Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1861-06-28)

Constantinopel, 28. juni 1861.

Kjæreste, dyrebare Fader!

En dejlig Seilads havde vi fra Beiruth til Constantinopel, men Dampskibet seilede mig altfor langsomt, fuld af Utaalmod gik jeg op og ned ad Dækket — thi i Constantinopel maatte jeg jo finde Breve fra Hjemmet. Vor første Gang var til Baron Hübsch — han kunde først træffes næste Dag, saa maatte jeg tvinge min Længsel een Dag endnu. Næste Dag kom vi igen, traf atter Ingen hjemme, men der laa en dejlig stor Pakke med Udskrift: Α Monsieur Henrik Scharling. Hvor bankede mit Hjerte af Glæde ved Modtagelsen — Halvdelen maatte jeg jo udlevere til Schmidt, men der var alligevel meget til mig. Saa løb jeg hjem forat spise til Middag, inden jeg begyndte Læsningen. »Sultanen er død,« fortalte man mig — ja, hvad angaaer det mig, jeg har jo faaet Breve hjemmefra. Saa spiste jeg saa hurtig, som Tænderne kunde løbe — og saa op i Galop paa mit Værelse. Bre- s. 192 vene blive tagne frem — Udskrifterne læste — saa rev jeg det ene op, og saa det andet, saa kiggede jeg lidt i dette, saa læste jeg Slutningen af hint, indtil jeg endelig fik saamegen Ro over mig, at jeg kunde læse dem ordentlig fornuftig igennem. Tak og atter Tak for al Eders Kjærlighed og Trofasthed, hvormed I følger mig paa mine Vandringer!

En Draabe Malurt var jo rigtignok din Efterretning om, at Consistorium muligvis ikke vilde give mig Understøttelse for dette Aar, thi saa bliver Smalhans nok Køkkenmester, eftersom jeg har taget op af dette Aar forat hjælpe paa det foregaaende. Ogsaa synes det mig noget ubilligt, naar man beskylder os for at reise som sædvanlige Tourister, thi man kunde dog først vente lidt for at se, hvorledes vi vil benytte vor Reise, og hvorledes vi ville indrette os i det kommende Aar. Imidlertid tabte vi ikke derfor Modet, men gik næste Dag hen og leiede os et yderst elegant Værelse med forgyldt Speil og deilige bløde Lænestole, saadant et, som Broder William vil have til Dagligstue, naar han engang bliver Minister.

— — Paa Cypern gik vi op og besøgte vor danske Consul, en Græker, som taler godt Fransk — han modtog os høfligt og beklagede meget, at i Lavnaka (Byens Navn) ikke fandtes Bibliotheker eller Musæer (det var et græsseligt lille Hul). Ogsaa i Smyrna tilbød vor Consul at være os til Hjælp paa enhver Maade. I Smyrna besøgte vi den tydske Pastor Frederici, der modtog os med s. 193 stor Venlighed. Jeg sagde ham mit Navn. »Skarling?« udbrød han (jeg tillod mig at rette det til »Scharling«), »jeg har kjendt en ung Mand af det Navn i Genf« — og nu oplyste det sig, at han har truffet saavel Dig som Broder Peter i Genf, hvor han i hin Tid opholdt sig for at lære at prædike paa Fransk for at ansættes som Præst ved den tydskfranske Menighed i Smyrna. Han viste mig et Kort med Peters Navn og bad mig sende sine bedste Hilsener.

Det lod forøvrigt til, at vort Navn var mere bekjendt i Smyrna, end jeg havde anet. Siden besøgte vi nemlig en dansk Smedemester eller Mekanikus, som han her kaldes, ved Navn Bjeringer fra Horsens. Ogsaa ham sagde jeg mit Navn. »Scharling,« sagde han til mig, »det Navn har jeg læst mange Gange paa en lille Kiste i Horsens, der tjente som Skilt for en Snedker.« »Hvad, har De kjendt gamle Scharling *) i Horsens?« Jo, det havde han da rigtignok, men det var længe siden, thi han havde været borte fra Danmark i 30 Aar og ikke været i Horsens siden 1826.

Dit næste Brev beder jeg Dig adressere til Wien, poste restante, thi nu kommer vi jo atter til Lande, hvor man kan benytte den regulaire Posttjeneste.

Mine bedste Hilsener beder jeg Dig bringe Onkler og Tanter, Sødskende og Venner, som Du s. 194 selv være hilset paa det Κjærligste fra Din Dig elskende Søn

Henrik.