Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1861-08-21)

Onsdagen 21. August

Kjæreste Fader!

Her sidder jeg oppe midt i Alperegionen og speider forgæves efter Eder der langt, langt nede i Kjøbenhavn — men Taage og Snee og Iis omgiver min 1000 Fod høie Alpethrone, og jeg formaaer ikke at see mere af Eder end I af mig. Sagtens bliver Du atter forbavset, idet Du ventede at finde mig nede i Genf i Selskab med Calvins Dogmatik. Virkelig var jeg ogsaa i Færd med omsider at blive et fornuftigt Menneske après l’ideal du Mr. Bornemann, men saa vilde Ulykken, at jeg Dagen før min Afreise fra Strasburg kom til at kjøbe Bäde- s. 210 kers Reisebog over Schweiz. Ved at læse om Vandfaldene, Lavinerne, Gletscherne etc., blev det atter galt fat med mig, og jeg maatte ud at prøve Reiselivets Omskiftelser. Men nær havde Expeditionen faaet et uheldigt Udfald. Jeg styrtede mig nemlig tout courageuxment ned til Lucern, hvor jeg tilbragte en herlig Aftenstund og glædede mig ret ved Beskuelsen af Thorvaldsens Løve. Men næste Dag — o vee! det regnede saaledes, at jeg fristedes til at tro, at jeg havde taget feil af Veien og var kommen til Bern istedenfor Lucern. Saa tog jeg en Deligencebillet og kjørte videre.

Da jeg anmodede en af Professorerne om at give mig en Anbefaling, svarede han, at det behøvedes ikke — vous êtes recommandé seulement par votre nom. Jeg meddeler Dig dette, fordi jeg netop i dette Øjeblik har læst i Dit Brev til Constantinopel Dine Klager over Mangel paa Paaskjønnelse hjemme. Nu — Du deler Skæbne med alle Propheter. Reuss vilde ikke give mig Anbefalingsskrivelser med: »De behøver jo blot at sige, at De er Deres Faders Søn, og saa er De tilstrækkelig anbefalet« — sagde han til mig. — Forøvrigt var Cellener den Eneste, der med Glæde indlod sig paa at forklare mig Forholdene — ellers modtager jeg kun korte Svar paa korte Spørgsmaal. Det lader til at være vanskeligt at faae Indpas hernede — ja jeg er næsten træt af at løbe om som en Tigger ved Hvermands Dør og sanke aandelige Almisser. Dog »man muss sich nicht verblöffen lassen«, er jo det ellefte Bud. Ja netop denne Mod- s. 211 stand, som jeg finder, ægger mig til nye Forsøg. De Fleste beklager, at jeg er kommet i en saa uheldig Tid, og raade mig til at reise bort, naar Kirkemødet er forbi. Imidlertid veed jeg ikke, hvor jeg skal reise hen, da der jo er Ferie ved alle Universiteter. Heller ikke holder jeg af saaledes at forlade Valpladsen uden Resultat. Jeg vil nu søge paa Kirkemødet at knytte Forbindelse med de Geistlige — men jeg savner haardt Anbefalingsbreve. At her fast ingen Studenter findes, er mig ligeledes et stort Savn.

Muligvis skriver jeg ikke i de første fjorten Dage, da jeg gjerne vil have Kirkemødet fra Haanden. Ogsaa vil jeg see Tingene lidt an her, forat kunne meddele Dig noget Bestemt, om hvad jeg vil gjøre. — Jeg frankerer dette Brev, fordi Størstedelen deraf er til Ernst Trier og til Jens Nørregaard — jeg beder Dig slaae en Convolut om disse Breve og sende dem til dem.

For Din Kritik over min Afhandling takker jeg Dig — jeg maa give Dig Ret i, hvad Du siger. Navnlig kan jeg heller ikke selv frikjende den for en vis Kjedsommelighed, der imidlertid har sin Grund i, at jeg frygtede for at komme ind paa Æsthetiken istedetfor Ethiken. Det er vel derfor bedst at lade den ligge.

Gid jeg havde en god Ven, med hvem jeg nu kunde slaa en god Passiar af! Ak, her er jo ikke engang Nogen, til hvem jeg kan meddele min Glæde over at have faaet Brev fra Dig!

s. 212 I den tause Nat
Som en stor Dukat
Maanen stænker Guld paa alle Grene!
Ak, de Skjønne svandt
Jo fra hver en Kant, —
Det er tungt, man skal gaae hjem alene!

Din Dig elskende Søn

Henrik.