Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1857-09-26)

26de September.

Idag har jeg været en Sviptur i Montpellier. Jeg havde halvt om halvt isinte at gjøre hele Rundturen gjennem Languetoc over Toulouse til Borteaux, for derfra at tage over Tours og Orleans tilbage til Paris. Men flere Grunde have bragt mig til at opgive denne Tanke; først og fremst Kassens udmagrede Tilstand, dernæst det indtraadte regnfulde Veir, og saa til syvende og sidst, at Uveiret igaar Nat har gjort saa betydelig Skade paa den nye Sydbane, at Trafiken tildels er afbrudt; Regnen har skyllet væk hele Stykker af Jernbanen! Isandhed man maa komme sydpaa for at faa Begreb om, hvad Regnveir i høiere Potens vil sige; inat var der i Montpellier faldet 252 Millimeter Regn, det vil sige næsten 9 norske Tommer; i Christiania falder der gjennemsnitlig i et Aar omtrent 20 Tommer, altsaa ikke meget over det dobbelte af hvat der i Montpellier var faldet i et Døgn; men saa maa det erindres, at her i Syden regner det ikke hele Sommeren eller 5—6 Maaneder. Virkningerne af dette Uneir vare synlige overalt, de før ganske udtørrete Floder og Bække vare svulmede op til rivende Strømme, fra store Flader var Muldjorden aldeles bortskyllet og mange af de prægtige Vinmarker, som næsten udgjøre hele Lantet mellem Nimes og Montpellier, stode ganske under Vand; til al Lykke var en Del af Vinhøsten tilendebragt, men mange Steder svømmede Drueklaserne i Vand. Under disse Omstændigheder syntes Montpellier ikke at være noget blivende Stet for mig; man kunde jo resikere at blive skyllet ut af sin Seng om Natten! Jeg lot mig derfor nøie med en liden Udflugt did og Heldigvis havde Veiret bedaget sig. Montpellier frembyder ikke meget interessant, naar man kommer fra Marseille, Arles, Nimes etc., thi uagtet en urgammel Stad, har den dog ikke et eneste af disse antike Monumenter, som udmærke f. Ex. Nimes, og den nærmeste Omegn syntes heller s. 122 ikke synderlig interessant. Den holder sig ikkedestomindre godt i Veiret; dels skyldes dette Klimatets berømte Sundhedstjenlighed, hvorfor mange Syge, især Englændere tilbringe Vinteren der, dels den berømte medicinske Skole, i sin Tid den første i Verden, siger man. Efter en Sviptur gjennem Byens nu renvadskede Gader, hvor jeg intet Mærkværdigt opdagede — ikke engang et eneste Exemplar af de skjønne Damer, hvorfor Byen er udskreget over hele Frankrige — og efter at have overbevist mig om, at Kathedralen er en af de siyggeste Kirker jeg har set, og at det medicinske Akademi ikke udvendig forraader hvad der bor indeni det, gik jeg op paa Byens bekjendte Promenade, „la place du Pegrou,“ som, uagtet den ikke ligger synderlig høiere end Byen, dog frembyder en yderst mærkværdig Udsigt; thi tænk dig, man ser derfra i klart Veir Cevennerne, Pyrenæerne og Alperne samt det blaa Middelhav. Midt paa Pladsen staar en smuk Rytterstatue, forestillende Ludvig XIV og paa den ene Kant er der bygget et Slags Tempel med en Fontæne, som faar sit Vand fra den storartede Akvadukt, der fra en betydelig Afstand fører Vand til Byen og hvis prægtige Arkader støde lige op til Place du Pegrou. —- Lige ved Siden af denne Promenadeplads er den botaniske Have, som langtfra ikke svarede til mine Forventninger om, hvad en saadan Indretning under et saadant Klima og i Forening med et berømt medicinsk Akademi burde og kunde være; kan man, som jeg saa, have Dadelpalmen i frit Land, saa kan man ogsaa have mangfoldige andre mærkelige Sydværter, som jeg søgte, men ikke fandt. — Ved Middagstid var jeg færdig med Montpellier, da jeg havde besluttet ikke at benyrte noget af de Introduktionsbreve til forskjellige Professorer, som jeg havde med fra Paris, de kunde ikke være mig til nogen Nytte og da er det aldrig værd at uleilige Folk. Jeg vilde nu gjort en Afstikker til Cette, men flere Folk, som jeg talte med paa en Kaffe, vare alle enige i at det ikke lønnede sig Møien, da Cette er en aldeles uinteressant Handelsby; altsaa vendte jeg tilbage her til Nimes. Da el Brev fra Paris, som jeg her fandt til mig, gav mig den Underretning, s. 123 at Dumas ikke, som han havde tænkt, kom til at reise her sydpaa iaar, og da Veiret fremdeles tegner til at blive daarligt, har jeg nu besluttet mig til at sige Syden Farvel og vende tilbage til Paris.