Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1857-09-18)

Marseille, 18de September 1857.

Jeg gjorde dig i mit forrige Brev det ubesindige Løfte, at jeg vilde forsøge paa at meddele det Indtryk, som dette første Glimt af Syden har gjort paa mig. Nu, da jeg har Pennen i Haand, føler jeg min hele Uformuenhed paa et for mig saa aldeles fremmed Felt; jeg er hverken Maler eller Digter; jeg er en Uindviet baade i Farvernes og Ordenes Mystik; jeg er kun et almindeligt Hverdagsmenneske plus et Stykke af en Naturforsker. I den første Egenskab modtager jeg af de Billeder, Naturen udfolder for mit Blik, Indtrykket af noget Skjønt, noget Stygt, noget Trist, noget Oplivende; jeg hensættes uvilkaarligt i en vis Stemning, korresponderende med et Landskabs, en Egns Totalkarakter; i Egenskab af Naturforsker — og praktisk Naturforsker — søger jeg at gjøre mig Rede for Detaillerne, for Bjergmassernes Natur, for Formationernes Bygning, for Vegetationens Art, for Kulturens Beskaffenhed. Men hverken Hverdagsmennesket med sine Udmærket, Meget godt og Slet eller Naturforskeren med sine Kalksten, Skiktning, Alpeplanter, Vinkultur kunne meddele andre, som ikke saa, den Stemning, Synet fremkaldte. Det er Kunstneren, som her maa til, og — han mangler! Jeg faar altsaa s. 99 bede om at faa mit Ord igjen og om, at du vil tage tiltakke med Efterfølgende.

Naar man kommende nordfra har forladt Arles's frugtbare Omegn, forsvinde lidr efter lidt alle Træer og Buske, Græsvæxten bliver sparsommere og sparsommere og endelig er man midt inde i en virkelig Ørken, en Sahara, hvor kun Flyvesandet mangler; det er „la Cran,“ en uhyre flad Slette, hvis haarde Stenbund neppe tillader et enkelt Straa hist og her at fæste Bund og som hverken Agronomien eller Keiser Napoleon vil falde paa at gjøre noget udaf i de første Aarhundreder. Det Indtryk, som denne Ørken gjør, er saameget tristere, som den ligger der indkilet mellem de af Naturen rigest udstyrede Landskaber. Takket være Jernbanefarten, overvinder man snart den ubehagelige Stemning, thi inden man ved Ordet af det, er man atter midt mellem Oliebuskene og Morbærtræerne og hist — — denne blaa Stribe nede i Horisonten — det er Havet, vel ikke endnu det store Middelhav, men en af dets mange Børn, nemlig l’Etang de Berre, en umaadelig Fjord, som Napoleon I havde isinde at gjøre til fransk Krigshavn og som vistnok vilde kunne rumme alle Verdens Mariner, inklusive den norske. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg blev ved dette første Skimt af Havet, som jeg i saa lang Tid havde været fjernt fra. Naar man et Par Aar har suget tør Landluft og ikke set andre Søer end Mølledammen i Tharand og Basinerne i Versailles og saa en skjøn Sommerdag atter kjender et Gufs af denne friske Saltvandsluft og atter kan lade Øiet glide henover denne endeløse Speilflade, da føler man Vikingeblodet i sig, da jubler man med Digteren:

„Havet er skjønt, naar det roligen hvælver
staalblanke Skjold over Vikingers Grav,
skjønt, naar i Buen, hvor Lysstraalen skjælver,
Himlen og Stjernerne speile sig af!"

Jeg glemte rent Landjorden og al dens Herlighed, mit Øie hang ligesom fast ved den blaa Vandflade, indtil med et baade s. 100 Himmel og Hav, baade Vand og Land forsvandt og Toget rullede ind i Underverdenen. Der var vi længe, thi Rogniac-Tunnelen er en af de længste i Verden, mere end en Trediedel af en norsk Mil, og skjønt man passerer den i otte Minuter, saa synes denne Tid en hel Evighed, naar man saaledes pludselig fra det klare Dagslys kommer ind i en fuldkommen Natverden, som de tændte Olielamper ikke gjøre stort lysere. Aldrig aabenbarer det sig klarere, at Mennesket dog i Grunden nok ogsaa hører med til Dyreriget, end ved en lignende Lejlighed; Hønsene sætte sig op til Kvelds, hvergang Hansteen gjør total Solformørkelse, Hundene lægge sig til at snorke, naar de komme ned i Kjælderen og — Menneskene holde op at snakke, naar de rulle gjennem en mørk Jernbanetunnel, hvoraf følger at Skabningens Herre ligesaa uvilkaarligt paavirkes af Mørkets Indflydelse, som Høns og Hunde og lignende Medskabninger. Vi vare ti i Vognen; den stammende Madam, som gjorde sig lækker for den fede Præst, afbrød sine Beklagelser over Verdens Syndighed; den fløjtende Probenrøiter standsede midt i en Arie af Norma; de to Italienere, som mumlede om „conspiratione di Mazzini,“ begyndte at snorke; det skrigende Pattebarn forundte vore Trommehinder nogle Øiebliks Hvile; Ammen holdt op at bysse; Undertegnede hensank i stille Drømme,— det var nu de otte Tiendeparter af Selskabet, hvis Affinitet med Animalia saaledes beviste sig. Men der var endnu to Personer i Vognen, som havde smaahvisket hele Tiden, ligefra vi forlod Avignon, og som fremdeles hviskede og det endnu lydeligere; det var Husaren og Bondepigen, som formodentlig maa have været besjælede af ædlere Følelser, der hæve Menneskene i en høiere Sfære. — Endelig fik da Tunnelen en Ende, Barnet begyndte atter at skrige, Probenrøiteren fuldendte sin Arie og gik gjennem nogle smagfulde Variationer over til en ny, Italienerne holdt op at snorke, Madamen begyndte atter at stamme osv. osv., og jeg aabnede Ørnene alt hvad jeg kunde, for desto bedre at kunne nyde al denne Solglands, alt dette Grønne, alle disse nydelige Smaapartier af Haver og Landsteder. Vi havde passeret den Ring af s. 101 Bjerge, der ligesom en naturlig Forskandsning omslutter Marseilledalen, og over Hustagene og Trætoppene blinkede det store Middelhavs azurblaa Flade. Jo dette er Syden, det ægte, virkelige og veritable Syden, som Digterne bave besunget det og som Malerne have afbildet det; saa klar er ikke Himlen i Norden og saa blaat er ikke Havet ved Norges Kyster; se disse besynderlige lyse Kalkfjelde med sine blaa Skyggepartier, det er som de skulde være halvt gjennemsigtige; se denne Vegetation, disse Nuancer af Løvværk ligefra Oliebuskens triste Blaagraat til Morbærtræets kraftige Saftgrønt; disse Former, saa fremmedartede og saa verlende, som vi kun se dem paa Theatrets Bagtepper; disse gigantiske Aloer, disse parasolformede Pinier, de skyggefulde Plataner, Tamarirbuskene med sit strudsfjæragtige Løvværk; se her Laurbærtræerne, Oleanderbuskene, Lanreatierne, Figentræerne, Mandeltræerne, — — — jo dette er en ny Verden, vidt forskjellig fra den, jeg hidtil saa. Forskjellig, ja det er unegtelig; smukkere, det er omtvisteligt. Men jeg vil ikke tviste med nogen derom; i dette Øieblik Ønsker jeg ingen Sceneforvandling, det er vist.

7*

Da Marseilles Omegn netop var det egentlige Hovedpunkt for mine Observationer, og jeg saaledes der agtede at opholde mig lidt længere Lid, tog jeg kun foreløbig ind i et Hotel for strax at søge mig Privatlogis. Dette er meget let at finde i de større franske Byer, da enhver, der har Værelser at leie ud, hænger op over Husdøren en trykt Bekjendtgjørelse; ja man kan endogsaa paa langt Hold se, hvad der er at finde, idet nemlig alle Plakater om møblerede Værelser eller Appartements garnis ere paa gult Papir og de om umøblerede paa hvidt. Altsaa den første gule Plakat jeg saa, der gik jeg ind, og da Værelset var ganske godt og Prisen billig, afgjorde jeg øieblikkeligt Affæren med „Conciergen" (ɔ: en Person, som baade er Portner og ofte tillige et Slags Husfoged og som aldrig mangler i selv det usleste Hus). Da jeg nu var flyttet ind, det vil sige havde transporteret min Natsæk og min Person, inklusive min uadskillelige Reisekammerat Stokken, op i femte Etage i Huset No. 31 s. 102 Rue de la Darle, saa opdagede jeg, at jeg boede tilleie hos tre Dandserinder! Det var nemlig en „Madame" med sine to „Demoiselles," alle tre ansatte ved det marseillanske Ballcichor; Mutter inskrænker sig forresten nu paa sine gamle Dage til at figurere, medens derimod hendes Døtre udføre de mest halsbrækkende Pas. Det er egentlig en hollandsk Familie og, saavidt man kan dømme efter et saa kort Bekjendtskab, meget respektable og elskværdige Folk; at de to unge Damer ere smukke, behøver neppe at ansøres, thi enhver ved, at Franskmændene ikke ville vide as andet end smukke Dandserinder. Endskjønt de vide, at jeg ikke er nogen blivende Gjæst, overbyde de hverandre allesammen i at gjøre mig det bekvemt og hyggeligt, og de Aftener, der ikke er Dands paa Theatret, byde de mig ind til sig for at spise Is og Vindruer. Det, som især bestyrker mig i min gode Mening om disse Folk, er at de ikke have Omgang med det øvrige Theaterpersonale, thi i Frankrig ere Forholdene ved Theatret ganske anderledes end hos os, hvor ingen behøver at skamme sig over at have Skuespillere til Gjæst i sit Hus. Theaterfolket i Frankrig, især den kvindelige Del deras, er nemlig ikke bekjendt for strenge Sæder.

Har jeg saaledes været heldig med Logis, saa har jeg i en anden Henseende været endnu heldigere; jeg havde nemlig fra Paris en Anbefaling til en af Medarbeiderne for det store franske Landbrugstidsskrift, og nu begav det sig, at denne Mand er et aldeles uskatterligt Pragtexemplar baade i Velvillie, Forekommenhed, Iver etc. etc. og i Lokalkundskab; aldrig har nogen, til hvem jeg har været rekommanderet, modtaget mig venskabeligere og i høiere Maal taget sig af mig paa alle Maader, end Mr. Paul Giraud i Marseille; takket være ham, har jeg faaet se en Mangfoldighed af Fabriker og besøgt flere af Egnens Jordbrugere; tillige har han i sin elskværdige Familiekreds ladet mig faa et interessant og behageligt Indblik i det sociale Liv i Sydfrankrig, hvorom jeg altid vil bevare en kjær Erindring. I Søndags vare vi ude paa hans Landsted; det er et karakteristisk Grundtræk i Marseillefolkets Natur, at enhver, som paa nogen Maade kan overkomme det, har sig en s. 103 liden Løkke; selv Arbeiderne spare sig sammen for at kjøbe sig en „Bastide," det vil sige en Haveflek med et lidet Hus ude paa Landet. Vi drog afsted tidligt om Morgenen, for først at giøre en Afstikker til Roquefavour, hvor det største Kunstværk ved den berømte Marseillekanal er; det var en hed Dag, ligesom de sjeldne steghede Sommerdage, vi kunne have hos os engang imellem, og det var med Nød og neppe vi fik Plads med Trænet, thi det var netop den Dag, da Jagten lovligen var bleven aabnet i Departementet og alle Jægere, det vil da sige alle unge raske Marseillanere, som kunne opdrive en Bøsse og betale sit Jagtretskort, vare paa Farten. Dette Jagtraseri er en anden Hovedeiendommelighed for Folket her; i denne Tid kan man ikke høre to Mennesker tale ti Ord sammen, uden at de ere inde paa Jagtvæsenet, og det snurrigste er, at der ikke er noget Vildt! Der skal være mindst 50 Jægere for hver Hare her i Egnen, hvorfor man da ogsaa skyder alle levende Skabninger, som ikke henhøre under Kategorierne Mennesker og Husdyr; en Spurv anses allerede som et ordentligt Udbytte og man paastaar, at der er dem, der ikke forsmaa Edderkopper og lignende Væsener som Maal for sit utæmmelige Jægermod! Akvadukten ved Roquefavour er det mest kolossale Bygværk man kan se; mod den ere alle de berømte romerske Akvadukter nok rent Børneværk; men det eneste, som kunde give en ordentlig Ide derom, vilde være Dimensionerne og dem mangler jeg; dens Formaal er at føre den Kanal, som Marseillanerne for nogle Aar siden med uhyre Omkostninger have ladet anlægge, fra Floden Durance ned til Byen over et stort Dalføre. Du maa nemlig vide, at Marseille lige til den nyeste Tid led under en stadig Vandmangel, den værste Mangel for en By i Syden; men saa byggede de Kanalen, der næsten kan kaldes en liden Flod, saa stor er dens Vandføring, og anlagde en Mængde Basiner i hele Egnen, hvorfra over- og underjordiske Ledninger fordele Vandet til alle Kanter. Men naar man her har Vand, saa kan man faa alting; før var Marseilles Omegn berygtet for sin Goldhed og Mangel paa Vegetation; nu efter femten Aars Vanding og Plantning er den ligesom en s. 104 eneste umaadelig Have. — Fra Roquefavour vendte vi saa tilbage og tog bortover paa den anden Kant af Byen til Girands Løkke; det var en drøi Spadsertur fra Jernbanestationen, især i den stærke Hede, som vi dog værgede os mod ved Hjelp af en stor Paraply. Saa smuk Egnen heromkring er, naar man fra en eller anden Høide kan overse den, saa triviel tager den sig ud for Fodvandreren; thi alle Eiendomme ere indbyggede med flere Favne høie Stenmure, som aldeles forhindre enhver Udsigt og Indsigt og som, da de ere hvidkalkede, i Forbindelse med den støvede Landed ei, som ogsaa er hvid, da den er makadamiseret med Kalksten, aldeles blinde, idet de fuldstændig tilbagekaste Solstraalerne. Det var godt, vi var over den hedeste Sommertid; thi naar man har 35° i Skyggen og 68° i Solen, saa skulde jeg meget betakke mig for at spadsere i disse dybe hvide Løbegrave, der da maa kunne tjene istedenfor Bagerovne. Glad var jeg imidlertid, da vi naaede frem og da min elskværdige Vært aabnede en Port i den høie Fæstningsmur, som vi henved en halv Time havde gaaet langs med; og nu hvilken Lise og Vederkvægelse at komme ind under de store, skyggefulde Morbærtræer, hvor den smukke Værtinde med sydlandsk Belevenhed modtog sine Gjæster. Det var en uforglemmelig Dag for mig; smukke Damer, elskværdige Herrer, godt Bord, god Vin, gode Cigarer, — hvad kan man ønske mere?! Eftermiddagen og Aftenen tilbragtes ude i Haven, hvor jeg stk et formeligt Kursus i Frugtdyrkning, thi min lærde Vært er en af de første Havedyrkere her sydpaa; han har over tre hundrede forskjellige Frugttræarter, især af Pæreslægten; men hvilke Pærer! hos os vilde man tro det var Flaskegræskar, saa store ere de; Figener spiste vi lige af Træet; du kan tro de smage anderledes, end naar de tørkede og nedlagte komme hjem i Boden hos Hans Mulvad! Og saa Vindruerne, de ere vel deilige de ogsaa, naar man saaledes kan tage dem as Rankerne! Hver Gang vi vare tørstige, forsaavidt man under saadanne Omstændigheder kan være det, blev der serveret en Vandmelon (Pastech) af det Slags, de gamle Frugtmalere altid fremstillede opskaarne, fordi de indvendig s. 105 have de deiligste hvide og røde Farvenuancer. Men — jeg faar nok ikke fortabe mig længre i alle disse sydlige Nydelser; om Aftenen spadserede jeg tilbage til Byen i Følge med flere andre Gjæsler; nu var det kjøligt og deiligt at gaa; jeg kom i Samtale om Norge med en af Damerne, som troede, at Norge var et katholsk Land; jeg fortalte da Historien om den katholske Mission i Finmarken, saaledes som en Protestant altid vilde fortælle denne ynkværdige Affære; men det lod til, at Historien ikke smagte, thi Vedkommende blev fra det Øieblik langt mindre konversabel. Fruentimmerne her ere nemlig til Yderlighed devote, de ere aldeles i sine sortkjolede Skriftefædres Vold; medens man næsten aldrig ser et Mandfolk i Kirkerne, saa ere de til alle Tider fulde af Fruentimmer.

Hvad Marseille selv angaar, saa er det en ægte Handelsby, som, skjønt anlagt af Grækere, ikke har et eneste Mærke om sin antike Oprindelse, selv den gamle By, som nu kun er et lider Kvarter, er ganske moderne; den nye By har smukke, regelmæssige, snorlige Gader med parisiske Butiker; det eneste som røber Syden er, at alle Huse have Markiser, saa at man paa Fortougene formelig vandrer under et Telt, og dernæst de mange Træplantninger, Alleer og Promenader inde i Byen. Paa en Bænk i Ly af de mægtige Plataner, kan jeg derfor trods Heden ganske roligt tilbringe Time efter Time med at betragte den deilige, mørkeblaa Himmel, som det tætte Løvværk hist og her lader mig skimte; og saa dette vidunderlige Sollys, der falder ind i Gaderne hist og her, hvor man ikke har kunnet stænge det væk; det hele danner en paasaldende kraftig Kontrast mellem Lys og Skygge, som vi ikke kjende i Norden. Men Marseilles største Mærkelighed er vel Havnen eller rettere Havnene; thi den gamle Havn, som kiler sig ind midt i Byen, er for mange Tider siden bleven for liden, den nye ogsaa og nu bygger man No. 3, der vel ogsaa om nogle Aar bliver for liden. En saadan Trafik har jeg aldrig før kunnet forestille mig; her ligge Tusinder af Skibe fra alle Verdens Kanter, Nordmænd, Tydskere, Amerikanere, s. 106 Svenske, Danske, Portugisere, Marokkanere, Britter, Hollændere etc. etc. etc., alle Flag ere repræsenterede til enhver Tid; alene Dampskibene udgjøre en hel Flaade, og hvert Øieblik skruer en stor Kolos sig ud af Havnen. Og nu disse Legioner af Matroser i alle Dragter og alle Koulører ligefra den blonde Jyde i Træsko og Skindlue til den sorteste Neger med sin Fez og sine Sækkeburer.

Et af Glandspunkterne ved Marseille er Kafeerne; thi saadanne som Café de l’Univers, Café de France etc. i la Canebière, Byens Hovedgade, der gaar ud fra Havnen, har ikke Paris Mage til i Pragt og Luxus; de ere ganske østerlandske, faa Vinduer — thi Solen vil man ikke vide af — men store, høie og dybe Haller, udstyrede med en Overdaadighed i Skulptur, Maleri, Forgyldning og Speile, hvorom man ingen Ide kan giøre sig. Men det, som især fængsler mig her er Havet, dette vidunderlige blaa Middelhav! hver Morgen gaar jeg op paa „la Colline Bonaparte,“ en Spadsergang, hvorfra man i Skygge af Pinierne i Ro og Mag kan overskue Byen, hele Dalen og Havet; det er deiligt, det er alt, hvad jeg derom kan fortælle, thi beskrive — dertil maatte en anden Pen end min. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid deroppe paa Høiden kommer til at tænke paa Udsigten fra Slotsbakken i Christiania, thi om Lighed kan der jo ikke egentlig være Tale; kanske dog man kunde sige, at Udsigten her er en sydfransk Oversættelse af det smukke nordiske Landskab, der omgiver os paa Bakken ved den norske Kongebolig.