Danmarks Breve

BREV TIL: Margery Wibe Scheel FRA: Hans Anton Rosing (1858-08)

Manchester, August 1858.

Du vil vist blive forundret, naar du af dette Brevs Overskrift ser, hvor jeg er. Stemplerne udenpaa Brevet ville allerede have sagt dig, at jeg ikke længer er i Frankrig, men at jeg omsider er kommen over Kanalen. Jeg reiste gjennem Nordfrankrig og Belgien over Ostende til Dover, hvor vi kom i Land i fælt Regnveir, hvilket jo var den mest passende Maade, hvorpaa Fru Britannia kunde give sin taagede Nærværelse tilkjende. Den hele Modtagelse i Bælmørke og øsende Regn havde noget uhyggeligt ved sig; Brændingerne pidskede Bolværket med en Voldsomhed, som om der havde blæst en Storm iforveien. Landgangsbroen blev stukken ud, og øieblikkeligt marscherede der ombord i Skibet et Par Dusin formummede Skikkelser, enkelte forsynede med smaa Lygter, uden at der lød et eneste Ord fra nogen af Siderne. De Passagerer, som havde gjort Reisen før, fandt sig snart tilrette og fortalte os andre, at det var Toldvæsenet, som kom ombord for at bringe Passagerernes Gods iland. Endskjønt jeg lod et Par store Kasser staa igjen i Paris for senere at sendes direkte til Norge, havde jeg ulykkeligvis endnu en god Del Bøger og andet Gods med og maatte derfor vente hele to Timer, det vil sige til Kl. 2 om Natten, inden jeg blev erpederet; jeg maatte nemlig, trods al s. 126 Protest og alle gode og paa andre Steder vægtige Grunde, betale noget over et Pund Sterling i Told af mine Bøger! Allerede næste Morgen tog jeg med Jernbanen til London, efterat have klareret Hotelregningen, som ikke lod mig have nogen Tvivl tilbage om, at jeg ogsaa virkelig var i England, saa opskruet var den. Da alt hertillands er indrettet paa at gjøre Folk Livet saa dyrt som muligt, har man arrangeret det saaledes, at der kun gaar Exprestræn med første Klasses Vogne paa de Tider, man ved Folk vil reise, og kun om Natten almindelige Træn med anden Klasse; tredie Klasse gaar kun med ganske enkelte Government-Træn. Paa denne Tur fra Dover op til London reiser man igjennem aldeles karakteristiske engelske Landskaber eller rellere det aldeles karakteristiske engelske Landskab, thi der er overalt det samme udenfor de egentlige Bjergegne og Søerne: et svagt kuperet Terræn med store Græsflader, hvis Staffage af Faar og Kjør samt en Mængde prægtige jevnt fordelte Egetræer giver det Hele Præget af en Park. Man kan ikke negte, at dette Landskab er ganske smukt og især hyggeligt og venligt; men der er uhyre ensformigt, trods de stolte Herresæder, som man jevnlig passerer forbi. Jeg har aldrig set noget Landskab, der saa godt taaler at ses, ja i Grunden tager sig bedst ud i Skylregn. Jernbanetrænene, det maa man lade dem, fare hertillands afsted med en rivende Fart, men Banerne ere saa ujevne, at Vognene ryste og svaie i alle mulige Retninger, og Trafiken er saa slet organiseret, at man endnu hverken indregistrerer eller mærker Passagergodset; passer den Reisende ikke selv paa, saa er der ingen, som forhindrer den første den bedste Skøier fra at løbe bort med hans Gods. Men afsted kommer man, og saa saar man trøste ft g med, at det er ikke hver Dag, to Træn løbe paa hinanden. Med den Hurtighed, som symmer sig for et Jltog, førtes jeg da ogsaa i Løbet af nogle saa Timer fra Dover til London. Det britiske Riges kolossale Hovedstad er unegtelig overordentlig interessant, men gjør derimod ikke noget behageligt Indtryk; man føler sig bestandig ligesom fortrykt i dette Mylder af Mennesker, i denne rastløse, uroligt anstrengte, s. 127 larmende og støiende Trafik, i al denne Røg og Støv; det er ikke det venlige, indbydende, elskværdige Paris, hvor alt er lyst og hyggeligt. Mit Ophold i London var iøvrigt kun ganske flygtigt, idet jeg denne Gang nemlig blot lagde Veien derover for at tage til Chester, hvor jeg agtede at besøge der kongelige Landbrugsselskabs store Udstilling. Dennes storartede Rigdom paa interessante og lærerige Enkeltheder ved jeg ikke her i Korthed at betegne fyldigere eller mere udtømmende, end ved at sige: Sligt kan kun ses i England. Efteral Landbrugsmødet var endt, gjorde jeg i Forening med en dansk og en tydsk Reisekammerat en Dags Udflugt for at kaste et Blik ind i Wales. Vi tog om Morgenen med Jernbanen, som gaar langs den walesske Nordkyst, til Stationen Bangor; hele Strøget og navnlig Omegnen om Bangor er meget smukt; paa den ene Side har man Havet og paa den anden maleriske Bjergegne, der ikke ere saa aldeles skovløse, som de fleste andre Egne i England. Hist og her ligger der Ruiner af gamle Ridderborge paa Bjergtoppene, og Tydskeren fandt sig deraf opfordret ril den Bemærkning, at dersom man reiste langs Kysten med et Dampskib og bestandig vendte Ansigtet mod Land, saa kunde man indbilde sig, at man var paa Rhinen, hvortil kunde bemærkes, at ved Hjelp af det Slags Dersom'er og Indbildninger kunde man jo gjenfinde den vaterländische Rhin nogetnær hvert Sted. Men Tydskerens Aandrighed var bedre anbragt, end han selv havde Anelse om. .Der var i samme Jernbanevogn en hel Familie, Fader, Moder og tre smukke Døtre, og aldrig saasnart havde Familiens Overhoved hørt Ordet „Rhein" udtale, førend han betragtede os med øiensynlig Interesse og benyttede den første Pause i vor Samtale til at indlede en Konversation for at fortælle os, at han ogsaa havde reist udenlands og da blandt andet været paa Rhinen, hvis „very fine scenery“ han priste i de varmeste Udtryk. Da Isen saaledes var brudt, kom Konversationen snart igang med Damerne ogsaa, og da man i en Jernbanevogn altid finder enhver smuk Dame elskværdig — naar man overhovedet ikke kan undgaa at komme i Vogn sammen med Damer og altsaa trænger til en Erstatning for s. 128 den Cigar, man ikke faar Lov til at røge — saa vare. vi formelig ømme om Hjertet, da vi i Bangor maatte skilles fra et saa behageligt Reiseselskab. Fra den smukke Dal, hvori Bangor ligger, gik vi derpaa tilfods til Menaistrædet, som var vor Reifes egentlige Maal, og som sandelig nok er værd, at man spenderer en Dag paa det. Menaistrædet er det Sund, der adskiller Wales fra Øen Anglesea, og over hvilket de to berømte Broer Menaibridge og Britanniabridge ere byggede. Den førstnævnte, som er den ældste, har næsten aldeles tabt sit Ry, stden Britanniabroen er bygget; men ikkedestomindre er den endnu bestandig en af de mærkværdigste Kjædebroer baade ved Spandets Længde og den overordentlige Høide over Vandfladen, hvori den er anbragt; medens den er bestemt for Kjørende og Gaaende, er Britanniabroen derimod en Jernbanebro. Med Hensyn til dens Konstruktion og den Maade, bvorpaa den blev opført, være kun saameget sagt, at den bestaar af to firkantede Jernrør, hvert af over 1500 Fods Længde, som hvile paa tre Murpiller, den ene opført paa et Klippestykke midt i Sundet, de to andre paa hver sin Side af Vandet. Vi havde en Skrivelse med os fra en af Jernbaneingeniørerne til Banevogteren ved Broen, saa vi fik Tilladelse til baade at gaa igjennem Rørene, der ere at betragte som Tunneler, hvorigjennem de to Jernbanespor gaa, og desuden fra den ene Ende til den anden ovenpaa Rørene. Vandringen igjennem Tunnelen frembyder ikke synderlig Interesse, da man hele Tiden gaar i Mørke, derimod var Spadserturen ovenpaa i høieste Grad interessant. Man er her ikke generet ved nogetslags Rækværk, der tager Udsigten bort, der er blot anlagt en asphalteret Gangsti i Midten, og man besinder sig i en saa svimlende Høide over Vandet, at man ikke føler sig fristet til at nænne sig Kanterne. Den midterste Bropille er bygget saa meget ovenover Rørtunnelerne, at den danner et temmelig høit Taarn, hvori man kan klatre op ved Hjelp af Stiger. En mere vidunderlig Udsigt kan man ikke let tænke sig; i Vest har man Angleseas venlige skovklædte Kyst, der mindede mig om Gjæløen, i Øst Wales's Bjerge grupperede om Snowdon's s. 129 Klippepyramide, som med sin Spidse rager op i Skyerne, i Nord og Syd Havet og under sine Fødder Menaistrædets blanke Vandflade. Og dette er blot de grove Træk af Portrætet, thi der er desuden en Mængde Detailler, som i væsentlig Grad bidrage til at forøge Udsigtens Skjønhed. Paa Anglesea har man f. Ex. Hertugen af Angleseas prægtige Palads og et Par maleriske Fiskerleier, foruden et stort Stenmonument, der i Form af en Obelisk rager høit i Veiret lige i Vest for Broen og som man vil antage for et Fyrtaarn, indtil man faar høre, at det er en Mindestøtte for en Hertug eller anden Høihed. Fra dette Punkt tager nu Menai-Kjædebroen, som man har lidt længere mod Nordenden af Sundet, sig aldeles fortræffeligt ud, og navnlig var det morsomt at se baade Dampbaade og store Skibe passere under begge Broerne. Her paa Toppen af Britanniahroen faar man i Sandhed Respekt for denne Nation, hvis Geni og Foretagelsesaand har reist sig slige Mindesmærker; paa dette praktiske Omraade er det engelske Folk uovergaaet og vil endnu længe kunne være alle andre Nationers Læremester!

Vi tog nu med Jernbanen sydover til den lille By Carnarvon for at se Ruinen af det gamle Slot der, en af de bedst vedligeholdte Borgruiner fra Middelalderen, som findes i England. Desværre øsregnede det, og vi maatte derfor kravle om mellem de gamle Mure med opslaaede Paraplyer, hvilket ødelagde det bedste af Fornøielsen. Men Udflugten var forsaavidt ikke ganske forgjæves, som vi her atter traf sammen med vort smukke Reiseselskab, med hvilket vi nu gjorde hele Tilbagerejsen indtil nogle Mile fra Chester, hvor de havde sit Hjem, som vi bleve indbudne til at besøge. Desværre maatte vi renoncere herpaa, da vi allerede næste Dags Morgen maatte gaa videre.

Jeg har senere besøgt en hel Mængde Landbrug i Chesshire og Lancashire, idet jeg asverlende har havt Station i Manchester, Liverpool og Preston. Om disse Byer vil jeg fatte mig i største Korthed. Manchester er et rent Helvede, hvor jeg vilde anse det som den haardeste Straf at opholde mig længere Tid; vil du have s. 130 en nøiagtig Ide om Manchester, saa stik Hovedet ind gjennem Feierdøren paa Skorstenspiben en Vinterdag, na ar det brænder i alle Komfurer og Kakkelovne i Huset; her er en saadan Utallighed af Maskinskorstene, som udspy sin tykke Stenkulsrøg, at Lusten, selv ikke naar det blæser, er tilstrækkelig gjennemsigtig for at lade mere end Halvparten af Solstraalerne trænge igjennem, og man vover aldrig at aande helt ud af Frygt for at blive kvalt, naar man atter indaander. Husene ere naturligvis kulsorte af Sod, og det værste af det Hele er at se alle disse lasede, smudsige og blege Mennesker af alle Kjøn og Aldre, som, naar Cottonmillerne om Astenen standse, mylre gjennem Gaderne og søge nogle Timers Hvile for atter næste Morgen at begynde, hvor de endte om Aftenen. Og saaledes Dag ud og Dag ind, Aar efter Aar slide disse Elendige sig i den mest bogstavelige Forstand op for at erhverve den Føde, der kun tjener til at vedligeholde den mest glædeløse og kummerlige Tilværelse. Disse Mennesker, som producere Millioner af Værdier, have aldrig selv mere end netop fra Haanden til Munden, og dog er der ikke mange, som tvivle om, at dette er ganske i sin Orden, og de faa, som ikke ere ganske blinde for det unaturlige t dette Forhold, indskrænke sig i Regelen til at beklage det som en „sørgelig Nødvendighed," som en „Tilskikkelse, man maa bære med Ydmyghed" o. s. ti. ! Ganske vist er her i England megen Storhed, mange Vidundere, nten paa den anden Side — hvor megen Elendighed og Slethed! Villigt tager jeg Hatten af for denne mærkelige Nation, og intet andet Sted har jeg set saameget, der var værd min Interesse og min Sympathi; men jeg vilde dog nødig være Englænder. Jeg vilde føle mig meget ulykkelig som Borger i denne Stat, hvor der vel er Frihed, men ogsaa den mest oprørende Ulighed og Fordom, hvor Størsteparten af Folket er blottet for alt, underkastet de frygteligste Lidelser, medens nogle faa af „bedre Blod" og „bedre Lykke" nyde enhver Art af den mest forfinede Lurus.

9

Manchester repeterer sig nu i en Masse andre Byer i Lancashire, Byer som, uagtet mange af dem have over femti tusinde s. 131 Mennesker, dog neppe ere kjendte af Navn hos os. Dersom det var muligt, at Industrien, og som Følge deras Folkemængden, i denne Egn fremdeles udviklede sig i samme Forhold som i de sidste femti Aar, saa vil, inden det nittende Aarhundrede er ude, Manchester, Liverpool, Bolton, Preston etc. gro sammen til en eneste Kjæmpeby paa adskillige Millioner Indbyggere og et virkeligt Helvede være realiseret paa Jordens Overflade!