Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Henrik Scharling FRA: Carl Emil Scharling (1861-05-14)

Tirsdag 14. Mai.

Jeg gjentager mit Ønske om, at Du, naar Du kommer tilbage fra Orienten, vil agte paa de forskjellige Yttringer af kirkelige Bevægelser i Tydskland, Schweiz, Frankrig og Holland — at Du vil see at besøge de Kirkedage og Conferencer, der holdes, saaledes den evangeliske Alliance i Genf fra s. 178 2. til 12. September. Alle disse Sammenkomster gribe dybt ind i vor Tids kirkelige og religiøse Liv. Det er Visdom og Daarlighed, som kommer til at udtale sig. Maaskee Tydskland paa Grund af den fjendtlige Stemning mod Danmark vil frembyde mindre behagelige Optrin og lade vente mindre god Modtagelse. Men i Schweiz er der ikke mindre Liv og Bevægelse. Se til, at Du kan blive bekjendt med Personer og Mænd, som kunne være Dig til Vinding. Finder Du unge Mænd af Kundskab og , Hjerte, da søg at benytte deres Omgang! Lad Dig lære — se og hør! — gjør ogsaa det gjældende, som Du har indsamlet, men vær mere ivrig for at høre af de Andre! Jeg er ikke misfornøiet med, at Du ved Din Reise i Grækenland, Ægypten og Syrien har vundet et større Overblik, Du vil derved lære at see det Smaalige i mange Bestræbelser, som ville være christelige paa exclusiv og dog borneret Maade, men Du vil ogsaa see, at man ikke kan bygge paa saa almindelig en Basis som »Kjærlighed til Christus« uden videre Begreb om, hvad dermed skal forstaas. Man kan dog ikke forene sig til »almindelig Fornuftighed« o. desl. Paa den anden Side ere Menneskene altid tilbøielige til at forvexle Troslære, Trosfremstillinger, Trosbekjendelser med Troen. Saaledes staa nu disse Anskuelser stivt imod hinanden i alle Lande.

Naar jeg i mine Breve mere henvender din Opmærksomhed paa det Videnskabelige og Theologiske, seer Du ogsaa af mange Yttringer, at jeg ikke heelt glemmer dine poetiske Interesser. Men naar s. 179 jeg mindre taler derom, da er det, fordi mine Bemærkninger dog kun ville være af underordnet Natur, dersom Du virkelig har Kraft og Evne til at skabe noget Nyt — og dersom Du kun har Talent til en skjøn og tiltalende Form, da behøver Du idelig at mindes om Betingelsen for at en saadan skal lykkes. Jeg føler mig i mit Hjerte glad ved at kunne anvende paa Dig, hvad Goldschmidt idag skrev i sit Ugeblad (i Anledning af et ubetydeligt Stykke, hvori Richardt har efterlignet Hostrup, men som rigtignok ogsaa efter min Mening kun er en svag Efterligning). »Der maa findes Personligheder, som bære paa en Følelse af at være forpligtede, forpligtede til Dyd, Videnskab, Arbeide, Opoffrelse, som lide Savn derfor, som bære paa Tanker om, at Andre lide Savn for dem, som i deres Fremtræden paavirke Omverdenen med en Fornemmelse af, at »der er Noget«. Der maa være Elementer at samle for en Digter i et heelt Billed, til at frembringe baade det kraftige og det, der staar skævt, kantet til Ideen og bliver komisk etc.« — I vor gjennemreflecterede og kriticerende Tid gjælder det fremfor Alt at bevare Hjertet reent, ædelt og varmt. »Ein Kavalier mit Herz und Kopf ist überall wilkommen«. — Derfor glædede jeg mig og med mig Mange over din »Folkvar«. Men Du trænger til at kjende og leve med Mænd og Personer, som staar over Dig i Kundskab og Erfaring. Ingen kan leve blot af sig selv og sine egne Inspirationer. Fortryd ikke at gjennemgaa de samme Tanker atter og atter med Dig selv og med Andre; tro ikke, at det, Du allerede s. 180 kjender noget til, derfor ikke kan blive oplyst fra nye Sider og ved nye Hjælpemidler. Det er mig kjært, at Du har fattet din Reises første Deel ogsaa for dens ethiske Indflydelse paa din Charakteer. Disse Indtryk skal Du bevare, men der er nu ogsaa Tid til at ordne og orientere sig for bestemtere Anvendelse. Nu vi faa vel mere Leilighed til at tale derom, naar Du kommer mere til Ro. Vær snar til at høre, langsom til Tale, langsom til Vrede, siger Apostlen!

Min elskede, dyrebare Søn! Jeg omfavner Dig i Tanken og nedbeder Guds Velsignelse over Dig.

Din

Fader.