Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1863-06-24)

Oxford. 24. Juni 1863.

Kjæreste Fader!

Efter i længere Tid at have ventet Brev fra Dig, blev jeg overordentlig glad ved at modtage det idag. Jeg besvarer det strax — hovedsageligen for at sende dig medfølgende Stykke, som jeg ønsker optaget i Berl. Tid. Jeg er nemlig bleven ikke lidet opirret over den Maade, hvorpaa mine gamle østerlandske Venner ere blevne omtalte i Dagbladet, og synes at skylde dem denne Æresopreisning til Tak for den Gjæstfrihed, jeg har modtaget hos dem. Jeg s. 367 haaber nu, at Vedkommende vil tage sig af denne Sag med den tilbørlige Interesse.

Jeg er iøvrigt ankommen endnu uheldigere i Oxford end i Cambridge. Alle Studenterne ere borte, af Professorerne »apparent rari nan tes in gurgite vasto«. Jeg ligger og brænder inde med de dejligste Breve og Anbefalinger til Dr Pusey og Stanley, hvilke ere blandt Englands mest bekjendte Theologer for Øieblikket. Hos de Faae, jeg har været saa heldig at træffe inden deres Bortreise (thi saasnart Ferierne begynde, reiser hele den lærde Verden bort fra Oxford) har jeg mødt megen Gjæstfrihed, navnlig hos to unge Tutors (= Professor), der i høi Grad have antaget sig mig og meddelt mig mange interessante Efterretninger. Ogsaa har jeg havt megen Glæde af at vandre om i stille Ensomhed mellem de ærværdige Bygninger og tænkt paa, hvorlunde denne By har været Sædet for Englands Lærdom i tusinde Har, lige siden Kong Alfreds Tider, thi saa langt fører i det Mindste Traditionen Universitetets Alder tilbage. Saavel her som i Cambridge har jeg havt god Øvelse i at tale Engelsk og modtaget mange Complimenter for min Færdighed i dette Sprog, skjøndt den forekommer mig selv mere at udmærke sig ved Negativitet end ved Positivitet. Men Englænderne selv ere yderst ynkelige i at tale fremmede Tungemaal, og det er derfor ikke mere end billigt, at de rose den Fremmede, der i al Fald kan gjøre sig forstaaelig i deres Sprog.

s. 368 Jeg agter at forlade Oxford i næste Uge og gaae tilbage til London, hvor jeg har lovet Landsmændene at prædike for dem i Juli Maaned. Du vil rimeligviis modtage et Besøg af den danske Generalkonsul, der sagtens vil tale med Dig om den eventuelle danske Præst i London. Skulde ikke Cand. Schebel egne sig dertil. Jeg har anbefalet ham til Vedkommende. Rigtignok kan Schebel ikke Engelsk, men han med sit Sprogtalent vil snart lære dette Sprog: tilmed skal han jo ikke prædike paa Engelsk, men paa Dansk. Schebels store Beskedenhed vil formodentlig gjøre ham ængstelig — men sæt Du Mod i ham; jeg anseer ham for særdeles velskikket til denne Post.

Fra Grosserer Brandt i Amsterdam har jeg havt Brev, hvori han bl. A. skriver: »jeg gaaer i stor Angst over at have været paatrængende overfor Deres Hr. Fader og at have forskrækket ham ved mine lange Epistler«. — — Nu kommer han forøvrigt til Kjøbenhavn, hvor jeg haaber, Du for min Skyld vil give ham en god Modtagelse: jeg tvivler ikke paa, at Du vil finde mere Behag i hans Person end i hans Breve, og i hans Kone vil Du finde en yderst elskværdig Dame (glem ikke, at Sønnen Andreas er 15 Aar gammel, men ikke døbt endnu, da Moderen er Mennonit). Han opholder sig sikkert hos sin Svoger, Justitsraad Skibsted, hvor jeg meget gjerne vilde, at Du skulde opsøge ham og besøge ham, da han maaskee føler sig lidt generet ved at gjøre det første Besøg hos Dig. Han vil sikkert blive meget glad over at see s. 369 dig, og jeg kan ikke noksom erindre dig om den store Gjæstfrihed, jeg har nydt i hans Huus.

Hvorledes det egentlig staaer sig med mine Pengesager, bliver jeg aldrig ret klog paa. Vil Du tjene mig i at forespørge hos Smith og Le Maire, om (foruden den sidste Indbetaling, som Du sagtens har eller vil gjøre nu) jeg skylder dem Penge eller de mig — saasnart jeg faaer klar Besked derpaa, skal jeg selv klare Resten.

Tak for de kjaerlige Ord om min Fremtid. Men jeg kan strax sige Dig, at til en Plads i Kirkehistorien vil jeg aldrig indstille mig og neppe til en Plads i Exegese. Den Detailkundskab, som her udkræves, vil jeg aldrig erhverve mig. Min Plads kan kun blive i de systematiske Discipliner, hvor Hovedsagen bliver at construere i det Store — kun deri kan jeg haabe at være mine Medbeilere overlegen: i Lærdom og Kundskab ville de altid staae over mig.

Din — — —