Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1857-09-21)

Notre-Dame de Beaurecueil, 21de September 1857.

Du skulde ikke, kjære Moder, kunne gjætte fra hvilket Sted jeg skriver disse Linier, selv Overskriften kunde ikke hjelpe dig stort, da du hverken i Geografier eller Reisebøger vil finde Navnet Notre-Dame de Beaurecueil.

Hvor i al Verden er jeg da?! Et Blik ind i dette store og elegante Værelse vilde strax sige dig, at det ikke hører til noget Hotel, snarere vilde du tro, at denne Smag og Elegance, denne Komfort, der intet lader mangle (ikke engang s. 107 en prægtig Bedstefaders Natlue savnes paa Hovedgjerdet af Sengen!) røber en rig Privatbolig, maaske endogsaa et Slot. Ja i Sandhed, naar jeg læner mig udover Vinduesgalleriet og betragter Konturerne af de mægtige Træer, hvis smukke Grupperinger Natten netop tillader at ane; naar jeg lader Blikket hvile paa dette store og af Blomster omgivne Vandbasin, hvori den sydlige Aftenhimmels talrige Stjerner speise sig; naar jeg lader Øiet glide langs Muren af Bygningen og til begge Sider støder paa de to runde Taarne — kan jeg neppe tvivle om, at jeg er Gjæst paa et landligt Slot hos en eller anden sydfransk Adelsmand.

Og dog er det ikke saa! Engang gjenlød maaske disse Værelser af Troubadourernes Elskovssange, engang sværmede maaske de skjønne provençalske Damer under denne Aftenhimmel, engang var maaske dette gamle Hus et Glædens og Nydelsens Hjem — maaske, jeg kjender ei dets Historie, men dets Fysiognomi hvisker om slige Ting. Men nu?! Nu er Beaurecueil et Forsagelsens og Opofrelsens Hjem, et Ulykkens Tilflugtssted!

Naar jeg spankulerer om i dette venlige Værelse, naar jeg sætter mig i denne magelige og elegant betrukne Sofa, er det mig næsten umuligt at gjøre mig fortrolig med den Tanke, at der lige ovenover mit Hoved sover 200 ulykkelige unge Forbrydere, og at jeg er Gjæst hos det katholske Broderskab „St. Pierre-és-liens.“ Men saa er det. Det er ikke mere end et Par Timer, siden jeg var tilstede ved Aftenbespisningen af de ifølge Lov og Dom her indkvarterede mindreaarige Straffanger og ikke længere siden jeg sad tilbords med tyve kronragede, i den lange sorte Soudane klædte „Brødre," alle med deres hvide Ordenskors udsyet paa Brystet og med Paternosterbaandet og Krucifixet ved Siden. Endnu for en halv Time siden bød Broder Ignatius, Skriftefaderen, mig her i denne Stue en Afskedspris af sin store Snusdaase, inden han befalede mig Gud i Vold og ønskede mig en rolig Nat ovenpaa alle de vidunderlige Fortællinger om de Vantroes lykkelige Omvendelse og Guds Magt, hvormed han en Timestid havde underholdt s. 108 mig. Som sagt, jeg er her midt i Katholicismen. Jeg har delt de tarvelige, men ellers gode Maaltider med disse Mennesker, som have forsaget Verden, som have frivilligt gjort sig selv til Fanger paa Livstid, fordi „le bon dieu“ har saa villet; jeg har hørt uendelige latinske Paternostre og Aftenbønner summe om Ørene paa mig, jeg har set Korsninger og Vievandsbestrygninger foregaa rundt om mig, ja en barmhjertig Broder, som havde lagt Mærke til, at den blonde Gjæst ikke havde dyppet Fingeren i Vievandskarret ved Indgangen til Refektoriet, og som ikke vilde, at en slig Forseelse skulde gaa for sig her paa dette Sted, rakte mig velvilligen den endnu fugtige Finger, for at hellerikke jeg skulde mangle den Velsignelse, som kommer med det rene Vand, naar man har læst latinske Bønner derover! — Dersom det ikke var sket for faa Øjeblikke siden, saa kunde jeg næsten fristes til at tro, at det kun var en Drøm, at man til mig har talt om Jesuiterne, som de ved „Iver, Hellighed og ved Kundskab ligemeget udmærkede Guds Tjenere", at man til mig har omtalt Trappisterne som Mænd, hvis strenge Asketik fortjente den høieste Beundring, og andet lignende.

Du ved, hvad jeg tænker om Katbolicismen, og de brave Brødre i Beaurecueil vide ogsaa, at den Fremmede, som kom fra det fjerne mystiske Vinterland, ikke førtes hid for at indvies i Forsagelsens Mysterier. Men ære den, der æres bør; Protestant eller Katholik, Muhamedan eller Jøde, enhver, der med Oprigtighed og og Nidkjærhed, med Iver og Opofrelse arbeider for et ædelt Maal og for et stort Menneskelighedens Værk, fortjener Hæder og Pris. Og Brødrene i Beaurecueil høre herhen; thi den mærkelige Agerbrugs-Koloni, som de have grundlagt her i Ly af hine berømte Høider, hvor Marius slog Teutonerne, er et stort Værk i den sande Menneskeligheds Tjeneste. Nu skal du høre.

Jeg forlod igaar Morges Marseille og tog med Jernbanen til den urgamle, men nu aldeles ubetydelige og høist uinteressante By Air, for at overvære en liden Landbrugsudstilling, som jeg s. 109 havde haabel skulde komplettere mit Kjendskab til Kulturen i Sydfrankrig. Men jeg havde i saa Henseende betydeligt forregnet mig, den hele Udstilling var meget liden og slet arrangeret, og det som jeg især havde ventet at finde, nemlig interessante Samlinger af de for Provence eiendommelige Landbrugsprodukter, saasom Figen, Mandler, Olie, Silke etc., var svagt og daarligt repræsenteret. Imidlertid faldt der mig strax i Øinene nogle smukke Kjør af Schweier-Race, et Par prægtige Halvblodsheste, udmærket Hvede, gode Runkelroer, en ypperlig Tærskemaskine og flere lignende Sager, og alle disse Ting, der næsten var det eneste, som fortjente at ses, vare betegnede „Colonie agricole de Notre-Dame de Beaurecueil.“ Dette interesserede mig, og hvad der især spændte min Nysgjerrighed var, at der mellem alle disse Gjenstande vandrede om en hel Mængde Mænd i de lange sorte Kitler, som er fælles for alle „réligieux,“ alle Præster o. l. her i Landet. Efter at have spurgt et Par Bønder, som i sin uforstaaelige provençalske Dialekt ingen Oplysning kunde give mig, henvendte jeg mig til en af de sortklædte Mænd, der med den opslaaede Bønnebog i Haanden vogtede nogle aldeles fortrinlige Faar af den berømte engelske Southdown-Race, og erfarede da, at Beaurecueil var en af et religiøst Broderskab under Abbed Fizzieaux's Ledelse stiftet Agerbrugskoloni, der tjente til Forbedringsanstalt for mindreaarige Straffanger. Den Velvillie, hvormed disse og flere Oplysninger gaves, og fornemlig Værkets Natur gav mig øieblikkelig en uimodstaaelig Lyst til at besøge Kolonien, omendskjønt den ligger et godt Stykke fjernet fra Byen og udenfor de sædvanlige Kommunikationslinier. Jeg opsøgte strar Forstanderen, Broder Athanase, hvis Udtale røbede den tydske Oprindelse. Mit Ønske blev hørt med megen Forekommenhed, og jeg fik strax Indbydelse til at tilbringe hele næste Dag derude hos Brødrene. Saaledes kom jeg da hid, og hvad jeg idag har set og erfaret, har i høieste Maade interesseret mig og skal, som jeg haaber, engang i Tiden bære Frugt for vort Land. Jeg maatte fylde mange Ark, dersom jeg skulde fortælle Alt, hvad s. 110 jeg kunde, om denne Anstalt; men sligt er ikke min Agt i dette Brev; min Notitsog indeholder Materialer til en fuldstændigere Beretning, som jeg ikke skal undlade at meddele paa sit Sted. Alligevel har jeg ikke kunnet lade være iaften, mens Indtrykket er friskt, at nedskrive disse Linier, især da jeg har Tiden for mig; thi Klokken var ikke over otte, da alle her gik tilkøis og saaledes overlod mig til mig selv.

Naar man en Times Tid har fulgt den store italienske Landevei fra Aix og dreier af tilvenstre ind paa en Bygdevei, saa kommer man gjennem en meget gold Trakt, hvis afskovede Aase og smaa daarlige Brug røbe, at hverken Natur eller Mennesker her have gjort, hvad der kunde gjøres. Men pludseligt Overraskes man ved at se store, veldyrkede Flader, og er man kommen ind i den lange nyplantede Alle og ser sig om til alle Kanter, tror man sig hensat i et ganske andet Land. Se disse fortrinlige store, nytilsaaede Agre, disse Strækninger beplantede med Meloner, Græskar og andre Kjøkkenvæxter, denne udmærkede Luzernmark, hvis høie Væxt neppe forraader, at den snart for sjette Gang iaar skal slaaes, denne Ager med Sukker-Sorgho, denne smukke Overrislingseng! Se der oppe paa Bakken mellem Træerne det graa Slot med sine to Taarne, se denne smukke Fontæne, — — skulde man ikke tro, det maatte være et Gods, tilhørende en eller anden rig Mand, som anvendte sine Penge og sin Intelligents for her i en slet dyrket Egn, under mindre gunstige Naturforhold, at skabe sig et behageligt Opholdssted og tillige at danne et Mønsterbrug for sin Egn. Nu dette er Beaurecueil, Agerbrugskolonien, og denne Flok af Gutter i Aldren fra 12 til 20 Aar ere Fattigdommens Børn og Forbrydelsens Aflæggere. Men hvorledes er dette muligt? her er jo hverken Mure eller Gitter, alle Porte og Døre staa paa vid Væg; de unge Fanger spadsere frit om ud og ind; flere af dem arbeide ganske alene langt ude i Marken, jeg mødte endog et Par, som kjørte et Læs til Byen. Ja saaledes er det; her er alle Veie til Flugt og Undvigelse aabne og dog flygter ingen, eller maaske rettere — og derfor flygter ingen! s. 111 Se dette er den store Hemmelighed; Brødrene have sat sig til Maal at undgaa alt, som kunde minde disse Stakler om, at de ere Fanger, som ere sendte hid til Straf og Forbedring. Deres hele Bestræbelse gaar ud paa at gjøre Gutterne indlysende, at det er for deres eget Vel de ere her, de søge at forbedre dem og søge at lægge Straffen i Fremkaldelsen af Bevidstheden om, at de have handlet ilde; de behandle dem som vildfarende Børn og ikke som Fortabte. Og at de gjøre Ret heri, det viser Erfaringen. Denne Frihed, — ja tænk man raaber ikke engang op hver Dag, for at se om alle endnu ere tilstede! — denne Venlighed og Omhyggelighed bliver yderst sjelden misbrugt, og af de mange Hundreder, som allerede i de forløbne fire Aar siden Grundlæggelsen ere udgaaede herfra, ere kun saare enkelte atter faldne tilbage i Lastens Arme. Du kan neppe forestille dig hvilke, jeg maa næsten sige, Kjæmpearbeider disse Gutter have udført; besværlige Nybrud, Fjeldsprængninger, Kanalgravninger ere her gjorte, som sandelig synes voxen Mands Vædk, og dog sker ingen Forcering, ingen Anstrengelse over Evner, Arbeidet drives næsten som Fornøielse; nten det er en sund Fornøielse, denne Beskjæftigelse i fri Luft, der vækker Tanker hos disse Stakler om et nyttigt og hæderligt Liv, Tanker som bære Frugt for dem selv og for Samfundet, hvortil de vende tilbage som dygtige, unge Arbeidere. — Daglig undervises en Timestid i Elementarfag og i Religion, men jeg opdagede ikke Spor til nogen religiøs Tvang, og uagtet Brødrene selv flere Tider om Dagen samles i Kapellet og altid følge Gutterne i Marken med Bønnebogen i Haanden, saa ere de fornuftige, pratiske Mænd, som ikke hænge med Hovedet den hele Dag. Jeg behøver vel ikke at sige, at intet kvindeligt Væsen findes paa Anstalten, alle Arbeider udsøres af Gutterne og af Brødrene; der holdes hverken Avlskarl eller Fuldmægtig. Broder Athanase, Forstanderen, er en høist mærkelig Mand; han er Sydtydsker af Fødsel og har været Handelsreisende, før han traadte ind i Broderskabet; han leder Værket baade med Iver og Dygtighed, og det er næsten ufatteligt, hvorledes han er blevet en saa udmærket s. 112 Landmand, uden nogensinde før at have havt med slige Ting at gjøre. Broderskabets Stifter, Abbed Fizzieaux, bor i Marseille; der har han flere lignende Etablissementer, hvor Industrien træder istedensor Landbruget.

Men — jeg faar vel sige stop hermed og vente til en anden Gang med at fortætte mere. Du kan vel vide, at jeg saa mange smaa Besynderligheder i Skik og Brug og hørte mange underlige Ting om, hvorledes den og den blev omvendt, „fordi Gud vilde det." Men lad det være godt! Har jeg end ikke i mindste Maade skiftet Mening om Katholicismen og Katholikerne, saa har jeg dog idag set et af Katholiker indstiftet og ledet Barmhjertighedens og Menneskelighedens Værk, som Protestanterne skulde efterligne, og Besøget blandt Brødrene paa Beaurecueil skal jeg bevare som en af mine bedste Reiseerindringer. Held og Lykke følge Værket og gid de brave Brødre i rigt Maal maatte finde den Velsignelse, som ligger i ethvert ædelt Foretagende!