London. Søndag 3. Mai 1863 *).
Min kjære, elskede Fader!
Idag gaa sagtens Dine og mine Kjæres Tanker mere end een Gang over Nordsøens friske Vande forat gjæste mig, som jeg da hele Dagen har levet i Tanken sammen med Eder. Det er nu den tredie 3. Mai, som jeg feirer fjernt fra Danmark — for to Aar siden hvilede jeg paa hiin Dag under den gamle Abrahams Eg ved Hebron, for et Aar siden vandrede jeg mellem Roms Ruiner, og nu sidder jeg i det uhyre London: i Sandhed, af et fuldt Hjerte maa jeg vel takke Gud for alle de Vidunderligheder, jeg har seet i disse Aar, og at han dog ved Siden deraf har bevaret mine Kjære for mig: min daglige Bøn til ham er, at han vil bevare denne Naade for mig, at vi eengang i samlet Forening maa glæde os over Frugterne af den lange Adskillelse.
Ved et heldigt Tilfælde føier det sig saa, at den danske Minister har indbudt mig til Middag idag, s. 356saa jeg haaber i et Glas god Sherry at drikke Din Skaal og min Skaal og alle gode Venners Skaal.
Da jeg sidste Søndag foretog en Udflugt fra London, var det idag den første Søndag, som jeg tilbragte i selve London. Jeg maa tilstaa, at trods Alt, hvad jeg har hørt om en saadan, overgik den dog mine Forventninger. Den Stilhed, der imorges herskede i City, syntes mig mere storartet end al den mangfoldige Tummel. Alle Boderne vare lukkede, og der, hvor man ellers maa anspænde hver Nerve og have baade Øine og Øren med sig, for ikke at blive reven over Ende eller kjørt over, saaes der nu kun to eller tre Mennesker, og man gik saa sikkert, som hjemme i sin egen Stue. Jeg gik og saae forbavset henad Gaderne og opad Husene, jeg var næsten til Mode, som gik jeg i Pompejis Dødestad. En saadan Søndagmorgen har jeg endnu aldrig seet. A1 den Harme, jeg ellers nærer mod den engelske Søndag formedelst den unaturlige Tvang og deraf følgende Hykleri, forvandlede sig i det Øieblik til Beundring for et Folk, der i den Grad kan beherske sig selv. — Jeg har ellers feiret Dagen paa ægte engelsk Maneer — jeg har været tre Gange i Kirke og hørt tre Prædikener. Äf den første forstod jeg Ingenting — af den andet det Halve — af den tredie det Hele: den sidste var nemlig paa Dansk.
Man har iøvrigt havt travlt her med at overtale mig til at nedsætte mig som Præst ved den herværende danske Menighed (af Berlingske Tidende har Du maaske seet, at en saadan søges). Man lover mig Guld og grønne Skove, forestiller s. 357mig, at jeg vil have rigelig Tid tilovers til Selvstudium, da hele Gjerningen kommer til at bestaae i, at man prædiker een Gang hver Søndag, hvor rigt paa Erfaringer et længere Ophold i London maatte være for mig etc. etc. I alt dette har man ganske Ret, og jeg kunde føle mig stærkt fristet til at gaa ind derpaa, hvis — — — jeg ikke havde været saa længe hjemmefra. Thi nu begynder det at trække svært hjem efter.
Tirsdag 12. Mai 1863. Om Morgenen d. 4. Mai ankom Brevene fra Dig, Louise og William med deres mange gode Ønsker for mig og min Fremtid. Værer hjerteligt takkede for denne som for al Eders øvrige Kjærlighed mod mig! Ogsaa fra de kjære Mennesker i Greve Præstegaard modtog jeg Breve og Lykønskninger — jeg beder Dig sende dem min bedste Tak, fordi de kjærligt ihukom mig, og for den Glæde, som de derved beredte mig. Saasnart jeg kan faa lidt mere Stunder, skal jeg selv skrive dem til.
Mit sidste hollandske Brev ønsker jeg dog ikke altfor meget tilsnittet — lad det saa hellere blive delt i tre Dele. — Jeg har selv tænkt paa at sammenligne Bildendijk med Grundtvig, men undladt det, fordi denne sidste levede endnu. Ligheden ligger nærmest i Charaktererne, og det forekommer mig lidt stødende at omtale en Levende fra denne Side, for ikke at tale om, at man kan jo ikke røre ved Grundtvig uden at faa alle Grundtvigianerne paa Halsen. Det bliver iøvrigt vistnok det sidste Brev, som jeg hjemsender til Offentliggjørelse, thi jeg kan ikke s. 358faa Tid til at skrive mere. — Med Pastor Monsell havde jeg alt gjort Bekjendtskab, inden jeg modtog Hr. Schmiths Hilsen, som jeg iøvrigt naturligvis skal overrække ham, naar jeg atter seer ham.
Du maa endelig lade mig noget nærmere vide om Vald. Schmidts Reisebeskrivelse — jeg er meget spændt paa at erfare noget om den. Bladene (se Dagbl. og Berl. — andre seer jeg ikke) har kun omtalt den ganske kort. Han følger jo næsten den samme Orden som jeg. Dog er Hovedsagen ved Reisebeskrivelser jo ikke saameget, hvad der fortælles, som hvorledes der fortælles. Ogsaa kan det maaske engang til Afvexling more Publicum, at see den samme Reise beskreven af to Forskjellige.
— — — Det er rigtignok Skade, at Meyers boer saa meget afsides, thi det er omtrent som om en Fremmed, der vilde besøge Kjøbenhavn, vilde indlogere sig paa Fasangaarden. Men da det er meget hjælpsomme Folk, bliver jeg her alligevel indtil videre, tilmed da jeg dog træffer en Deel gjennemreisende Landsmænd her, i hvis Selskab jeg da gjør forskjellige Udflugter. Bl. a. har jeg truffet en Hr. Hyllested, Translateur og engelsk Lærer i Kjøbenhavn, der har tilbragt nogle Maaneder herovre forat studere det engelske Sprog nøiere. I hans Selskab gjennemstreifer jeg London, taler undertiden Engelsk med ham for Øvelsens Skyld og modtager mange interessante Oplysninger om engelsk Skik og Brug, som han har gjort til Gjenstand for et særligt Studium. Undertiden slutter sig til os som Trediemand Løitnant Lillienskjold fra Aarhus, der s. 359synes at være godt kjendt med Biskop Brammers Familie og ligeledes er herovre forat studere Engelsk. Ligeledes logerer her i disse Dage en Skibscaptain Frimodt, en Broder til Præsten.
Jeg har overværet flere af de store religiøse Meetings, til hvilke Pastor Schmettau utrætteligt sender mig Billetter. Men for i Længden at finde Behag deri, maa man være en Engelskmand, ellers vil man snart finde vel megen Gjentagelse deri. Hvorvidt jeg iøvrigt medbringer noget synderligt theologisk Udbytte fra London, veed jeg endnu ikke: jeg møder den samme Hindring her som i Paris, de uhyre Afstande. Naar jeg endelig efter en Times Kjørsel kommer derud, er der ingen hjemme. Naar dette har g jentaget sig et Par Gange, bliver man kjed deraf. Mange er nemlig nu i Mai Maaned flyttede paa Landet og kommer kun til London forat varetage de nødvendigste Forretninger. Tilmed er der saameget andet, som optager min Interesse, hvilket jeg altid finder hjemme, naar jeg søger det. Jeg tænker, at et Par Ugers Ophold i Oxford vilde give mere Udbytte i saa Henseende. For Tiden vil jeg da tage, hvad der er at tage i London, der næst Rom forekommer mig at være den interessanteste By i Europa. Vi har en kold Mai, den sædvanlige Følge af en mild Vinter — sagtens gaaer det Eder ligesaa hjemme.
Gid det nu maa gaa Carl *) vel til hans Examen. Naar skal han op til mundtlig Examen? Hils ham s. 360som de andre Kjære mange Gange fra mig og modtag selv de bedste Hilsener fra
Din inderligt hengivne Søn
Henrik.