Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1857-09-25)

Nimes, 25de September 1857.

Netop som jeg var færdig med at bese de arlesiske Antikviteter og holdt paa at pakke sammen for at reise videre, brød der løst et forfærdeligt Uveir, et saadant, som man kun i Syden kjender til; „Vandsækken revnede," som man her udtrykker sig, Negnen faldt i Straaler istedenfor i Draaber og det lynede og torduede Slag i Slag. Til al Lykke ventede der mig udenfor Hotellet en Omnibus for at føre mig til Jernbanestationen; uden dette havde jeg maattet opsætte min Reise, thi Gaderne vare forvandlede til Elve, hvori Vandet flød med rivende Strøm. I Jernbanevognen havde jeg — som næsten altid her — Selskab

af rødbuxede Soldater og sortkjolede Præster (disse det legemlige og aandelige Tyrannis Repræsentanter mangler aldrig noget Jernbanetog i Frankrig), men ogsaa af et helt Kompagni arlesiske Fruentimmer, og jeg morede mig meget ved at studere deres Fysiognomier. Arleserinderne ere nemlig en ganske egen Race, som man kjender igjen overalt, hvor man træffer dem; de have altid noget Fint og Nobelt i sine Ansigter, uden egentlig altid at være smukke; deres Ansigtsmimik er livlig og behagelig, og især er der i deres Maade at smile paa noget mærkeligt tiltalende. Deres Dragt er yderst simpel, men derfor ogsaa smagfuld: et Skjørt af et mørkt Stof, et sort Livstykke, om Halsen og over Brystet et hvidt Tørklæde bundet med antik Elegance, saaledes at det lader Ryggen og Armene fri, men I rige Folder dækker Skuldrene og Brystet, hvorhos de om Haarfletningen bære et bredt Baand af sort Fløiel; s. 117 men det som især er paafaldende er deres mageløse Holdning, der uvilkaarligt bringer En til at tænke paa Romerinderne, fra hvem de nedstamme.

Da vi havde naaet Tarasion, hvor Kong Réné's berømte Slot endnu velbevaret rager i Veiret, var Uveiret overstaaet, og jeg kunde da saameget bedre nyde Landskabet, der uden at være i mindste Maade imponerende dog er ganske smukt. Vi ere her inde i den egentlige Olietræregion og jo nærmere vi komme Nimes, desto smukkere og talrigere blive Repræsentanterne for denne Planteart, som her udgjør Hovedgjenstanden for Landbruget.

Ingen By kan paa en mere fristende Maade indbyde den Reisende til at træde nærmere, end Nimes. Raar man gaar ud af Jernbanestationen, kommer man ind i en storartet Alle, indesluttet mellem nye og smukke Huse og beplantet med flere Rækker Plataner; man maa strax tænke paa Boulevard de Strasbourg i Paris, skjønt Ligheden forsvinder, idet man pludseligt kommer ind paa en stor Promenadeplads, i hvis Midte man har den pragtfuldeste og skjønneste Fontæne, jeg hidtil har set; den er et virkeligt Kunstværk, thi dens kolossale Marmorfigurer ere den berømte Pradier's Værk; over Vinklerne mellem de fire rødbrune Stenvaser, hvori Vandet først strømmer ud for siden at rinde ned i Grundbasinet, sidde to mandlige og to kvindelige Figurer, forestillende Departementets fire store Vandløb, og over disse Figurer kneiser paa en Sokkel af den samme rødbrune Stenart, hvoraf Vaserne ere, en kolossal Statue, der forestiller Byen Nimes. Og naar man nu fra Fontænepladsen kaster Øiet videre indimod Byen, da støder man paa det antike Amphitheater, det smukke Justitspalads og store nye Privatbygninger.

Uagtet Nimes i Alder maaler sig med Arles og med Hensyn til Kunstskatte maaske endogsaa overgaar hin By, er dens hele Fysiognomi dog himmelvidt forskjellig fra Arles's. Vi have her ikke længer for os en By, som har overlevet sig selv og som nu kun vegeterer paa Frugterne af fut Ungdom; Nimes er ikke blevetuberørt af den nye Tid; tverimod, denne har, idet den bragte de s. 118 kostelige Oldtidslevninger frem i Dagslyset og satte dem i Hævd og Ære, ogsaa tilfredsstillet sine egne Fordringer. Medens Resterne af den gamle Stad med sine smale, uregelmæssige Gader ligger som en Kjerne midt i Byen, indcirklet af fuldkommen parisiske Boulevarder, saa danner der sig, under Indflydelsen af den stigende kommercielle og industrielle Rørelse, udenfor disse store Forstæder med brede og lige Gader. Medens det vilde været mig en ren Umulighed at holde ud en Dag til i Arles, saa skulde jeg ikke have noget imod at tilbringe en hel Sommer i denne smukke og venlige By med sine tillokkende Promenader og sin skjønne Omegn, med sine herlige Oldtidsskatte og sin livlige Færdsel. — Amphitheatret i Nimes er ikke fuldt saa stort som det i Arles, men langt fuldstændigere vedligeholdt; det har saaledes endnu næsten hele sin gamle Marmorattik; ellers er Planen og Konstruktionen væsentlig den samme sor begge. Indtil Begyndelsen af Aarhundredet var dette Bygværk aldeles overladt til sin egen Skjæbne, og der havde ligesom i det arlesiske dannet sig en liden velbesolket By i Ly af dels Mure; men saa kom Napoleon til Nimes i 1812; Cæsarernes Jevnbyrdige, det nye Verdensherredømmes Grundlægger følte Romerblodet koge i sig ved Synet af denne Nedværdigelse af det store Oldtidsværk. Nu ere dets mange Porte vel tillukkede med Jerngitre, og i en af dets Hvælvinger har Magistraten indkvarteret en Portnersamilie; da det regnede, var Madamen, som lukkede mig ind og som maaske tilmed havde Madgryden over Ilden, synlig fornøiet, da jeg sagde, at jeg nok alene kunde finde mig tilrette. Jeg tilbragte over en Time med at vandre om i dette storartede Bygværks mangfoldige Buegange; jeg satte mig, trods Væden, paa Marmorsædet, hvor maaske engang selve Keiser August havde siddet, og mine Tanker befolkede hele Amphitheatret med stolte Romere og skjønne Romerinder, som applauderede og jublede, hvergang de vilde Tigere og Panthere sønderslede et Medmenneske. Thi anderledes var ikke denne Civilisation, som man endnu i vore Skoler og fra vore Kathedre udraaber som den siden uopnaaede; et Menneske var intet Menneske s. 119 i disse Verdenserobreres Øine, dersom han ikke ved Fødsel, ved Rigdom, ved Talenter var kommet ind i de Mægtiges Kaste, og det faldt vist ikke nogen blødhjertet Romerinde ind at fælde en Taare, naar en Træl, en overvunden Fiende blev slængt som Mad for Løverne. Vistnok, selv i vore Dage bliver Fattigdommen og Ringheden ofte betragtet som en Forbrydelse og en Vanære, men man har dog ikke sat Dødsstraf derfor, og man præker jo endogsaa meget om, at alle Mennesker ere Brødre, ihvorvel det altid kun er nogle enkelte, som tager Broderparten af Livets Lykke og Livets Glæder. Det Slags Tanker kom mig i Hovedet, da jeg sad paa Keiser Augusts og Patriciernes Pladse; men saa steg jeg opover Amphilheatrets Trin, hvor Folket havde sine Sæder, endnu høiere, helt paa Toppen, hvor Slaverne sade; man gav nemlig dem de øverste Pladse, thi de Ringeste maa altid stræve længst for at komme til Maalet. Og da jeg saa spadserede om her oppe paa Attiken, tænkte jeg som saa, at der baade i den legemlige og aandelige Verden er mange Romerriger, som maa styrte i Grus, førend Menneskene blive Brødre, førend Formuens, Fødselens og Lykkens Tilfældigheder ophøre at dele Menneskene i Herskere og Træle.

Det bedst vedligeholdte Monument, som Romerne have efterladt sig paa fransk Grund, er det saakaldte firkantede Hus (la maison carrée) i Nimes. En Inskription, som man har opdaget, har angivet, at det blev bygget til Ære for Keiser Augusts Sønner, „Ungdommens Fyrster." Denne Bygning imponerer ikke ved sin Størrelse, den er tvertimod liden, men den er opført i den ædleste græske Stil; dens Navn angiver dens Grundform, en langagtig Firkant, hvorpaa reiser sig tredive herlige korinthiske Søiler, som bære det stumpvinklede Tag; paa den ene af de smale Sider af Bygningen staa Søilerne frit og danne en aaben Vestibule, de øvrige Søiler ere forbundne med Mure, som indeslutte Husets eneste Rum. Hele Huset staar paa en høi Sokkel, der foran Vestibulen er afbrudt ved den noget steile Trappe. Det Hele er altsaa i sin Plan yderst simpelt og enkelt, men Forholdenes s. 120 ædle Symmetri og Ornamenteringen af Søilekapitælerne og Frontespicen gjør det til en sand Kunstskat, der selv uden sin Ælde og Oprindelse vilde have er stort Værd. Man har meget passende givet det en nyttig Anvendelse, nemlig som Museum for Malerkunst og Skulptur, og man kan her beundre en Mangfoldighed af Kunstantikviteter fundne ved Udgravninger i Nimes; især bemærker man flere pragtfuldt og fuldkommen vedligeholdte Gulvmosaiker. Udenfor i Vestibulen staar en umaadelig Vase af brændt Ler, hvori flere Mennesker kunde gjemme sig bort; den skal have tjent som Vinfad i Oldtiden; man kan næsten ikke begribe, hvorledes den, uagtet sit skrøbelige Materiale, har kunnet undgaa at ødelægges i de Hundreder af Aar, siden den forlod Pottemagerovnen.

Endnu har Nimes Ruiner af et Dianatempel, hvor man bestandig gjør nye Fund, og af et høist besynderligt Taarn (la tour de Magne), der som en uregelmæssig Murklump ligger oppe paa en Høide, og som man ikke ved hvad har været bestemt til. Lige foran Dianatemplet er Nimes's berømte Kilde, der i Oldtiden var i stort Ry for sine Bade. Du maa ikke her tænke paa noget Springvand med en høit i Luften springende Straale; Nimes's Fontæne er kun et stort Basin, hvori Vandet i umaadelig Mængde vælder ud af Jorden; Udstrømningen er saa stærk, at det ser ud, som om det var i voldsom Kogning. Fra Basinet ledes Vandet gjennem en smuk muret Kanal i forskjellige Slyngninger gjennem et nydeligt Parkanlæg og saa tvers gjennem Byen, som en rivende Elv; da Vandet er varmt, er det de nimensiske Vadskekoners Glæde og Fryd; inde i Byen ser man dem i Mængde staaende til Knæs ude i Kanalen, uden at det generer dem at Kjolen svømmer om i Vandet. —Nimes har af moderne Bygninger foruden Justitspaladset, Presekturet, der bygges i samme Stil som det nye Louvre, ogsaa en meget udskreget Kirke, som dog aldeles ikke falder i min Smag. Kortsagt Byen har mangt og meget seværdigt og har i høi Grad behaget mig, uagtet jeg hver Dag ved at gaa ud og ind til Hotellet maatte udstaa mangen en haard Dyst s. 121 for at bane mig Ver gjennen en beleirende Skare Ciceroner, der met Volt og Magt vilte vise mig om og explicere mig Antikviteterne.