Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1860-07-09)

Strasburg, d. 9. Juli 1860.

Kjære Fader!

Du blev uden Tvivl ikke lidet forbavset over dette tykke og formodentlig ogsaa dyre Brev, som s. 100Du her modtager. Men Du vil snart se Grunden, at jeg nemlig har paa en Maade opfyldt dit Ønske, som Du kun løseligt antyder i Dit sidste Brev og med en øjensynlig Frygt for, at jeg skal blive altfor scribax, — Stykket var allerede skrevet og ventede paa at blive afsendt, da kommer Dit Brev med Dine Ønsker om, at jeg vil skrive Noget, som kunde trykkes —

»Og knap han faar »I Æsler« sagt,
»Før Alting er i Orden bragt!« —

»En Søndag i Cølln« er en lille Rejseskizze, henkastet let og hurtigt, skrevet med særligt Hensyn til »Illustreret Tidende«. Jeg haaber da, at min berømmelige Broder Carl, auteur illustré, ved Hjælp af sine litterære Forbindelser, vil skaffe Stykket Optagelse i det nævnte Blad ^*)Han havde under Pseudonym-Navnet Jørgen Dnistel faaet et Par muntre Fortællinger optagne i »Ill. Tid.«, hvor de havde gjort megen Lykke. Senere udkom de i en Samling under Navnet »I Løvspringstiden«., helst lidt hurtigt. Om muligt kunde det maaske blive ledsaget af en Tegning af Cøllnerdom. — Stykket kunde ogsaa optages som Feuilleton i Berl. Tid. — Og nu kommer jeg til, hvad jeg strax skulde have gjort, at takke Dig for dit Brev af 3. Juli, fremfor Alt for den faderlige Kærlighed, som aander derigjennem. Tak for alle Dine gode Raad og navnlig fordi Du udpeger for mig, hvad jeg især skal spørge efter, hvilket jeg beder Dig oftere at gjøre. s. 101Thi paa Reiser er det en stor Kunst at kunne spørge rigtigt: de fleste vil gerne fortælle, naar de bare faae at vide, hvad de skulle fortælle om, derfor kommer det an paa at kunne udspørge dem paa rette Maade. — Optegnelser gjør jeg en skjønne Hoben af, men for det Første er der ikke Tale om at benytte dem — vi vil »lade Gulerødderne groe i Ro«. Dette er ogsaa Grunden til, at mine Breve ere saa mangelfulde, som Du klager over, thi naar jeg har siddet og skrevet Dagbøgerne fulde, har jeg ikke Lyst til at gentage det Samme i Brevene. Og hvad skulde det ogsaa hjælpe, at jeg udbrød i høje Begejstringsraab over Rhinens Dejlighed? I, som har seet den, veed det jo, saa Eder behøver jeg ikke at fortælle det, og I som ikke har seet den, ja Eder kan det heller ikke nytte, at jeg fortæller derom, for I faa dog intet Begreb derom. Nej, saa vil jeg før fortælle om det, som ingen Dejlighed har, men som I Alle kjende, mit eget ringe ego. Thi jeg har ofte lagt Mærke til i Privatbreve, at det som ingen Interesse har for det store Publicum, det har netop den allerstørste Interesse for det lille Publicum derhjemme.

Jeg har været i Sesenheim ^*)Bekendt ved Goethes Ophold og hans Ungdomsforelskelse i Friederikke Brion.. Ogsaa dette dit Ønske havde jeg efterkommet, inden jeg fik Dit Brev — »der Graf muss seinen Diener loben etc.«. Her i Strasburg lo man af mig, da jeg talte derom, og mente, at det var ikke Umagen værd. Alligevel jeg vilde derud — reiste først paa Jernbane til Bis-s. 102wiliér, og jeg havde da endnu to Miil at gaae. I Drusenheim gjorde jeg Holdt — der traf jeg en skikkelig Bondemand, som tog mig op paa en Vogn, og med hvem jeg fik mig en gemytlig Passiar, skøndt vi ikke forstode hinanden, saa at Samtalen egentlig bestod i en Række afvekslende Monologer. Saa kom jeg da til Sesenheim! Det var midt paa Dagen, jeg havde heller ønsket, at det havde været en stille drømmende Midsommeraften — nu, Sligt raader man ikke over. — Der var forøvrigt ikke meget at se: Præstegaarden (der jo alt paa Goethes Tid var faldefærdig) var heelt ombygget; hvor den gamle stod, var nu Have, og hvor før Haven var, staar nu Præstegaarden. Alt er forøvrigt smaat: jeg havde tænkt mig en stor udstrakt Have, men det var ikke Tilfældet. Det Eneste tilbageblevne (foruden Kirken, der ligger ligeoverfor Præstegaarden) var Jasminlysthuset, som Du vel nok kjender.

»Friederikens Ruhe« vides ikke, hvor er. Forøvrigt er der en begejstret Tydsker, som i dette Aar har skrevet et fem Akts Drama over denne Begivenhed, og som ender med, at Goethe udbryder: »Herr Gott, Du forderst viel von deinen Kindern!« — — ja hvad gjør Tydsken dog ikke for Penge!

— — Ja Skolens og Regentsens Brand har jo desværre sat Alt i Oprør. Forelæsningerne gaae vel deres sædvanlige Gang, men alle Tanker have dog vendt sig didhen. Professorerne have saa fuldt op af Forretninger, at jeg neppe tør besøge dem, og at Studenternes Tanker alle ere henvendte til de rygende Tomter, er jo ikke at undre sig over. Candi-s. 103dater er her fast ingen af, de ere paa Reiser i Tydskland eller Frankrig eller have taget Plads som Huslærere. Saaledes er jeg saa temmelig henvist til mig selv. Nu, jeg har for dens Sags Skyld nok at tænke over.

Indlagte Brev bedes sendt til Louise ^*)Min Søster., og sig til Ernst Trier, at jeg længes meget efter at høre nærmere fra ham.

Nu, Du kjære elskede Fader, lev vel — tusinde og atter tusinde Hilsener til alle mine Kjære fra

Din Dig inderligt hengivne Søn

Henrik.