Strasburg, Søndag 22. Juli i860.
Kjære Fader!
Det er Søndagsveir idag, det vil sige Regnveir; jeg var i Kirke og hørte en Prædiken, jeg ikke syntes om, saa faldt jeg i Tanker og kjedede mig, og saa fik jeg Hjemvee — Altsammen meget naturligt. — Men da jeg saa kom hjem, laae her to Breve: i det ene var Brev fra Dig, fra Broder Peter, fra Louise, i det andet fra William og fra Tante Emmy — det var jo næsten Besøg fra hele Familjen paa een Gang. Tak og Tak for al Eders Kjærlighed, for al Eders Deeltagelse! — Dette mit Brev skulde komme til Dig som henimod d. 28. Juli **) for at s. 104bringe Dig min Hilsen og mine Ønsker om alt Held og Velsignelse! Gud bevare Dig endnu længe for os, at det engang maatte forundes Dig, efterat Du saa længe har arbejdet for Dine Børn, ogsaa engang at kunne arbejde med dem.
Du raader mig til at læse saamange Bøger — ja hvor skal jeg tage Tiden fra? — Ved Siden af Schleiermachers Dogmatik studerer jeg Goethes Dichtung u. Wahrheit med stadig Anvendelse paa mig selvr Ja Paralleler kan jeg drage nok af. Som han er jo ogsaa mit Liv fuldt af Uro — snart drages jeg til den ene Side, snart til den anden, uden at jeg ret selv veed, hvilket Kald jeg skal følge — som han har ogsaa jeg hejst Poesiens Flag, er bleven hilst med Begejstringsraab af Vennerne, med Haans-ord af Fjenderne — og forat Parallelen skal være fuldstændig, saa har jo ogsaa jeg haft mit Sesen-heim. — Derfor bilder jeg mig dog ikke ind, at jeg er nogen Goethe — langtfra — jeg veed altfor vel, at Ingen kan tage, hvad ikke er givet ham: men læs dog engang selv hans Blade igennem, navnlig den Medfart, som Götz og Werther fik, og Du vil sande mine Ord.
Jeg forlader naturligvis ikke Strasburg, før den bestemte Tid er udløben: men hvad Udbyttet angaar, kunde jeg ligesaa gerne reise idag som imorgen, og jeg sander ganske Dr. Kalkars Ord til mig før min Afreise: »De vil finde et meget behageligt Liv i Strasburg, men vent Dem ikke noget videnskabeligt Udbytte.« Det er ganske sandt. Ogsaa de gode Strasburgere selv sige til mig: »Hvad vil De egent-s. 105lig her? De maa da for længe siden have seet Alt, hvad her er at se.« Universitetet er ganske som hos os, kun troer jeg, at der i Almindelighed er mere aandelig Drift i vore Studenter. Det eneste Nye, jeg her har bivaanet med Interesse, ere theologiske Møder under Forsæde af Professorerne Reuss og Cunitz, hvor der forhandles allehaande videnskabelige Themaer, idet det paahviler de Studerende skiftevis at holde Foredrag nu over dette nu over hint Æmne — det svarer til vore skriftlige og mundtlige Øvelser, kun er her større Frihed. Bagefter disputeredes der, og jeg deltog med stor Iver i Disputen, men opdagede snart, at Reuss for sit Vedkommende aldeles ikke taaler Modsigelse, hvad ogsaa Studenterne underrettede mig om. Som den lærdeste og dygtigste Mand her er han vant til at hans Mening finder ubetinget Anerkjendelse. I saa Henseende var jeg heldigere ved en lignende Lejlighed i philologisk Selskab under Forsæde af Professor Baum, thi denne, en yderst gemytlig Mand, takkede mig hjærteligt for min Tilstedeværelse, og fordi jeg havde vist min Interesse ved at deeltage i Discussionen.
Mine bedste Timer tilbringer jeg her hos min Værtinde, i hvis Familje jeg har levet mig saaledes ind, at Madame Roth i en Enesamtale lod et Par Ord falde om, at hendes Datter var forlovet. For denne Efterretning fik jeg iøvrigt kun den gode Kone end mere kær, ligesom den heller ikke i mindste Maade har været hæmmende, men snarere virket i modsat Retning, idet alle Parter nu veed, paa hvad s. 106Fod de staa med hinanden. Foruden den Behagelighed, som denne Omgang skænker mig, yder den mig tillige den Fordel, at jeg gjør gode Fremskridt i det Franske, da jeg har gjort mig det til en Regel kun at tale Fransk her, i hvilken Henseende Familjen kommer mig imøde med utrættelig Taalmodighed.
I denne Uge vilde jeg gjøre en Udflugt til Schwarzwald, men nødsages til at opsætte den, da jeg af Tante Emmys Brev ser, at Oluf Waage *) vil besøge mig i disse Dage paa sin Rejse til Italien, og jeg grumme nødigt vilde gaae Glip af et Besøg af en Landsmand.
Af og til har jeg en lille Disput om Slesvigholsten, men som Alt Andet løber ogsaa den meget fredeligt af. Folk paralleliserer i Almindelighed Slesvig og Elsass og mener, at ligesom Frankrig vil paatvinge Elsass det Franske, saaledes vil Danmark paatvinge Slesvig det Danske. Men jeg forestiller dem, at Sagen er lige omvendt, at Dansk er ligesaa hjemme i Slesvig som Tydsk i Elsass, og at det er Tydskland, der staar overfor Slesvig som Frankrig overfor Elsass. Det morede mig at høre Prof. Baum tale om »die schlauen Dänen« og den godmodige tydske Mikkel, der trækker Nathuen ned over Ørene og sover — hjemme hos os vender man netop disse Beskyldninger om. Hvorvidt er det Præsterne befalet at prædike Tydsk i Slesvig? og hvorvidt kunne vore danske Candidater prædike Tydsk? s. 107Thi det er det sidste Anker, hvorved man holder fast, idet man paastaar, at der vel prædikes Tydsk, men saa slet Tydsk, at ingen kan forstaae det. Hvorvidt er denne Beskyldning sand?
D. 23. Juli.
Jeg kommer fra en Forelæsning hos Prof. Jung over Kirkehistorien: det var den mest forunderlige Forelæsning, jeg endnu har hørt. Han sad og hviskede oppe paa Kathedret: des mere passiarede og lo Studenterne. Jeg spurgte bagefter om Grunden til deres Latter og fik at vide, at han taler slet Fransk, og at hver en Bommert fremkalder denne almindelige Lystighed.
I dette Øjeblik kom her Brev fra Hans Sørensen *), tak den kære gamle Ven ret inderligt derfor, men sig ham, at han maa ikke vente Brev for det Første, thi jeg har saameget at bestille, at jeg ikke veed, hvor jeg skal tage Tiden fra. — Tak ogsaa Tante Emmy mange, mange Gange for hendes Brev, men siig det Samme til hende, ligesom ogsaa til mine Søskende.
Igaar havde jeg en stor Skuffelse: Portneren paa Seminariet rakte mig et Brev, hvori der laa et Visitkort fra Etatsraad Lautrup, der var kommen til Strasburg. Min Glæde ved Tanken om at tale Dansk kan Du vel nok tænke Dig, men ogsaa min Sorg, da jeg kom derhen og erfarede, at han var alt rejst s. 108— Brevet var blevet forsinket. Maatte nu blot Oluf Waage, hvis Komme Tante har meldt mig, træffe mig, for hans Skyld har jeg opsat min Tur til Schwarzwald endnu otte Dage.
Din Søn
Henrik.