Danmarks Breve

Mod Slutningen af Oktober Maaned 184...

s. 48 Mod Slutningen af Oktober Maaned 1849 afholdtes den polytekniske Examen. Rosings Studium havde omfattet alle specielle Grene af Kemien, ogsaa i dens Anvendelser i Industrien og i alle Retninger af det praktiske Liv. Med mere end almindelig Modenhed havde han tilegnet sig sin Videnskab, Professor Forchhammer ytrede endog, at Rosing havde løst sin skriftlige Opgave, som var han en gammel erfaren Kemiker. Derimod havde han aldrig havt synderlig Interesse for Mathematik og tog ikke Examen deri. Det var ogsaa naturligt, at et eller andet Fag maatte tilsidesattes for de mange Streiftog, han foretog paa Enemærker, som laa langt udenfor hans Examensstudium. I sin Interesse for Politik, indskrænkede han sig saaledes ikke til at være Tilskuer; han var helt med i det Liv, som da rørte sig om ham. Baade i Tale og paa Prent vedkjendte han sig sine frie Anskuelser, som han især søgte at gjøre gjældende i de skjæbnesvangre Dage under Thronskiftet; thi da var hans Frihedshaab for Danmark levende, og han kunde med sin fyrige Aand ikke fatte, at det danske Folk ikke strax afkastede Aaget. Med saa fri Tale i det endnu ikke frie Danmark tildrog han sig ogsaa Politiets Opmærksomhed og blev gjennem sin Onkel advaret om lidt mere Forsigtighed. Senere skrev han flere Stykker i Skillingsbladet, forfattede den væsentligste Del af en Adresse til Rigsdagen om Valgloven og deltog ogsaa paa andre Maader i det .politiske Liv.

s. 49 Intet fandt dog saaledes Gjenklang i hans Hjerte, som det i Frankrig reiste Spørgsmaal om Arbejdernes Stilling i Samfundet. Hans Ønsker for deres Fremgang og Vel fortrængtes aldrig siden, ikke under hans Studier i Paris, ikke under de tunge Sygdomsaar i Edinburgh, ja indtil det sidste Aandedrag viede han Arbeideren sine Tanker og Kræfter. „Arbeiderspørgsmaalet," skriver han, „er et Livsspørgsmaal, som maa og kan løses, om man end ikke endnu har fundet den rette Besvarelse." Som virksomt Medlem af mangeslags Foreninger viste Rosing noksom sit Ønske om at arbeide med paa Virkeliggørelsen af Tidens Tanker. Han var ikke alene Stifter af, men ogsaa styrende Medlem i den polytekniske Forening. Desuden var han Medlem af Industriforeningen, Urtekræmmerforeningen og det skandinaviske Selskab; men fremfor de fleste af disse havde Haandværkerdannelsesforeningen hans særlige Interesse. Han deltog i dens Fester, holdt her i 1849 en Række Forelæsninger over Jordklodens Fysik og udkastede for samme Forening Plan til Grundlæggelsen af en Bogsamling, i hvilken han træffende udvikler Fordringerne til Folkedannelse og Folkeskrifter.

Efter at have levet sig saa dybt ind i de kjøbenhavnske Forhold, faldt det ham ikke let at reise derfra. Han havde ogsaa der, som han selv siger, nydt dansk Gjæstfrihed i fuldt Maal og levet i en Kreds af Venner, som delte hans Sympathier, og som han nu skulde lage Afsked med, maaske for stedse. Der var ogsaa dem, han aldrig saa igjen, og andre, med hvem han først mødtes, da han var hjemsøgt af Smerte og Lidelser. Desuden havde han fundet Lærere, som vandt hans Beundring og Hengivenhed og som ogsaa viste sin unge Elev den Gunst at drage ham ind i sin selskabelige Omgangskreds. Men fremfor Alle forlod han her sin faderlige Ven, som han baade i Sorg og Glæde kunde fortrøste sig til, som ved sin Indflydelse havde banet ham Veien dernede og beredt ham den Modtagelse, han fik. Uagtet nu saamange Baand knyttede ham til Kjøbenhavn, var han dog glad ved at komme hjem; som han selv sagde: „han gik gjerne gjennem s. 50 Siberien, na nr Veim førte til Fredenksstad. " Det var derhos ei alene Fædrehjemmet, som drog ham saa stærkt tilbage, nten ogsaa Længselen efter at faa „nære med" hjemme i Norge, i den sociale og politiske Verden, saavelsom i Videnskabens, og allermest længtes han efter at være med at lægge Sten til Sten paa det store Værk Folkets Oplysning.

4

Fuld af Haab kom han hjem og fortsatte nu med Lyst og Iver sit kemiske Studium i sin Fødeby, hvor han tilbragte Vinteren hos sin Moder. Hans Arbeidsværelse blen snart forvandlet til et fuldstændigt Laboratorium, hvor han foretog en Mængde Undersøgelser; snart maatte Husholdersken bringe ham det ene, snart det andet, til Fornøielse for Husets Medlemmer, som Alle bleve indviede i Undersøgelsernes Udbytte. I Omegnen gjorde han Excursioner i geologiske Øiemed, og det slaar ikke feil, at adskillig Opmuntring og Moro forsvandt med ham, da han om Vaaren drog ind til Christiania.

Herinde syntes i Førstningen alt at føte sig efter hans Ønsker. Han blev forekommende modtaget af Professor Thaulow, dengang Docent i Kemi ved Universitetet, og fik ei alene Adgang til de kemiske Forelæsninger og til Laboratoriet, men der stilledes ham endog i Udsigt en snarlig Ansættelse som Amanuensis. Den daværende Funktionær stod nemlig i Underhandling om Kjøb af et Apothek, hvad der imidlertid dengang ikke blev noget af, hvorfor han indtil videre forblev i sin Stilling.

En Begivenhed af mere indgribende Natur indtraf kort Tid efter, idet Professor Thaulow pludseligt afgik ved Døden. Paa samme Tid, som dette Dødsfald berøvede Rosing en kraftig Støtte for hans videnskabelige Fremtid heroppe, stilledes der ham tillige herved et Maal, værdigt hans Anlæg og Virkelyst. Paa ubestemt. Tid blev Professorpostens Besættelse udsat, for at aabne Adgang til Konkurrence, og da kemiske Kundskaber paa den Tid vare en Sjeldenhed her i Landet, syntes der ei at være ugrundet Haab for Rosing om at naa dette Maal. Men om s. 51 Vaaren 1851 blev Posten, som bekjendt, besat uden Konkurrence med den tydske Professor A. Strecker.

Saaledes svandt denne Udsigt, og Rosing overtog dersor en Post ved Gasværket, skjønt det faldt ham tungt enbog kun foreløbig at tilsidesætte sin Fremtidsplan. Han opgav den dog ikke, og i sin Fritid beskjæstigede han sig fremdeles med kemiske Studier og Underøgelser. Mere og mere gik Agrikulturkemiens Betydning op for ham; han satte sig derfor ind i Jordbrugssorholdene heroppe og deltog i adskillige Landbrugsmøder, saaledes paa Hamar, paa Frederikshald og i Sanbviken. Ved disse holdt han Foredrag, fremviste landbrugskemiske Præparater og ledede undertiden en Del af Diskussionerne.

Ethvert Foretagende, i hvilket man havde for Øie Folkeoplysningens Fremme, ethvert Skrift i denne Retning havde hans varmeste Sympathi, saaledes ogsaa det dengang netop begyndte Tidsskrift „Folkevennen." Men med jo mere Deltagelse han omfattede det, desto ivrigere paaviste han ogsaa be Mangler, han fandt derved. Jhærdigt fremhævede han Naturvidenskabens Betydning for et Folkeskrift som dette, thi hvilken anden Oplysning kunde som denne tjene til Folkets praktiske Fremgang og paa samme Tid virke dannende, forædlende og vækkende ved at udvikle dets Tænkekraft.

Paa samme Maade søgte han ved alle Leiligheder at gjøre gjældende Naturvidenskabernes indgribende Betydning for Livet. Navnlig tykkedes det ham dog at fremme denne Sag gjennem den polytekniske Forening, hvis Stiftelse og .første Udvikling helt skyldes ham, idet han, som hans Ven og Samtidige, Oberstløitnant Broch siger „formelig nødte gode Mænd til at gaa ind i denne Forening og selv ved Diskussioner og Foredrag holdt Liv i den, indtil den havde overstaaet sine Børnesygdomme. " Den talte dengang ikke mange Medlemmer, men blandt disse var flere ansete ætdre Mænd. Han knyttede ogsaa til denne Forening et polyteknisk Tidsskrift, af hvilket han var Hovedleder, og hvis første Aargange skaffede ham meget Arbeide, thi han sparede s. 52 hverken Tid eller Møie for at tilveiebringe et afverlende og lærerigt Indhold. Der skulde paa de Tider ikke liden Jhærdighed til for at formaa dertil skikkede Mænd til at levere Afhandlinger for et saadant Tidsskrift, og man maa i Sandhed forbauses over, at Rosing kunde holde Liv i det, saalænge indtil det havde fæstet saavidt Rod, at dets Eristents var sikret.

4*

Ogsaa til „Norsk Folkekalender". gav han Bidrag og skrev desuden en hel Del Opsatser i forskjellige Blade og Tidsskrifter. „Aftenbladet" var dog hans stadige Organ. Det var hans Overbevisning, at Pressen skulde samle de spredte Kræfter i Samfundsarbeidets Tjeneste, at den er en Sandhedens Fremhjelper, ofte rigtignok en klodset, men dog en nyttig, og at det forholdsvis er uvæsentligt, at der er saameget Jur og Tøieri blandet med det Gode og Gavnlige, som Aviserne dog bringe frem. Naar han selv førte en Debat i Pressen, kom det ham lidet an paa, om Modparten fik det sidste Ord, naar kun han fik fremført til Oplysning, hvad han troede var det rette. „Der ligger liden Magt paa," siger han selv etsteds, „hvem der saar det sidste Ord; thi det som nytter er ikke dette, men Sandhedens Magt, som er i det, der er sagt, og den nytter altid. De, der anse Aviserne som et nødvendigt Onde, hvoraf det er bedst at have saa lidet som muligt, tro altfor ofre, at vi Bladskrivere — thi det nytter vel desværre ikke at negte, at jeg med adskillig Beføielse kan stemples med dette Navn — nærmest stræbe efter at have det sidste Ord; men de af os, som have fattet vor Plads og vor Pligt, ere ikke bange for at lade Modstanderen tale sidst, naar det er oplyst, som maatte og skulde oplyses, for at den tænkende Almenhed kan dømme. "

Med Opmærksomhed fulgte Rosing naturligvis Arbeiderbevægelsen her i Landet, hvoraf Resultaterne vistnok hverken bleve store eller sølgerige for Arbeiderstandens egne Vilkaar, men som dog havde en ikke ringe Betydning som Vidnesbyrd om Stemninger og Tilstande. Han søgte ikke Aarsagen dertil alene i enkelte Agitatorers Ophidselser, men var overbevist om, at Grundene laa langt dybere, s. 53 i Fattigdommen, — Uligheden i Livsvilkaar, — Tidsaanden, og at, selv om Markus Thrane aldrig havde været til, vilde det dog sent eller tidligt være kommet til et Udbrud.

Der var i hans Opfatning af de Fattiges og Ubemidledes Livsvilkaar en Inderlighed, der gjorde ham rede til altid at undskylde og tilgive, selv om han ikke billigede deres Adfærd. De vare som en Del af hans eget Væsen; thi i Tanken oplevede og delte han med dem deres Kampe og Savn, han saa de Fristelser og Snarer, der omgave dem, og de Skranker, der stillede sig hemmende for deres Udvikling. Men han steg aldrig ned til blødagtig Ank. Som hans Medfølelse øgede hans egen Kraft til at arbeide, saa var det ogsaa hans Ønske at opmuntre dem til kraftige Foretagender, til selvvirksom Fremgang, til ved forenede Kræfter at jevne den tunge Vei og fremfor alt aldrig modløs og haabløs at lade Hænderne synke; i Aanden saa han den Dag, da disse mange ukjendte Brødre og Søstre ved Oplysningens Magt skulde hæves til en høiere Erkjendelse af deres Forhold til Samfundet. Inlet kan bedre karakterisere hans Følelser for den Fattige, end efterfølgende Smaaskitser, som egentlig kun ere afbrudte Begyndelser. De ere fundne blandt hans Papirer i den Form, hvori de her meddeles.