Danmarks Breve

BREV TIL: Jean-Baptiste Dumas FRA: Hans Anton Rosing (1858-12-29)

Edinburgh, 29de December 1858 *) .

Min kjære Lærer!

Siden jeg forlod Paris, har jeg reist meget og set meget. Jeg har flakket om den hele Sommer og Høst, indtil Storm og Uveir tvang mig til at tage Vinterkvarter, og dertil har jeg af flere Grunde valgt Edinburgh. Først reiste jeg gjennent Nordsrankrige og fik i Lille en særdeles god Modtagelse hos Hr. Kuhlmann og Hr. Girardin. Derfra gik jeg til Brüssel, hvor Deres Anbefaling ligeledes banede mig Veien til Hr. Stass. Jeg gjennemreiste en stor Del af Belgien og opholdt mig især paa Kampinen for at studere de mærkværdige Vandings- og Agerbrugs- arbeider. Intet af alt, hvad jeg hidtil har set af Agerbrug, har s. 141 interesseret mig i den Grad som Kampinen; thi der, mere end noget andet Sted, bliver man fuldstændigt overbevist om, at Anvendelsen af de mekaniske og kemiske Videnskaber paa Agerbruget i Tiden vil medføre en fuldkommen Forandring i Udøvelsen af denne gamle Kunst. Naar man ser den rigeste Græsvært og Hvede, Havre, Hør og Rødder i en mærkværdig Overflod paa Kampinens af Naturen saa ufrugtbare Sand, da er man tilbøielig til at kalde vore Fædres Ideer om den absolute Vigtighed af naturlig Frugtbarhed Fordom, og man fristes til at have tilbedste den gode Praktikus, som fortæller os, at Hveden er en Plante, der udelukkende kan voxe i en seig Jordbund. Vand og Guano — Saharas Forvandling! Et frugtbart Land ashænger nu kun af Kjøbesummen, takket være Videnskaben, takket være Saussure, Davy, Dumas, Boussingault, Liebig! — Tilgiv mig disse Udbrud Hr. Professor, de ere maaske her ikke paa sin Plads, men de gjengive det Indtryk, som mit Besøg paa Kampinen efterlod hos mig.

Hvor ganske anderledes er det dog i Øst- og Vestslandern. Hvilket Land dette Flandern! Hvormeget kan ikke Videnskabsmanden endnu lære af denne saa beundringsværdigt vindskibelige Befolkning, hvilken nyttig Lærdom modtager han ikke her af disse forfarne Bønder, som have gjættet saameget af Naturens Hemmeligheder, at der for Theoretikeren kun bliver tilbage at træde forklarende til. Og Ekonomerne, som have talt saameget om Faren ved Jordbundens Udstykning, hvilket Nederlag lide de ikke her, hvor det, takket være denne forhadte Udstykning, er bleven muligt for en talrig Befolkning at forskaffe sig sit Underhold. Er det ikke snarere Mangel paa Oplysning og Jhærdighed end selve Udstykningen, som er den fremherskende Aarsag til den Fattigdom, man ulykkeligvis altfor ofte møder i Laudet, hvor Loven hjemler den ubegrændsede Deling af Eiendommen; og skulde man ikke tro, at naar der blev sørget for Folkets aandelige og moralske Opdragelse, maatte Samfundet, uden Fare for at tabe derved, kunne bevare det denne Eiendomsret, der er saa fortrinligt skikket til at sammenslutte. Men, siger num, Udstykningen af Jorden s. 142 lægger en mægtig Hindring for Indførelsen af et forbedret Agerbrug. Imidlertid, uden at tale om den Nytte, som en klog Gjenneniførelse af Associationsprincipet maaske ogsaa i denne Henseende kunde yde, saa har man jo allerede nu bevægelige Tærskemaskiner, Saamaskiner, Meiemaskiuer etc., hvis Arbeide Agerbrugeren kan leie timevis, og skulle vi ikke snart faa Dampploug, Gravemaskiner og endnu flere lignende Redskaber. Uden Tvivl medfører den lille Eiendom sine store Vanskeligheder, men skulde ikke paa den anden Side Fordelene kunne bringe Ligevægt?

Med mit Ophold her i Storbritannien er jeg meget tilfreds. Jeg har set Hundreder af Agerbrugsetablissementer af enhver Art, fra Omegnen af London lige til Høiskotlaud, og har næsten udelukkende beskjæftiget mig med at studere det praktiske Agerbrug, hvis Kjendskab er mig saa vigtigt i min fremtidige Trilling. Det er ogsaa det eneste, som jeg her har kunnet gjøre med noget Udbytte, thi med Hensyn til Videnskaben selv er der ikke meget at lære i dette Land. Her er rigtignok en Mængde Agrikulturkemikere, men det er i Regelen kun Mænd, som gjøre Analyser for at fortjene Penge, og som give sig meget lidet af med videnskabelige Undersøgelser. Men det praktiske Agerbrug — se det forstaar tilbunds disse Englændere og disse Skotter, hertil ere de som skabte ved sin mærkværdige Jhærdighed, sit Talent til at omsætte andres Opdagelser i klingende Mynt og ved sin Kjærlighed til Landlivet.

Uagtet Kemien saaledes har været en Smule tilsidesat, siden jeg forlod Paris, har jeg dog aldrig forsømt nogen Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med Kemikere, se Laboratorier eller besøge Fabriker. Alle Kemikere, jeg har truffet paa, som Hoffmann, Williamson, Frankland, Gilbert, Muspratt, Anderson, Mae Adam etc. have med den mest levende Interesse spurgt til Dem, Hr. Professor, og Deres nye Arbeider om de kemiske Ekvivalenter ere allevegne her i Landet blevne modtagne med stor Glæde. Blandt alle Nutidens Kemikere er der her ikke noget Navn, som bliver mere agtet og æret, end Hr. Dumas's. Hvor lykkelig er ikke s. 143 jeg, som har havt denne Mand til Veileder, og hvor taknemmelig er jeg ikke denne velvillige Lærer, der gav mig, da jeg kom som en ung Mand uden Navn og uden Fortjeneste, en Plads hos sig, veiledede mig med sine Raad, opmuntrede mine Bestræbelser og aldrig lod mig savne den Støtte, jeg trængte til. For det sidste Bevis paa Deres Velvillie — det Vidnesbyrd De har givet mig — ved jeg neppe, hvorledes jeg skal udtrykke min Erkjendtlighed; thi Deres Udtalelse om mig er saa smigrende, at alt hvad jeg ønsker er i Fremtiden at fortjene den bedre, og idet jeg takker Dem af mit ganske Hjerte, beder jeg Dem være overbevist om, at paa samme Tid, som ingen anden Opmuntring kunde være mig kjærere, føler jeg tillige et stort Ansvar ved at vide mig hædret ved Deres „Agtelse og Venskab." Med Ærestitelen Dumas's Elev vil enhver anden Anbefaling være overflødig, og det vil kun bero paa mine Evner, min Udholdenhed, min Styrke at skabe mig en ærefuld Stilling i mit Land. Og er den dybeste Kjærlighed til Videnskaben i og for sig en mægtig Allieret, da har jeg ogsaa det Fremtidshaab, at det maa lykkes mig at bidrage min Del til Udviklingen af den specielle Gren, som jeg har viet mine Evner og Kræfter.