Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1861-07-28)

Wien. Søndag 28. Juli 1861.

Kjæreste, dyrebare Fader!

Saa holdt vi da imorges, Morgenen til Din Fødselsdag, vort Indtog i Wien, hvilket jeg betragter som vort Indtog i det civiliserede Evropa, og derfor var det mig kjært, at jeg netop kunde vælge denne Dag dertil. Men det civiliserede Evropa modtager os med et yderst uciviliseret Vejr — det stormer, saa hvert Øjeblik braser et Vindue ned paa Gaden, og da man tilmed maa gaae med lukkede Øine for ikke at faae dem fulde af Støv, saa foretrækker jeg at tye ind paa mit Værelse forat skrive til Dig.

Med Jubel modtog jeg endelig Breve fra Hjemmet. (Her følger Fortegnelse over Brevene med Datums Angivelse af de enkelte Breve.)

Forøvrigt vare Brevene jo Gud være lovet fulde af lutter gode Efterretninger. Kun Tante Emmys Sygdom foruroligede mig, men jeg haaber dog, at det ikke skulde have videre Fare. — Ät Consistorium havde gjort et saa mægtigt Greb i sin Lomme, fyldte mig med stor Glæde, ikke alene for Pengenes Skyld, men ogsaa fordi jeg saae et Tillidsvotum deri. Forøvrigt har jeg i mit sidste Brev fra Constantinopel bedet Dig om at sende et Creditiv paa 1200 Rigsdaler fra Smidt og le Maire til Genf (NB. husk: »sans frais« — det forstaaer Smidt nok), thi naar jeg kommer til Genf, ere alle mine Penge opbrugte.

Reisen fra Constantinopel til Wien har været særdeles heldig. Min Glæde over atter at see fri- s. 202 ske grønne Træer, ordentlige Huse, reenlige Mennesker — formaaer jeg ikke at beskrive Dig — den var næsten ligesaa stor, som om jeg var kommen hjem til Danmark igjen. Donauen kan i Skønhed ikke maale sig med Rhinen, men den er dog rigere i Landskabsafvexlinger end Nilen. I fire Dage vare vi ombord i Dampskibet — der var temmeligt fuldt med Reisende, bl. a. traf jeg en Nordamerikaner, med hvem jeg havde været sammen i Jerusalem, og en Sachser, der havde været fem Aar i Danmark og talte Dansk som en Indfødt. Han var Instrumentmager, hed Wunderlich, og priste de Danske og Danmark som det Første paa denne Jord, hvilken Hymne jeg istemmede af Hjertens Grund. Der var temmelig mange Personer: Liv og Lystighed herskede overalt, det var Toner fra Wien, det lystige Wien, der strømmede os i Møde. Tre moldauske Jøder trak en stakkels ung Wallacher, der for første Gang var ude at see sig om i Verden, op i Spil, og blankede ham i en lille halv Time af for 30 Dukater og en kostbar Ring. Men Publikum fik det at vide og blev i høj Grad enrageret; vel forsikkrede de tre Spillere paa Ære og Samvittighed, ved Kone og Børn, at de havde alle tre tabt, men Publikum var nu kommet i Aande, og Enden blev, at i al Fald de 20 Dukater tilligemed Ringen atter kom tilbage. —

I Pesth og Ofeu opholdt vi os to Dage og saae paa Ungarerne med deres lange Støvler; igaaraftes havde vi en mageløs deilig Sommeraften i Presburg, og imorges kom vi til Wien. Men det lystige s. 203 Wien seer græsseligt kedeligt ud, næsten ingen Mennesker er paa Gaden, kun i Caféerne sidder en enkelt Søndagsdriver med Næsen paa Ruden og seer paa Støvet, der hvirvler henad Gaderne. Iaften vil jeg derfor gaae paa Comedie; det er første Gang, siden jeg forlod Kjøbenhavn: det kan Du fortælle Prof. Bornemann, det vil vist glæde ham. Torsdag 1. August reiser jeg herfra, først med Dampskib opad Donauen til Loisa, saa til Salzburg og til München, hvor jeg tilbringer et Par Dage: c. 9. August venter jeg at være i Strassburg.

Jeg skulde have skrevet til William, til Louise, til Jens Nørregaard, men det faaer at vente, thi nu bringer jeg Brevet paa Posthuset, at Du kan faae det snarest muligt. Hils alle kjære Venner fra

Din Dig elskende Søn

Henrik.