Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1863-02-04)

Leyden, d. 4. Feb. 1863.

Kjæreste Fader!

I dette Øjeblik modtog jeg Dit kjærkomne Brev og iler med først at besvare Dine Spørgsmaal angaaende Utrechterbrevet. — Foreløbigt maa jeg sige, at det er mig umuligt at udarbeide disse Breve mere — jeg har knap Tid til at skrive dem ned, saa hurtigt Pennen kan løbe. Jeg har kun Valget mellem at skrive dem saaledes eller slet ikke skrive. Thi opsætte dem — det vil sige aldrig at skrive dem. I England og Skotland vil min Tid blive end mere optagen end her, og skal jeg gjemme dem til min Hjemkomst — ja da foreligger først den orientalske Reise — og da mine theologiske Optegnelser her fra Holland, som skulle bearbeides, — og hine Breve ville aldrig udkomme. Nei jeg maa skrive dem nu, og da overlade til din Kjærlighed at rette dem og pynte paa dem, hvortil Du har fuldkommen Fuldmagt.

Naar jeg om de theologiske Forhold etc. siger, at jeg ikke vil omtale dem videre, da er det kun, forat Folk ikke skal søge saadanne Underretninger i disse Breve (hvad f. Ex. Jens Nørregaard havde gjort og var bleven skuffet) og p. d. a. Side ikke troe, at jeg rent har opgivet Theologien og kun reiser som Æstheticus. — At disse Breve undertiden er brede, undertiden lidt uklare ligger i Sagens Natur. Jeg har her liggende foran mig »Niederländische Briefe«, s. 348mod hvilke man kan gjøre samme Indvending, medens de dog tillige indeholde fortræffelige Bemærkninger. Fortrinnet ved saadanne Breve er, at de ere skrevne paa Stedet, og dette ene Fortrin opveier mange Mangler.

Dit sidste Brev blev saa kort besvaret, fordi jeg maatte afsende mit Brev i samme Øjeblik. Nieuwenhuis’ har jeg foræret et Exemplar, derimod ikke Brandt’s, fordi de ikke interesserer sig videre for Æsthetik, og der er Intet, jeg frygter saameget som Forfatterpaatrængenhed og Digterforfængelighed. Derimod har jeg ikke sendt Bogen til Norge af Mangel paa Tid.

Men en svar Brand har Du kastet i min Sjæl ved Din sidste, ganske korte Opfordring om at reise til Paris. Jeg er ingenlunde gaaet ligegyldig henover den, men har i de sidste 14 Dage gaaet i en uafbrudt Spænding: London eller Paris. Thi Pligten drev mig over til London, men min Hu og Lyst stod til det lyse, muntre Paris. Jeg frygtede kun, at jeg skulde slaa mig til Ro der og reent glemme London. Der behøvedes da kun et Ord af Dig, og atter stod jeg i lys Flamme. Men da nu dette Ord af Dig tillige blev understøttet af de meest talende Argumenter: 14 Dages uafbrudte Storm og Regn — og alle Mennesker, jeg talte med, raabte: Paris! Paris! — saa har da Paris seiret. Jeg ventede kun paa et nyt Brev af Dig — da deri ingen Forandring er at spore — saa gaaer det til Paris.