Paris, 5te Mai 1858.
Naar man har meget at bestille, løber Tiden assied med en saadan Jernbanefart, at de sædvanlige Tidsmaal af Uger og Maaneder svinde ind til rene Ubetydeligheder; den ene Almanakside efter den anden har opfyldt sin Spaamandsrolle, inden man ved Ordet af det, og man er midt i Aaret, inden man endnu rigtig har vænnet sig af med at skrive 57 for 58. Saaledes er det ogsaa gaaet til, at en utilladelig lang Tid er forløbet, uden at jeg har ladet Eder hjemme høre fra mig; hvergang jeg tænkte paa at skrive, trøstede jeg mig med, at det jo ikke var mere end „et Par Dage," siden jeg sendte afsted mit sidste Brev, og at jeg dersor nok kunde vente „et Par Dage," inden jeg tog fat paanyt; først nu, naar jeg fer efter Datoen paa Eders sidste Breve, gaar det op for mig, at jeg nok har regnet efter det Slags Dage, som man har en af hvert Aar nordenfor Polarcirkelen. Jeg skynder mig derfor at rable sammen nogle Linier til dig idag for at forsikre dig om, at jeg hverken har været arresteret for Deltagelse i Komplottet Mod Keiseren, eller har været syg, eller har glemt Eder, men at jeg kun, som sædvanlig, har havt saameget at bestille, at jeg rent har gaaet sur i Tidsregningen. Som Brevets Overskrift viser, befinder jeg mig endnu bestandig i min gamle Residents i Rue de Tournon 9 ; men det lakker nu snart mod Enden af mit Pariferophold, som da ogsaa har varet mere end halvandet Aar. Sidst i Mai er det min faste Bestemmelse at forlade det europæiske Fastland for paa den anden Side Kanalen at giøre Bekjendtskab med „la perfide Albion,“ som mine franske Venner, trods alle vestmagtlige Alliancer, dog bestandig inden fire Vægge titulere Dronning Viktorias Rige. Det koster mig virkelig adskillig Overvindelse at forlade Frankrige; jeg har lidt efter lidt levet mig ind i Forholdene, saa at jeg tilsidsts. 124har følt mig ligesom hjemme her. Man sige om Franskmændene og specielt om Pariserne, hvad man vil, det er dog et meget elskværdigt Folkefærd; men for rigtigt at skatte dem, maa man lære dem nøiere at kjende, thi først da vil man se, at de ere bedre end deres Rygte. Det modsatte er meget ofte Tilfældet med mange Mennesker; men Franskmanden har i Regelen den Feil at være altfor oprigtig om sig selv; han fortæller løst og fast, godt og slet om sig selv, yg da nu Menneskene aldrig tvivle om Sandheden af det, som kan skade deres Næstes gode Navn, saa tager man med Begjærlighed Oprigtigheden til Indtægt, saalænge den skrifter Skrøbelighederne, men peger Fingre af den, naar den holder Lyssiderne frem. Ganske sikkert hører den typiske Pariser til den letsindigere Del af Menneskeheden, men Letsindigheden hos ham gaar ofte ogsaa i en god Retning; han kan ledet af et øieblikkeligt Lune began Handlinger, som ikke kunne bestaa Prøve for Moralens Domstol; men ligesaa ofte hænder det, at en Indskydelse driver ham over paa Opofrelsens, Hjelpsomhedens og andre gode Gjerningers Gebet; han adskiller sig heri fra andre Godtfolk, som med Fasthed afvise Fristeren, naar han vil forlokke dem til at begaa noget Umoralsk, men som heller aldrig glemme, at Moralen ikke befaler at opofre eget Liv eller eget Navn og Rygte for at frelse andres. Og hvad man aldrig maa glemme er, at det ægte Pariserfolk kun er en liden Brøkdel af den franske Nation, uagtet man ialmindelighed skjærer den over samme Kam. Franskmanden, som Nationaltypus, fortjener ikke mere Bebrejdelsen for Letsindighed i slet Forstand, end nogen anden Nation; han er fortrinsvis et Hjerte- eller Følelsesmenneske, derfra hans naturlige Antipathi for Engelskmanden, Hjerne- eller Forstandsmennesket; alt Godt, Stort og Ædelt er vis paa hans varme Sympathi; lad ham se og føle at Menneskeheden har Brug for hans Hjerteblod, og han blotter villigt sit Bryst; i Historien staar hans Navn indskrevet blandt „les enfants perdus du progrés.“ Forlad de Kredse, hvor de store Forhold have udøvet sin uundgaaelige, demoraliserende Indflydelse, og du finder Franskmandens. 125som et Mønster paa en god Ægtefælle, du lærer i ham at kjende det mest arbeidsomme, intelligente og nygterne Menneske under Solen.
Men — det kan være nok for at sige dig, at jeg, der dog har bavt lidt bedre Anledning til at danne mig en Mening om det Folk, i hvis Midte jeg nu har levet halvandet Aar, end de sædvanlige Hurtigreisere, ogsaa har en bedre Mening om den franske Nation end den, man ialmindelighed tuder os i Ørene hjemme.