— — Fortiden er jeg endnu mere beskjæftiget, end i Regelen er Tilfældet; thi jeg hjelper min Lærer med hans egne Arbeider, da hans Assistent er fraværende og jeg er hans eneste Elev. Jeg har havt Lykken med mig, det er vist; thi Fremmede, som ikke have nogen erhvervet Berømmelse eller nogen høiere Rang, finde langtfra ikke Armene aabne her, hvor der kommer saa Utallige fra alle Verdens Kanter. Dumas er saavel en udmærket Lærer som en særdeles tækkelig og elskværdig Mand og er bekjendt for den Interesse, han altid har vist yngre Mænd, som ville arbeide sig frem. Alle rose ham derfor som Menneske; men mange beklage, at han har vist sig svag ligeoversor den nærværende Regjering, thi hap har ladet sig giøre til Medlem af Keiserens Senat o. s. v. Nu ja, jeg kan jo ikke sige, at jeg er nogen Ven af den Mand, som med Bajonetter og Kanoner har sat sig paa den gjenopreiste Keiserthrone; men skulde alle dygtige Mænd trække sig tilbage fra al Virksomhed i Statens Tjeneste, fordi de maatte hade og afsky den, som har faaet Tag i Magten, saa vilde ingen lide mere derunder end Landet og Nationen, thi det vilde blot have tilfølge, at Udueligheden vilde faa Rigets Skjæbne i sin Haand. Men.en Ting er at tjene Nationen og Fædrelandet uden Hensyn til, hvem der kalder sig Keiser eller Konge, og et andet er det at være dennes tjenstvillige Haandlanger; desværre, mange af Frankrigs dygtigste Mænd have gjort det sidste; men jeg tror at kjende Dumas saameget, at jeg tør sige, han ikke er en af dem.

For et Par Dage siden erklærede Dumas, at de Resultater, hvortil jeg var kommen i mit Arbeide, allerede havde den Interesse, at han ønskede at forelægge Videnskabernes Akademi en Beretning derom. Det har ikke lidet at sige at faa et Arbeide forelagt det franske Akademi og det ved en Mand som Dumas ! s. 89 Jeg glæder mig derover; thi jeg har Grund til i den Fremgang, jeg hidtil har havt paa min Studiereise, at se en Bestyrkelse paa mit Haab om at kunne udsylde den Plads, som jeg vil erholde i mit Fædreland. Jeg tragter ikke efter at blive en af Videnskabens Store, men min Higen og Stræben gaar ud paa at blive en nyttig Mand for mit Land, at blive skikket til fra den beskedne Lærerstol paa Aas at udfolde en gavnlig Lærervirksomhed, at uddanne unge Mænd, som kunne bringe Videnskabens Lys og Livskraft ind i vort Lands vigtigste Næringsvei.

Af mine forrige Breve ved du, at jeg har været lykkelig nok til at finde et venligt og behageligt Tilflugtssted i Boussingaults elskværdige Familie. Jeg hygger mig der bedre end noget andet Sted, især er jeg glad, naar jeg ikke træffer for mange Gjæster i Huset. Jeg maa da fortælle Damerne alle mulige Ting om dette mystiske og gaadefulde Norge, dette Land, som for Franskmændene er omtrent ligesaa ubekjendt som Patagonien eller Kamschatka for os. De kunne nu aldeles ikke begribe, hvorledes civiliserede Mennesker kunne leve i et Land, hvor de have hørt at Kviksølvet er et fast Metal, og hvor man har Nat et halvt Aar af Gangen. De Bousstngaultske Damer ere dog bedre underrettede, end Folk ellers her, saavel om Norge, som om andre Lande; men de kunne dog næsten ikke tro mig, naar jeg fortæller, at vi hos os har baade Korn og Frugttræer, og at vi endogsaa i frit Land kan dyrke Mais, Meloner og lignende mere kjælne Planter.

Hvad ellers Paris angaar, tør jeg ikke indlade mig paa denne uudtømmelige Marterie, saamegetmere som jeg endnu kjender saare lidet til alt det, der sædvanligvis først og fremst lægger Beslag paa Reisendes Tid og Penge. Engang imellem gaar jeg dog i Theatret, som du jo ved altid har været min svage Side. Man forstaar at spille Komedie her! I Lystspillet og Vaudevillen overgaa de franske Theatre alle andre; men i Tragedien kunne efter min Mening hverken Franskmænd eller Tydskere maale stg med de Danske; thi man vil her i Paris ligesaalidt som i Dresden og Wien vide af den simple Naturlighed, naar man opsører Tragedier. Det er en affekteret Styltedands, s. 90 som vi, der ere vante til den danske Skoles mesterlige tragiske Spil, ikke godt kunne udstaa. Dog — jeg maa ikke glemme, at jeg ogsaa i Tragedien har set en Kunstnerinde, som overgaar Alle i Kjøbenhavn, selv en Anna Nilsen. Dette er den bekjendte Italienerinde Adelaide Ristori; hendes Spil som „Marie Stuart" er den sceniske Kunst paa sit Høidepunkt! ak, naar jeg tænker paa det, kan jeg næsten glemme alt andet; jeg har set hende fem Gange i Tydskland i den Rolle, og nu er hun her; jeg frygter for, at det vil koste mig adskillige Franks.