Danmarks Breve

Sit Livsmed og sit Studium tro, søgt...

s. 58 Sit Livsmed og sit Studium tro, søgte Rosing ved Udgangen af 1854 af det til Kunstneres og Videnskabsmænds Reiser i Udlandet bestemte Fond om Stipendium for at uddanne sig i Agrikulturkemi. Uagtet det samlede Fakultet og Kollegium ikke fandt, at Rosing kunde komme i Betragtning, fordi han havde et mere specielt og praktisk Øiemed med sin Reise, og uagtet Professor Strecker i hvert Fald ønskede Stipendiet uddelt til en anden Ansøger, fik Rosing det dog. Der var nemlig paa samme Tid lagt Plan til en høiere Landbrugsskole. Ansøgningen var derfor bleven modtagen med saameget mere Velvillie i det kgl. Departement for det Indre, som paa det varmeste havde anbefalet den til Kirkedepartementet og fremholdt Ønskeligheden af, at der til Stipendiet knyttedes det Vilkaar, at Stipendiaten skulde tilpligtes efter endt Studium at overtage Lærerposten i Agrikulturkemi ved den vordende Landbrugsskole. I de Fordringer, som Departementet stillede til Stipendiatens Kvalifikationer, karakteriseredes netop Rosing paa den mest træffende Maade, og der er ingen Tvivl om, at man har havt ham og ingen anden for Øie.

„Der var nemlig ingen af de ved et saadant Institut fornødne Poster, hvis heldige Besættelse var forbunden med større Vanskeligheder end denne; thi den krævede et alene en Lærer med mange og isærdeleshed her i Landet sjeldne Kundskaber; men en Personlighed, som foruden naturlig Begavelse, besad Evne til selvstændigt og med Kritik at benytte sin Videnskabs Lærdomme og Erfaringer s. 59 og til gjennem en belivet Fremstilling, skriftligt saavelsom mundtligt, at træde i Verelvirkning med Andre. Baade Hensynet til det nærmeste Formaal for Lærerens Virksomhed ligeoverfor Eleverne og til den Stilling, det vilde være ønskeligt han kunde indlage i en videre Kreds, gjorde det nødvendigt at sikre sig denne flersidige Dygtighed. Ganske vist maatte der stilles store Fordringer til den omhandlede Lærers Personlighed, og Departementet erkjendte villigt, at det et vilde være let at faa Posten besat paa en fuldkommen tilfredsstillende Maade; men der burde ialsald eftergives det mindst mulige i disse Fordringer ved Postens første Besættelse, da Stillingens Vanskelighed øgedes derved, at Læreren maatte arbeide under uprøvede Forhold ved en begyndende Læreanstalt, uden Veiledning fra en Forgjængers Methode, med andre Ord, han maatte bryde en ny Bane her i Landet".

Kirkedepartementet syntes fuldkommen at dele disse Anskuelser saaavel med Hensyn til Forudsætningerne angaaende Postens Besættelse, som at Rosing var selvskreven til samme. Heller ikke kunde Departementerne overbevise sig om, at Rosings Berettigelse til at komme i Betragtning ved den forestaaende Stipendieuddeling kunde gjøres tvivlsom, da man dog maatte erkjende, at den Uddannelse, han tilsigtede, var af videnskabelig Natur.

Fakultetets og Kollegiets Betænkning havde desuden dels af Praktikere, dels af Videnskabsmænd, dels inden de respektive Departementer fremkaldt en Række Udtalelser, officielle og underhaanden, som end mere styrkede det kgl. Departement i dets Anskuelse af Sagen. Der var saaledes paa den ene Side bleven fremhævet „Rosings sunde Opfatning af Kemiens praktiske Nytte for Landmanden," paa den anden „hans Klarhed og Liv i Foredraget, stilistiske Færdighed, hans grundige Kundskaber i Naturvidenskaberne, isærdeleshed i Kemi, hans Virkelyst, lette Opfatningsevne" og endnu meget mere. Og da besynderligt nok Professor Strecker selv havde givet den skriftlige Erklæring, ar „han kjendte ingen her i Landet med lignende gode Forkundskaber til Studiet af Agrikulturkemi," var der Grunde nok for Departementet til at s. 60 støtte Rosing i Udførelsen af hans Fremtidsplan ved at give ham Stipendiet.

I Christiania havde Rosing ligesom i Kjøbenhavn forstaaet at tage Alting med. Fodture og Udflugter i forskjellige Øiemed nærede hans Kjærlighed til Omegnens maleriske Natur, og disse Indtryk bevarede han i deres Friskhed under senere Tiders Reiser i fremmede Lande. „Naar man har en Diamant, vil man gjerne vise den til sine Kjære", sagde han mange Aar efter, da han vilde overtale en Ven til at reise herind.

Ogsaa her nød Rosing Hygge og Adspredelse i selskabelig Omgang med flere Familier og i Vennekredse, hvor han var en afgjort Gjæst. Før hans Afreise til Udlandet gav en Del af disse ældre og yngre Venner og Kammerater ham en Fest, som han ofte mindedes med Erkjendrlighed. Flere ældre ansete Mænd deltog deri, og i den hele Tilstelning, i Aanden og Tonen laa en Anerkjendelse af hvad han havde virket og et Fremtidshaab, som ofte siden i mørkere Tider lød manende og opmuntrende. Den vennesæle General Theodor Broch medgav ham i hjertelige Ord „Ønsket om Held i Studiet af den Videnskab, som han havde viet sine Evner, og som han visselig vilde bære frem til noget Stort, thi man kjendte hans utrættelige Jhærdighed og vidste, at det var hans Lyst og Haab at gavne Fædrelandet." Dette blev i en hel anden Betydning, end det var ment, en Afskedsfest; thi da han vendte hjem igjen, var hans fysiske Krast brudt, og han samledes aldrig mer i muntert Lag med nogen større Vennekreds.

Der er ingen Tvivl om, at Rosing opgav ikke lidet fordelagtige Fremtids Udsigter ved at forlade tien Bane, der stod ham aaben, og reise ud for at forberede sig til den beskedne Stilling som Lærer ved en Landbrugsskole. Men her gjælder det, der ved en senere Leilighed er sagt, „han var en af disse faa lykkeligt udprægede Naturer, som hverken tage feil i Valget af deres Livsgjerning eller komme paa Vildspor under Brugen af deres Evner og Kræfter".

s. 61 Det første Maal for hans Reise var den lille tydske Stad Tharand, hvor han ønskede at arbeite under Ledelse af den berømte Agrikulturkemiker, Professor Støckhardt, der dengang, ligesom endnu, var Lærer ved det derværende Akademi for Landbrug og Forstvæsen. Han vilde desuden der have Leilighed til samtidig med Arbeiderne i Laboratoriet at giøre sig bekjendt med Jordbrugets Theori og Praxis. Uagtet Skibet, som førte ham mod Syd, gik lige til Kiel, kunde han umuligt seile den danske Kyst forbi, uden at gjæste Kjøbenhavn, hvor han tilbragte et Par uforglemmelige Dage. Forøvrigt var Reisen i den kolde stormfulde Høsttid kun lidet interessant. Det eneste, der fængslede ham, var Møens Klint, som i det klare Maanelys tog sig end mere let og svævende ud i sin hvide Dragt. I Tharand som overalt banede Regjeringens Anbefaling ham en god Modtagelse; han følte sig derhos strax vel i den deilige lille Dal og glædede sig meget over de større Arbeiter, som efter faa Dages Forløb bleve ham betroede. Men om hans Glæder her, hans Længsler og Sympathier ville vi lade ham selv fortætte.