Danmarks Breve

Naar man aabner et Landbrugstidsskri...

s. 56 Naar man aabner et Landbrugstidsskrift, venter man i Regelen deri kun at finde Afhandlinger om Eng og Ager, om Fjøsog Stald, om Harv og Ploug, om Smør og Ost og andre lignende solide Sager. Det er faldet mig ind, at det kunde være tilladt at berede dette Tidsskrifts Læfere en liden Skuffelse ved at gjøre en Undtagelse fra Regelen. Jeg har Lyst til for nogle Øieblikke at stille de duftende Enge og de bølgende Agre lidt i Skyggen, uden derfor at tabe dem af Sigte, jeg har Lyst til at lukke Fjøsdør og Stalddør, uden derfor at glemme de tro Venner, som jeg lukker inde, jeg har Lyst til at lade Harv og Ploug holde Søndag og tage for mig den, hvis Kald det er at forvalte og bruge alle disse gode og nyttige Ting. Jeg vil lade Landbruget danne Baggrunden, men midt i Forgrundens stærse Dagslys vil jeg stille Landbrugeren, som vel i egentligste Forstand maa kunne kaldes Landbrugets Formaal.

Se, der sidder han da en Søndag Eftermiddag paa en Huggestabbe udenfor Husvæggen og ryger af en liden stilkeløs Snadde. Ved Siden af ham i Græsset ligger en liden treaarsgammel Jentunge og piller Bladene af en Blomst, som Bedstemoderen gan hende, for at hun skulde være snis, mens Bedstemoder var i Kirke. I den aabne Dør staar Mo'r med det yngste Medlem af Familien paa Armen, og ved Siden af hende paa Træskelen sidder den tilkommende Odelsmand, som nys har fyldt sit sjette Aar. Naar den velvillige Læser, som ledsager mig paa min Udflugt faar Øie paa den lille Gruppe, netop som vi svinger fra Veien s. 57 ind paa Tunet, vil han ikke kunne negte, at det Hele er ganske malerisk, hvortil det mosgroede Hustag og det prægtige, blomstrende Rognebærtræ, som har saaet Lov til at skyde i Veiret ved det ene Hjørne af Huset, ikke mindst bidrager. Vare vi Kunstnere, vilde vi formodentlig lade os nøie med dette umiddelbare og behagelige Indtryk; vi vilde finde det Hele saa fortræffeligt, at vi maaske strax vilde leire os paa hin store Sten indenfor Grinden, for i Ro at nyde dette Billede af „en Søndagseftermiddag paa Landet, " i hvis Gruppering vor yderligere Nærmelse kun vilde bringe Forstyrrelse. Ikke sandt, der hviler en Fred, en Tilfredshed, en Uskyld over denne landlige Familiescene, der i harmoniske Toner tilhvisker os et „Her er godt at være." — Hvor herligt maa ikke Landmandens Kald være! Hvor lykkelige maa ikke disse Mennesker være, som saaledes kunne leve sit hele Liv hen fjernt fra Verdens Strid og Tummel! Hvor god, hvor ufordærvet maa man ikke være her i Guds frie Natur, hvor alle Omgivelser synes egnede til at udvikle de ædleste Dyder og dulme alle onde Lidenskaber!