Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1863-04-29)

London. Onsdag Morgen. 29. April 1863.

Kjæreste Fader!

Saa er jeg da nu indkvarteret i den umaadelige Verdensstad og har alt i de første Dage seet og hørt saa meget, at det synes mig, som havde jeg været her flere Uger. Jeg har taget Logis hos Mr. Meyer (en Fætter til Grosserer Trier), Aldgate Jewelrystreet 34. Dette Logis har rigtignok to store Feil: 1) at det ligger saa afsides, at jeg maa anvende megen Tid paa at kjøre i Omnibus, 2) at Mr. Meyer som og hans Søn (hvilken sidste jeg kjender fra Kjøbenhavn) snakker saa meget, at de er nærved at snakke Ørerne af mig. Men disse Mangler opveies atter derved, at det er meget hjertelige, velvillige Folk, der med største Glæde staae mig bi i Raad og Daad, og saaledes er mig til stor Gavn, da man i en By som London har ondt nok forat finde sig til Rette, selv om man end har slidt Brostenene i saa mange forskjellige Lande som jeg.

London har fra første Øieblik gjort et langt bedre Indtryk paa mig end Paris. Her kan jeg atter blive begeistret over noget storartet og mærkværdigt — saa lykkelig var jeg ikke i Paris. Byen er karakteristisk indtil sine mindste Smaagyder — medens Paris synes mig den mest karakterløse af alle Byer, fordi det karakterløse er det letteste at efterligne. Paris var kun storartet i Eet — i Dagdriveri, og af Dagdriveri bliver man selv lidt efter lidt smittet, saa at man tilsidst endog begynder at s. 353 opkaste det Spørgsmaal, om dog ikke Dagdriveri skulde være den mest hensigtsmæssige Maade at tilbringe sit Liv paa. Naar man har været otte Dage i Paris, bliver Livet en Gjentagelse fra den ene Dag til den anden — i London er der hver Time noget Nyt at iagttage og bemærke. Det brogede Liv, som jeg mindes saa vel fra Orienten, besidder London som et Genskin af — og mangen Gang føler jeg de gamle velkjendte orientalske Stemninger vaagne op paa Ny i min Sjæl. — Man har skildret mig London som en mørk trist By: jeg finder den omvendt lys og venlig, aabne, brede Gader, og navnlig fængsler Themsenpartierne mig i høj Grad. Dernæst er her enkelte Partier, hvor man, skjøndt midt i den store By, kan befinde sig saa ensomt, som var man langt, langt borte fra de tre Millioner Indbyggere — saaledes i Templegarden, Westminsterabbey. I Paris var det mig aldrig muligt at finde selv den mest afsidesliggende Krog, uden at høre Skrig og Skraal og Spektakel. Vistnok har London ogsaa sine Ubehageligheder — fremfor Alt de uhyre Distancer, dernæst den fuldkomne Mangel paa Kaffehuse, hvor man kan hvile sig ud under den megen Omtraven: Londonneren har ikke Tid til at sidde paa Kaffehuse, han staaer foran Disken og skyller et Glas Porter i sig, og styrter derpaa atter ud til Forretningerne.

Jeg har hidtil kun aflagt Besøg hos vor Minister og vor Consul (Westenholz), der begge modtoge mig meget venligt, samt hos Pastor Schmettau, Sekretæren ved den evangeliske Alliance (han bad s. 354 meget hilse Dr. Kalkar). Schmettau havde ført lang Correspondance med Consul Brandt om den spanske Reise *) , og følte sig lige saa opbygget deraf, som Du var kjed deraf: han beklagede meget, at den danske Regjering ikke havde givet ham den ønskede Fuldmagt — thi alle protestantiske Lande sendte Deputerede, undtagen Danmark. — løvrigt var det maaske ikke af Veien at anmode Dr. Becker om et Par Anbefalingsbreve, thi baade Ministeren og Schmettau spurgte mig, til hvem jeg havde Brev — saa man kommer maaske ingen Vei med Englænderne uden Breve. — Jeg vil faa meget travlt i denne og de følgende Uger, thi alle de store Missions- og Bibelselskabsmøder afholdes netop nu.

Iaftes havde jeg en Nydelse i London, som mange i Kjøbenhavn vilde have betalt i dyre Domme — jeg var henne at høre Dickens fortælle et »Christmas Carrol« og en Episode af Pickwickklubben. Samtalerne gjengav han ofte ypperligt, men i det rent Fortællende eller Beskrivende bliver han langt overtruffen af H. C. Andersen.

Det er saa koldt idag, at jeg maa have i Kakkelovnen. Træerne ere udsprungne, vi vente blot paa en god Regn, og vi skulde have fuldt Foraar, men den kjedsommelige Østenvind holder Regnen borte.

Mine hjerteligste Hilsener til Tante, Louise, Brødre, Slægt og Venner, først og sidst til Dig selv fra

Din inderligt hengivne Søn

Henrik.

s. 355 Naar Etatsraad Collin besøger Dig, da sig ham, at havde jeg vidst, hvad London var, havde jeg hverken ladet ham Ro eller Rist, førend jeg fik ham trukket over med mig — efter hvad jeg kjender til ham fra vort Samliv i Paris, troer jeg, at London vilde have interesseret ham mere end alt andet, han har seet paa sin Reise.