Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1861-07-06)

Constantinopel, d. 6. Juli 1861.

Dyrebareste Fader!

Betænkende den Langsomhed, hvormed Posten gaaer og specielt Baron Hübsch’s Depescher, afsender jeg i Tide dette Brev i Haab om, at det maatte ankomme, om end ikke d. 28. Juli, saa i al Fald i Nærheden deraf. I mange Aar har jeg ikke været hos Dig paa din Fødselsdag, men aldrig saa langt fra Dig som nu. Dog Gud være lovet og takket, at vi omend langt fra hinanden i Legemet, dog kunne være nær hinanden i Aanden. Ja, vel maa jeg atter og atter takke Dig for den Faderkjærlighed, hvormed Du følger mig paa alle mine Veie. Ja, jeg tør vel næsten sige, at jeg derved har vundet ret Tro og Tillid til Gud, thi hvorledes maa vel ikke han, efter hvem al Faderkjærlighed kaldes i Himlen og paa Jorden, tænke paa os og gjøre Alt godt for os, naar vi blot ville føie os ind under hans Villie. Ja til ham beder jeg, at han vil velsigne Dig og os Alle med al aandelig Velsignelse i Christo Jesu i det Himmelske og i det Jordiske, at han vil forunde os, endnu i mange Aar at beholde Dig, Du elskede, hos os, at jeg ved min Hjemkomst maa finde Dig frisk og sund og atter tale med Dig Ansigt til Ansigt.

s. 195 Ifjor sendte jeg Dig til Din Fødselsdag noget af de Strassburgerteologers Lærdom — iaar sender jeg Dig noget af min egen Lærdom, nemlig medfølgende Afhandling: »Apostelen Pauli Lære om Forholdet mellem Mand og Quinde«. Rimeligvis bliver din Forskrækkelse over denne Festgave ikke mindre, end om jeg vilde sende Dig en constanti-nopolitansk Hundehvalp, thi Du bærer maaske endnu i dunkel Erindring et Arbejde af lignende Indhold, som jeg presenterede Dig for et Par Aar siden, og som just ikke fandt synderlig Sympathi hos Dig. Imidlertid vil Du dog maaske blive mildere stemt ved et nærmere Bekjendtskab. Først maa jeg nu sige Dig, at jeg saavidt mulig har beflittet mig paa en streng videnskabelig Form og afholdt mig fra alle poetiske Udskeielser, skjøndt af og til gaaer jo rigtignok Naturen over Optugtelsen.

Muligvis vil Du derfor paa sine Steder finde Afhandlingen noget tør og kjedelig, navnlig Begyndelsen — men jeg anseer det alligevel for det Rigtigste. Paa den anden Side troer jeg, at Du under den videnskabelige universelle Form vil kunne gjenkjende det Individuelle, som derunder udtaler sig, thi Afhandlingen er skreven i Strassburg kort efter min Bortreise fra Hjemmet, og jeg kan om den sige med Goethe:

»Was ich litt und was ich lebte,
Was ich suchte, was ich strebte,
Wollte ausgesprochen sein,
D’rum vertrau’ ich ’s hier »sub rosa«,
s. 196 Dichtend in ganz schlechter Prosa
In der Forschung stiller Hain.«

Om Du end, hvad naturligt er, finder en Del, som er bekjendt, troer jeg dog, at Du vil indrømme, at Slutningsresultatet er originalt, navnlig min Opfattelse af 1. Kor. 1., i al Fald har jeg ikke fundet den udtalt i nogensomhelst Commentar. Mit Ønske er, at Afhandlingen maatte blive optaget i Theol. Tidsskrift, som udkommer nu til Juul til Tegn paa, at jeg agter at blive Teologiens Fane tro, trods alle Beskyldninger om at reise som Tourist etc. — Correcturen tør jeg vel nok overlade til Din Omsorg.

Og lad mig saa faa Lov til at hyle lidt! Som jeg i mit sidste Brev fortalte, fandt jeg vel Breve her ved min Ankomst, men intet yngre end 11. Mai.

Igaar var jeg atter i Besøg hos Pastor Blom i Bebeck — imorges haster jeg med Dampskibet fuld af Uro som sædvanlig — stormer op paa mit Værelse — der ligger Brev til Schmidt, men Intet til mig!!! Himmel, Jord og sexten Elementer — og jeg som gaaer her fuld af Spænding efter at vide, om det er gaaet Broder William godt, om Consistorium har givet mig Penge, eller om det sorte Touristparti har seiret — om — om — ja ligemeget om hvad, men blot om noget fra Hjemmet. Heldigvis staaer der i Schmidts Brev, at William har faaet Laud, men hvad for et Laud har han faaet? Der er jo gaaet saa lang Tid efter den Eksamen, at han muligvis s. 197 er bleven baade Assessor og Dannebrogsmand, inden jeg faaer at vide, hvorledes Examen er gaaet. Og hvad tænker han nu paa? Vil han straks blive Højesteretsadvokat, eller vil han først reise udenlands? Gaaer han selv og alle I Andre muligvis i en saadan Glædesrus, at I rent har glemt mig arme Stakkel nede ved Bosporus?

Forøvrigt kan jeg melde Dig den glædelige Efterretning, at vi Løverdagen d. 13. Juli bryde op herfra, jeg forat reise til Genf, Schmidt for at reise — jeg veed ikke rigtigt hvorhen. I Genf agter jeg atter at blive et skikkeligt Menneske, som jeg var i gamle Dage, inden jeg begyndte at løbe Jorden rundt. Jeg agter at tage Calvins Institutiones religionis christianæ, begynde paa Titelbladet og saa læse i eet Kjøre lige til Finis. Forøvrigt vilde jeg gerne bede Dig anbefale mig Afhandlinger og Bøger, hvori jeg kan finde saadanne Oplysninger, der kunne hjælpe mig til at orientere mig i de nærværende kirkelige og katholske Forhold i Genf og i den protestantisk-reformerte Kirke. Ligeledes vilde jeg gerne bede Dig sende mig saamange Anbefalingsbreve som muligt baade fra Dig selv og Andre, thi jeg har ofte nok seet, at uden Anbefalingsbreve kommer man dog ingen Vei. Disse beder jeg Dig imidlertid sende til Genf poste restante, for at de ikke skulle gaae feil af mig paa Reisen didhen. — —

— Vi overværede da den nye Sultans Kroningsfest, d. v. s. Optoget fra Moskéen. Baron Hübsch indbød os til at følge med ham: vi roede da op ad det gyldne Horn sammen med ham, indtil s. 198 vi kom til Enden af Stambul; her stod Heste stillede til vor Disposition, paa hvilke vi red op til det store Telt, der var opslaaet for den diplomatiske Verden, og hvorfra vi ypperlig kunde oversee hele Toget. Det var et herligt Syn — navnlig den høie Geistlighed i sine Silke- og Atlaskkaaber med guldsmykkede Turbaner aǐgave et Syn, der mindede mig om det gamle levitiske Præsteskab, naar dette udfoldede sin rige Pragt. Herlige Heste rigt smykkede med Guld og Ædelstene saae vi da ogsaa. Sultanen selv saae ud til at være en kraftig, bestemt Mand, men noget høiere saae jeg ikke udtrykt i hans Ansigt. — Alt gik forøvrigt meget stille og roligt af. Flere Dage have vi tilbragt hos den norske Legationspræst P. Blom, der med sin vakkre norske Kone boer i den lille By Bebek ved Bosporus — ja nu kjender jeg det Stykke af Bosporus mellem Stambul og Bebek bedre end det mellem Kjøbenhavn og Vedbæk.

Din Dig elskende Søn

Henrik.