Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1861-01-15/1861-01-16)

Cairo, d. 15. Jan. 1861.

Kjæreste Fader!

Endskøndt jeg, idet jeg hjemsender det ene Brev efter det andet uden at faa Svar, har samme Fornemmelse, som om jeg talte til en døv Mand, vedbliver jeg dog dermed i Haab om, at I have modtaget mine Breve, men at det er Postvæsenets Skyld, at jeg ikke har modtaget Eders.

Nu har jeg tilbragt fjorten Dage i Cairo og har da ogsaa erfaret, hvad det vil sige at føre Hotelliv. Hermed er jeg imidlertid ingenlunde utilfreds, da Værten er en gemytlig Tydsker. Man begynder s. 140 ligesom Børnene med at see paa hinanden; lidt efter lidt stifter man Bekendtskab.

Den russiske Prinds Maniloff (jo han er virkelig Prinds efter Alles Sigende — see iorøvrigt mit Brev af 7. Januar) og jeg blev forsonede med hinanden og ere nu eiegode Venner. Saa kom den russiske Dame (jvnfr. mit sidste Brev) og en Franskmand paa en spændt Fod, fordi Franskmanden ved Table d'Höte erklærede, »que tous les femmes Russes sont stupides« (formodentlig vidste han ikke, at en Russerinde var tilstede) — men Franskmanden var for meget Franskmand til ikke at sige hende et Par Complimenter bagefter, og hun formeget Kvinde til ikke at modtage dem, saa blev ogsaa de forsonede.

Forleden Dag ankom der en Polak hertil, med hvem jeg snart sluttede Venskab og Broderskab. Han fik mig til at købe et Par gamle ægyptiske Gudebilleder, som jeg om Aftenen fremviste ved Table d'Höte — men sikken et Spektakel der blev! Franskmanden paastod, at de var uægte, medens Polakken, der havde forledt mig til at købe dem, erklærede dem for ægte, og hele Selskabet delte sig i pro og contra, indtil endelig Værten beroligede os ved at erklære, at naar jeg bare troede, at de var ægte, saa kunde ingen bevise mig, at de var uægte.

Igaar havde jeg en meget anstrængende Ridetur for at besee Pyramiderne ved Sakkara. Prindsen og Polakken og en tredie Herre vare mine Ledsagere. Prindsen vilde partout have en Dragoman, medens s. 141 Polakken og jeg, der af dyrekøbt Erfaring veed, hvad en Dragoman vil sige, paa det Bestemteste satte os derimod. Prindsen vilde da selv betale Dragomanen, og saa maatte vi andre give efter, men ikke desmindre forstod Dragomanen med den største Forekommenhed at angle henved en Napoleondor op af Lommen paa os Hver. Turen var forøvrigt yderst interessant, og uagtet jeg trods en stærk Hovedpine maatte i den brændende Solhede vade i det dybe Ørkensand, fortryder jeg dog ikke den havte Besvær. Hvad der mest vakte min Interesse, var Serapeum ᴐ: Apisgravene, der i 1851 ere opdagede af Mariette. Ind i Fjeldvæggen er der hugget en lang Gang, og i Nischer paa begge Sider af denne ere de kolossale Stenkister hensatte, hvor Apis’erne bleve begravne. Ingensinde har jeg fornummet saa stærkt, hvilket Herredømme Overtroen kan vinde over Menneskenes Hjerter som ved dette Syn — hvilket Arbeide, hvilke Suk og hvilken Stønnen, og alt det for at begrave Dyr!

Schmidt er endnu stedse i Alexandria, og hvilke Bedrifter han udretter der, veed jeg ikke, thi jeg faar ingen Breve fra ham. Atter her maa Postvæsenets Uorden være Skyld deri, thi Schmidt er altfor ordentlig til at han skulde undlade at skrive mig til.

Anden Mosebog læser jeg her med stor Glæde — jeg tror ganske sikkert, at Skuepladsen for den første Halvdeel er Memphis og Omegn, altsaa Egnen omkring Cairo. Landskabet her passer ganske s. 142 til Beskrivelsen: Nilfloden med sine tætte Siv, Ørkenens dybe Sand, hvori Jøderne have trællet, og hvor Moses begravede Ægypteren, som han havde dræbt, — ja Traditionen vil endog paa den lille Nilø Roda paavise det Sted, hvor Moses blev udsat som Barn. Jeg kan aldrig vandre langs Nilflodens Bredder og see over til Pyramiderne uden at tænke paa, at disse samme Pyramider har Joseph og Moses gaaet og set paa i deres Udlændigheds Dage.

Spørg dog forøvrigt Professor Hermansen om, hvorvidt man med Sikkerhed tør sige, at Memphis har været Skuepladsen for hine Begivenheder, eller om den maaske snarere skal søges ved Theben i Øvreægypten *) .

Ogsaa Herodot læser jeg: snart fængsles jeg af det Liv og den Anskuelighed, hvormed han veed at fremstille Alt — snart morer jeg mig over alle de Skipperhistorier, som Herodot fortæller med den mest alvorlige Mine, fuldkommen overbevist om deres Sandhed.

Den 16. Januar 1861.

Jeg blev igaar afbrudt i mit Brev derved, at Schmidt traadte indad Døren. Han har arbeidet ufortrødent i Alexandria, saaledes at den projecterede Nilreise virkelig kommer i Stand. Han har nu leiet s. 143 en Baad med Capitain, otte Matroser og en Dragoman: Reisen skal gaa til en Dagsreise Syd for Theben, ved Nilens første Katerakt, den skal vare i to Maaneder og vil koste hver af os mellem 3 à 400 Daler. Vi komme saaledes helt op paa Grænsen af Nubien.

Sagtens er Du meget forundret over, at jeg aldeles paa egen Haand foretager denne Reise uden at raadspørge Dig. Men dels kunne dine Raad ikke hjælpe her, da de ville udeblive tilligemed dine Breve, dels er Du ukendt med Forholdene, og endelig foretrækker jeg at handle uden at høre din Mening først istedenfor først at høre din Mening og bagefter alligevel handle mod den.

Imorgen eller iovermorgen, saasnart vor Baad kommer fra Alexandria, gaae vi ombord. Saa farvel da — om jeg end Intet hører fra Dig, saa veed jeg dog, at dine Ønsker og dine Bønner følge mig. Gud velsigne Dig derfor, han holde sin Haand over Dig og over Eder Alle!

Din Dig inderligt hengivne Søn

Henrik.