Danmarks Breve

Disse selvbiografiske Optegnelser ha...

s. 7 Disse selvbiografiske Optegnelser har Rosing nedskrevet i en senere Tid, medens han laa i Edinburgh som Rekonvalescent efter en livsfarlig Sygdom. Som det fremgaar af dem, blev han sin Ungdoms Ideer tro. Modnet i Erfaringens Skole, prøvet i Lidelser, kunde han klart og med Alvor overskue de svundne Aar, med deres rige Afverling af Oplevelser og Indtryk. Derfor give disse Udviklingsstadier et sandt Indblik i hans Karakter.

Om der end vil findes dem, som ikke kunne dele Rosings Anskuelser, vil dog enhver i hans Breve og Skrifter finde Gjenskinnet af hans Kjærlighed til Menneskene, af hans Trofasthed mod dem, han elskede og kaldte sine Venner, af den Varme og Nidkjærhed, hvormed han arbeidede for sit Livs store Maal — „Folkets Oplysning" —, og af den dybe Opfattelse af Forholdene, som ligger til Grund for hans Livsanskuelse.

Rosings Personlighed er allerede kjendt i en vid Kreds gjennem et Livsbillede, tegnet med Sandhed og Inderlighed af P. Chr. Asbjørnsen i „Norsk Landmandsbog 1868". Den Detagelse, som dette har fundet saavel her i Landet som i Danmark, skyldes vel fornemmelig Fremstillingens Fuldendthed, men giver dog ogsaa Haab om, at Rosings mange Venner med Velvillie ville modtage et Uddrag af hans Breve og Optegnelser. Saameget mere er dette at haabe, som Livsbilledets Forfatter ei blot har opmuntret til Udgivelsen, men med Redebonhed bistaaet med Raad, Veiledning og Hjelp; thi foruden det Interessante i det biografiske Indhold, tillægger han ogsaa Rosings Skrifter et høiere literært Værd, idet han karakteriserer dem saaledes:

„Alt, hvad Rosing skrev, bar Præget af Fylde i Tanken og Dybde i Følelsen. Hans Fremstilling udmærker sig ved en sjelden Klarhed, og mange af hans Breve og Arbeider ere helftøbte Stykker, s. 8 hvoraf flere taale at sættes ved Siden af det Bedste, vor Literatur i lignende Retning har frembragt."

Saameget mærkeligere er dette, som Rosing altid nedskrev sine Breve i al Hast og aldrig læfte dem igjennem. Flere af dem ligne mere Reifeskildringer end Breve, skjønt de dog kun vare beregnede paa en Times Underholdning for „de Kjære derhjemme". Han var for beskeden til selv at sætte den rette Pris paa dem, og naar Slægt og Venner udtalte sin Glæde over dem, mente han: „har det Skrevne interesseret, er det, fordi jeg er Helten i Historien og ikke fordi Historien selv er stort værd."

I henved 20 Aar sendte han saaledes Meddelelser til sin Moder, som maatte drages ind i alt, hvad der glædede og interesserede ham. Det synes derfor ikke upassende at forudskikke en lidt udførligere Skildring af det Hjem, hvor han modtog sine første Indtryk — sin Indvielse for det følgende Liv.

Om Slægten Rosing vil man vide, at den i den fjerne Riddertid hørte hjemme i Tydskland, og Sagnet udsmykker den med alslags Storhed, idet der et blot tillægges den høiadeligt Skjold og Rettigheder, men ogsaa en Hjertets Adel, der bragte de gamle Fædre til at kjæmpe for Sandhed og Frihed. Bevisligt er dette ikke; — men saa meget er dog vist, at det Mærke, som en af disse Fædre optog i sit Vaaben til Tegn paa sin Tro, nemlig en Rose omgivet af en Tornekrands, har vedligeholdt sig i Familien tilligemed Luthers Valgsprog:

„Ein treues Herz auf Rosen geht,
wenn’s mitten unter Dornen steht".

Her til Landet er Familien uden Tvivl kommen fra Danmark med Hr. Rasmus Claussøn Rosing, som 1586 blev residerende Pastor til Vefsen. Hans Søn, Sognepræst til Brønø i Nordland, havde med sin Hustru Birgitte Skanke Sønnen Hans, som var Biskop i Akershus Stist fra 1664 til 1699.

Fra ham nedstamme i en Sidegren Skuespillerne Rosing, Michael Wiehe og Vilhelm Wiehe, i lige Linie Anton Rosing. s. 9 Hans Farfader, Toldkasserer Hans Rosing i Frederiksstad, der var en Sønnesøn af Biskopen, havde to Sønner. Den ældste, Ulrik Frederik Rosing, studerede Theologi ved Kjøbenhavns Universitet, var dansk Præst i London fra 1801—1811, og døde senere som Præst i Danmark. Den yngste, Christen Vilhelm Rosing, bosatte sig i sin Fødeby. Han begyndte sin Løbebane som Sømand, førte flere Aar Skib for Bernt Anker, oftest til Vestindien, men ogsaa til England. Besøg i Fabrikerne her vakte hans Lyst til at føre lignende frem i Norge. For laasede Døre og dækkede Vinduer gjorde han sine første Forsøg, og det lykkedes ham virkelig at faa igang et Drivværk til fabrikmæssig Tilvirkning af Spiger, Naale, Kroge m. m.

Denne Fabrik var længe den eneste i sit Slags i Landet, gav derfor et rigeligt aarligt Overskud, saa Rosing ved den blev en velhavende Mand. Med sin Hustru, Margery Vibe Scheel, havde han flere Børn. Den ældste, Hans Anton Rosing, blev født 14de August 1827.

Til hans første Erindringer knytter sig Tummel, Raaben, Klemten og hvad der følger med en stor Ildebrand, medens han, toaars Gutten, blev baaret bort, vel forvaret i Tæpper. Der var udbrudt Ild paa et Høloft i et ligeoverfor liggende Kvartal. Det var en rædselsfuld Nat; thi i et Nu omspændte Ilden en Mængde Bygninger. Skjønt ogsaa Rosings Hus svævede i Fare, forlod han Hjemmet, for som Leder af Slukningsvæsenet at ordne Arbeidet, hvor det mest tiltrængtes. Ved hans Ro, Kraft og Snarraadighed bragtes Ordeir tilveie, og det skyldtes for en stor Del ham, at ikke en endnu større Del af Staden lagdes øde i denne Nat. Imidlertid brændte hans eget Hus. Som sædvanlig ved saadanne Leiligheder løb Tjenerne ogsaa her, hvor tilmed Husherren savnedes, forvirrede og klagende mellem hverandre. Hver tænkte paa sit, ligesom "gamle Thorsen", der kom slæbende med alt sit Tøi og kastede det for sin Husfrues Fødder med de Ord: „Se her er mit, Madam!" Men uforsagt samlede hun dem Alle om sig, indgjød dem ved sin Aandsnærværelse Tillid s. 10 og bragte dem til med Ro og Omtanke at uiføre hendes Ordre.

Sex Kvartaler laa om Morgenen i en rygende Askehob.

Paa Byens Apothek blev Familien modtagen af velvillige Slægtninge. Det varede heller ikke længe, før Fabriken atter var igang, og snart stod ogsaa en ny og smagfuld Bolig paa den gamles Plads. Denne blev udstyret saa solid og bekvemt som muligt, og intet savnedes, som kunde være til Nytte og Glæde for de Ældre som for Børnene.

Under saa lykkelige ydre Forhold voxede nu Anton Rosing op, og her i Hjemmets Fred begyndte Udviklingen af det, der i senere Aar var mest udpræget hos ham.

Allerede som Barn havde han Sands for den Hygge og Orden, som herskede i hans Hjem; intet undgik hans Opmærksomhed og han forstod at glæde sig derover. Eftersom han voxede til, udvikledes hans Blik for det Skjønne. Til alt, hvad der skulde indrettes med Smag, maatte Anton tages med paa Raad. Han smykkede Juletræet saaledes, at hans Sødskende aldrig kunne glemme det; thi med livligt Lune afbrød han de lette Ornamenter med de mest barokke Figurer. I fenere Aar søgte ogsaa gjerne Familiens kvindelige Medlemmer og nærmere Venner hans Raad i Sager, hvor det kom an paa et smagfuldt Valg, og det i alle Retninger, ogsaa saadanne, der i Regelen ligge udenfor Herrernes Omraade.

Det var ogsaa denne Skjønhedsfands, som senere ofte gjorde hans Underholdning saa tiltrækkende og som kastede sit Skjær over ethvert Emne, han optog. Naar han udmalede Naturens Undere, var der i hans Foredrag en Rigdom og en Varme, et Liv og en Kolorit, som maatte rive hans Tilhørere med, — man saa for sine Øine Fjeldet reise sig og Skoven hvælve sit grønne Tag.

Han var derfor ikke let at tilfredsstille hverken i Kunstens Rige eller i rent praktiske Smaating, og han fik ogsaa stundom Ord for at være baade fordringsfuld og vanskelig. Men for dem, der kjendte ham, og da især for hans Nærmeste, var hans skarpe s. 11 Opfatning og klare Fremstilling af Forholdene netop en uudtømmelig Kilde til Glæde.

Ogsaa for Hjemmets Alvor aabnedes tidligt hans Blik. Ved Siden af Gjæstfrihed og Fornøjelser glemtes aldrig Arbeidet og den, som udførte det. Moderen passede sit Hus med Omhu, og hendes Undergivne, som altid der fandt et Hjem, bleve ved lang Tjenestetid til Lemmer af Familien. Med ikke ringere Omhu styrede Faderen Fabriken, der stadig blev udvidet, saa at 50 Mænd og Gutter her fandt Arbeide. Nogle af dem vare Straffanger fra Frederiksstads Slaveri; men disse, som de andre, følte sig, under den milde Arbeidsherre, hjemme baade paa Fabriken og i Huset. Man viste dem fuld Tillid, lod dem gaa overalt uden Opsyn, paa Loft og i Kjelder, og aldrig sporedes nogen Ulempe deraf. Blandt de faste Arbeidere var sjelden eller aldrig nogen Skiften eller Forandring; Fabrikgutten voxrede her op til Mand, og Manden fandt her sit gode Udkomme. Den Aand, der saaledes var indført fra Begyndelsen af, vedligeholdtes efter Fabrikherrens Død, og da Værket i 1863 paa Grund af mange forandrede Forhold maatte standse, var det med Sorg at gamle Arbeidere forlod Rosings Familie, som de havde tjent i mere end 40 Aar.

Dette Forhold mellem Herre og Tjener, mellem Arbejderen og Arbeidet indprægede sig alt i Barnesjælen, og Bevidstheden om, hvorledes et sligt Forhold kunde og burde være, og hvorledes han selv havde set det gjennemført, fæstede Rod i hans Tanke.

Det mekaniske Arbeide paa Fabriken syntes dog ikke at vække synderlig Interesse hos ham. Først naar Aftenen med sin Fred afløste Dagens larmende Uro derinde, kom hans Tid. Saa søgte han Vennen Ole Frederik og hvem ellers af Gutterne, som havde Lyst, meddelte dem af sine nys erhvervede Kundskaber, og lærte dem at skrive. Det kom ikke an paa Maaden og Midlerne, tidt var Gulvet baade Sæde, Bord og Tavle.

I Begyndelsen af 1838, da Anton kun var 10 Aar gammel, s. 12 døde hans Fader af en Sygdom, han havde paadraget sig under en af de mange Ildebrande, som dengang hjemsøgte Frederiksstad.

Af sine Samtidige betegnes han som en udpræget Personlighed, der ved sin mandige, ligefremme og venlige Fremtræden gjorde et godt Indtryk paa Alle. Hans Snarhed i Tanken, hans Bestemthed og Handlekraft gjorde ham ved flere Lejligheder til en Støtte for hans lille Fødeby. I 1814 slog han saaledes Pontonbro over Elven, for i Hast at bringe en Afdeling af Garnisonen til Forskandsningen ved „Se ud"; herfor hædredes han med Medaillen for Borgerdaad.

Hans Tab føltes derfor i en vid Kreds, men ingensteds som i Hjemmet, hvor hans Bortgang efterlod en stor Tomhed; iøvrigt forandredes dog intet i de ydre Forhold. Moderen fordoblede om muligt sin Omhu for Børnene, og vanvt ved sin opofrende Kjærlighed Sønnens fulde Tillid, Agtelse og Taknemmelighed.

Anton undervistes først i Hjemmet af en Huslærer, senere i Byens eneste Skole, Borgerskolen. Her dreves Oplysningsværket mest paa gammeldags Maner med Udenadspug, og navnlig beklagede Rosing i senere Aar, at dette fandt Sted i Religionsundervisningen, som paa slig Vis blev mere skikket til at kvæle alt høiere Liv, end til at vække Sands derfor. I Naturkundskab, som bavde den største Tiltrækning for ham, undervistes ikke.

Intet Under, at den liblige Dreng ikke følte stor Interesse for den Lærdom, man her bød ham, og at han ved Hjelp af sin ypperlige Hukommelse affærdigede Lektierne i al Hast, rimeligvis paa Grundighedens Bekostning; thi skal man tro, hvad han selv siger, var han jo „en doven Skolegut, som ikke hadede noget mere end Lektielæsning." Dette mærkede man nu rigtignok ikke hverken i Skolen eller i Hjemmet, men det bliver alligevel let forklarligt, at Rosing, ved at kaste et Blik tilbage paa s. 13 sine Gutteaar, maatte forekomme sig selv saaledes. Der var ingen, som bedre kunde dømme om den Krast, den Kraft, han kunde have lagt i sit Arbeide for Skolen; thi der synes ikke at have været nogen, som anede de spirende Evner, der boede i hans Sjel, Evner, som kun tiltrængte et Aandspust af Friskhed i Undervisningen, for at opildne hans Vide- og Lærelyst og nære hans sjeldne, til sine Tider næsten utrættelige Arbeidsiver.

Langt bedre blev det dog i Skolen, da Cand. theol. Falkenberg blev ansat ved samme. Ved sit ualmindelige Hjertelag vandt han alle sine Elevers Hengivenhed. Da Rosing forlod Frederiksstad, længtes han ofte efter denne sin kjære Lærer og tænkte altid paa ham og hans Undervisning med Taknemmelighed.

Om Sommeren var der dog i Fritiden intet kjærere Samlingssted for Anton, hans Brødre og Venner end Moderens Løkke, som laa paa et Berg udenfor Byen. Her øvede Smaagutterne mange Slags Jdræter. Saaledes plantede Anton en Lund, under hvis løvrige Tag hans Moder ofte mindedes ham, da han forlængst var borte fra Hjemmet. Her sandt han ogsaa Næring for den Kjærlighed til Blomster, som varede ligetil det sidste, og. her kunde han ret efter Hjertenslyst studere og pleie baade disse sine udkaarne Yndlinge og andre Vexter. Men den største Interesse havde han dog her af et Bygningsværk, der af ham selv beskrives som ikke ringe. Han var naturligvis baade Architekt og Arbeider og sandt mange villige Deltagere. Der opførtes en Fæstning, 3—4 Alen høi. En Dag stødte de paa. en Vandaare, saa Gravene pludselig fyldtes. De dristigste Forventninger vare overtrusne, og deres Fryd var heller ikke ringe, da de saa sit stolte Værk, omgivet af det stadigt sprudlende Væld. Under Sang og Raab kom de jublende, dryppende vaade, med Spaden paa Nakken hjem til Byen, hvor man først over alt dette Opstyr troede, der var noget galt paafærde, men siden morede sig ligesaa hjerteligt som Gutterne over denne Begivenhed.

Om Vinteren søgte Gutterne til Elven. Her kom Anton en Dag i Livsfare ved at seile paa Isflagerne; thi Flaget, han stod s. 14 Paa, drev hurtigt med Strømmen og skiltes ad, saa det var med Nød og neppe han blev reddet.

Moderens stille Sorg ved hans Hjemkomst gjorde et dybt Indtryk paa ham. Hun ydede ham al nødvendig Hjelp i Tavshed, sad den hele Dag ved hans Seng, saa paa ham, men sagde ikke et Ord. — Mindet herom afholdt ham i Fremtiden fra mangt et farligt Stykke.

Blandt roligere Adspredelser i Hjemmet var ham intet kjærere, end Tegning. Fra hin Tid er der endnu adskillige Billeder. Snart er det en Grundtegning af Byen med dens forskjellige Kvarterer, omgiven af Volde og omflydt af Elven, snart er det et omhyggeligt koloreret Brodermønster til Søstrene. Ogsaa Landskaber i Lithographi og Raderinger paa Sten findes fra samme Tid. I denne sidste Kunst bragte han det dog aldrig videre; men Tegning vedblev at være ham en kjær Sysselsættelse, navnlig under de sidste Aars lange Sygeleie, naar han enten ikke kunde foretage sig andet, eller naar han trængte til Hvile fra andre Arbeider. Ikke sjelden fremtryllede han da med Pen og Blæk Smaabilleder, som ved sin vemodige Stemning dannede en eiendommelig Modsætning til de humoristiske, morsomme og vittige Smaastykker i Leech's Maner, der kom paa Papiret, naar han følte sig vel og. Sygdommens Tryk ligesom var taget bort fro ham.

Ledet af en afgjort Lyst til at studere Naturvidenskab, tog han som semtenaaes Gut selv Bestemmelse om de Fremtids Fagstudier, han ønskede at drive ved Kjøbenhavns polytekniske Institut. Moderen kjendte sin Hans Anton godt nok til at overlade ham det frie Valg; det var vel dengang ogsaa hendes Haab, ligesom Sønnens egen Tro, at han efter endt Examen skulde overtage Fabrikens Bestyrelse. Dette skete dog ikke; thi vel saa han sig henvist til det praktiske Liv, men hans Aandsbegavelse var af den Natur, at „han maatte have det Praktiske forklaret i Videnskabens Lys", og derfor viste det sig ogsaa snart efter begyndt Studieliv, at det mekaniske Fabrikarbeide aldrig vilde kunne tilfredsstille hans videnskabelige Trang.

s. 15 Saa forlod han for første Gang sit Fædrehjem og det under gunstige Varsler. I Kjøbenhavn havde hans Moder fundet et betryggende Hjem for ham hos en norsk født Dame, Enkefru Grove, der felv havde 5 Sønner, og som havde lovet, at tage sig af Anton som af sine egne. Med end mere Freidighed og Haab saa Moderen sin Søns Fremtid imøde; thi ikke blot saa hun ham nu forlade Hjemmet ledsaget af hendes Broder, den i Danmark høit ansete Professor, senere Generalauditeur og fra 1851 til 1854 Justitsminister A. W. Scheel, der om Sommeren havde aflagt et Besøg hos sin Slægt i Norge; men hun vidste ogsaa, at Onkel Anton altid vilde være en faderlig Ven, en indsigtsfuld Raadgiver og en opmærksom Iagttager af sin unge Søstersøn.

Da Skibet den 14de Aug. 1843 landede ved Kjøbenhavns Toldbod, fyldte Anton Rosing 16 Aar. Han skrev samme Aften hjem til sin Moder og fortalte hende om Gøteborgs Skjønhed, Solnedgangen i Havet, Kronborg, de mange Seilere i Sundet, om det store Kjøbenhavn og Kongens Stald med de prægtige Heste, hvilke han som en rigtig Gut strax efter Landstigningen maatte hen at se.

De mange nye Indtryk formaaede imidlertid ligesaalidt nu som senere at fordunkle Mindet om Hjemmet; Brevet sluttede med disse Ord: „Skjønt jeg kun har været her en eneste Dag, længes jeg dog overordentlig; skriv snarest muligt!"

Efter en eraminatorisk Prøve hos Prof. Fridenreich, blev det bestemt, at Rosing ved privat Undervisning skulde forberedes til at komme ind paa det polytekniske Institut. Imidlertid var der flere Dages Frist og disse benyttede han til at tage alle Seværdigheder i Øiesyn. Efter sin Onkels Anvisning vandrede han om paa Kjøbenhavns Museer og Kunstsamlinger, i Kirker og Slotte, og efter 14 Dages Ophold i den danske Hovedstad skriver han hjem: