Danmarks Breve

Tillad mig Læser at præsentere dig H...

s. 54 Tillad mig Læser at præsentere dig Hans Peter!

Det var en Løverdags Formiddag i Sommer han første Gang stak sit lille gullokkede Hoved ind af min Dør, som han med den ene Haand aabnede paa Klem, medens han med den anden fremrakte en Blomsterbuket. „Aa kjøb en liden Krands af mig; den koster bare en Skilling!" fremstammede han med en Stemme, hvori der laa saamegen Inderlighed, at man uvilkaarligt maatte bringes til at tro, at hans hele Velfærd beroede paa den foreslaaede Handel.

Jeg kunde derfor heller ikke modstaa hans Bøn, endskjønt jeg netop et Øieblik i Forveien af en anden Blomstergut var bleven forsynet med langt flere Blomster, end jeg egentlig havde Plads til; ilten da jeg just sad meget bekvemt i min Gyngestol, havde jeg i den overordentlige Hede, som dengang plagede baade dig og mig Læser! ingen Lyst til at reise mig og jeg bad ham derfor komme nærmere.

„Nei det tør jeg ikke, for Mo'r Malene har sagt at jeg bare skal stikke Krandserne ind af Døren."

„Hvorfor har „Mo'r Malene" sagt det?"

„Jo for hun siger, at naar Folk ser saadanne Filleunger, vil de ikke have Krandserne."

„Trøst dig du min Ven, jeg skal nok kjøbe Krandserne alligevel."

„Ja men saa maa De ikke sige det til Mo'r Malene, for ellers faar jeg Prygl."

s. 55 Jeg forsikrede ham, at han kunde være ganske rolig derfor, da jeg ikke bavde Æren af den nævnte Dames Bekjendtskab.

„Kors! kjender De ikke Mo'r Malene? Det er hun, som har de peneste Blomster paa hele Torvet, for hun faar dem lige fra Botanigartneren paa Tøien."

Under disse Ord havde han vovet sig helt ind og han fremvisie nu det originaleste Kostume, som jeg i lang Tid har set og som jeg vil have stor Vanskelighed for at afmale. Hans Legeme var bedækket med et Netværk af Filler, som gjennem det Overdrag af Smuds, hvormed en lang Brug havde bedækket dem, vidnede om den mest forskjelligartede Oprindelse. Se her paa hans høire Skulder en stor, citrongul Lap, der sikkerligen engang havde været i fint Selskab og tilhørt et Medlem af det gule Kor, og lige ved Siden af denne en græsgrøn, der maaske havde været Vidne til mange ulykkelige Kandidaters Examensangst, thi en stor Blækklat i det ene Hjørne sagde mig, at den havde været Del af et officielt Bordteppe. Det solideste af hele Dragten var uimodsigeligt de to store Skindlapper paa Knæerne.

Ak! hvilken gylden Lære syntes ikke disse Skindlapper mig bestemte til at maatte prædike for den fattige Gut. „Kun paa dine Knæ vil du kunne komme frem gjennem Verden!"

„Naa! saa Mo'r Malena har de peneste Krandser?" tog jeg tilorde efter at have mønstret Guttens snurrige Dragt og atter lod mit Blik dvæle ved hans velsignede lille Hoved, hvis uskyldige Skjelmskhed og Renhed stak grelt af mod den Disharmoni, som herskede mellem Klædedragtens Elementer. Ja velsignet var i Sandhed dette Barneansigt, der havde.et saa gjennemsigtigt og klart Præg, at man troede at se lige ind i Barnesjelen, rolig og smilende som en Fjeldsø i Aftenglandsen.