Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1860-08-11/1860-08-13)

Strassburg, d. 11. Aug. 1860.

Kjæreste Fader!

Efter i otte Dage at have gaaet og ventet Brev, blev jeg usigelig glad ved idag at modtage Brev fra Dig og Broder Carl — Tak, inderlig Tak derfor. Ja atter denne Gang takker jeg Dig for Dine Spørgsmaal og beder Dig vedblive med dem, mange af dem har jeg alt selv rettet til Andre og faaet besvaret, Andre lade sig vel ikke besvare her, men fremkalde nye Tanker hos mig.

Først vil jeg nu sige Dig, hvad der er Dig højligt imod, thi saa er det sagt: jeg forlader Strassburg Onsdag otte Dage: Onsdag 23. Aug. Nu er her i bogstavelig Forstand Intet for mig at gjøre: idag begynde Sommerferierne, Professorerne reise paa Landet, Studenterne drage til deres Hjem: Alt er i Uro og Bevægelse i disse Dage — nu vel, saa drager ogsaa jeg bort. Ogsaa troer jeg nu at have op-naaet et nogenlunde anskueligt Billede af Forholdene her. Det forholder sig iøvrigt, som Du selv formoder, at jeg samler Materialer; det er Grunden til, at jeg er tavs overfor Dine mange Spørgsmaal. s. 109 Hvad og hvorledes det skal forme sig i veed jeg endnu ikke, dog har jeg alt udkastet ubestemte Omrids. Jeg skal ikke forhaste mig med at udarbejde det, derfor kan Du være rolig. Men det er Grunden til, at jeg ikke besvarer Dine Spørgsmaal, saa at Du mangen Gang maaske troer mig blind og stum: men jeg har ikke Lyst til at skrive det to Gange. Dertil kommer, at jeg har altid saa meget at skrive om mig selv i mine Breve, at jeg faaer ikke Tid til mere. Et Par af Dine Spørgsmaal skal jeg besvare, da Du alt to Gange har gjentaget dem: i Torsdags havde jeg en særdeles interessant Vandring med Prof. Baum gennem Miinsteren ned i Kryptkirken, rundt om i alle Gangene, helt oppe i Pyramiden (dog ikke ganske til Spidsen, da de sidste 12 à 15 Alen ere uden Gelænder, og jeg fandt ikke nogen særlig Nødvendighed til at knække Halsen) — det er en af de Vandringer, som har glædet mig mest, men atter her vilde det blive mig for vidtløftigt, om jeg skulde beskrive Indtrykkene, som jeg modtog: Du maa nøjes med at vide, at jeg har været der. — Hvad Katholicismen angaar, har det været mig plat umuligt, at komme i Forbindelse med Katholikerne, Protestanter skyer dem som Pest. Paa mine Spørgsmaal om dette eller hint i den katholske Kultus faaer jeg stadigt til Svar: det veed vi ikke. Hverken Bruch eller Reuss staaer i nogensomhelst Forbindelse med Katholiker, og selv at opsøge katholske Præster paa egen Haand har jeg ikke havt Mod til. Og nu vil jeg tale om det, som ogsaa volder mig Sorg og Uro: hvad skal jeg blive til? At jeg s. 110 er Digter, holder jeg for afgjort trods alle mulige Protester, det bedste Vidnesbyrd derfor er den rige Produktivitet, jeg besidder: jeg har ikke sluppet een Idée, før øjeblikkelig en ny fremstiller sig. Men man kan ikke være Digter alene, som Schleiermacher siger i sin Ethik, det er ikke nok til at udfylde Tiden, og heri føler jeg, han har Ret. Hertil kommer en anden mere materialistisk Betragtning: man kan ikke leve af at være Digter. Præst bliver jeg næppe, den Stilling har jeg ikke ret Lyst til. Derimod akademisk Docent: ja, der troer jeg, jeg var paa min Plads. Dertil har jeg Gaver — jeg besidder stor Lethed i at tilegne mig Stoffet, stor Lethed i at anordne og fremstille det, allerede min Prisafhandling vidnede herom trods alle sin store Mangler. Ogsaa har jeg Lyst til en saadan Stilling. Men hvordan skal det saa gaae med Digteren? — — Nu, jeg sætter min Lid til Vorherre, han hjælper mig vel nok ud af denne Vanskelighed. I det sidste Aar er den Tro bleven udviklet stærkere og stærkere hos mig, at Kunsten ved at leve bestaaer paa den ene Side deri at anstrenge sig af alle Kræfter og paa den anden Side at lade Gud raade for Alt og roligt som et Barn overgive sig til Hans Ledelse. I dette Punkt, at man skal lade sig lede, er jeg enig med Goethe, kun med den, rigtignok temmelig væsentlige Forskel, at Goethe vilde lade sig lede af Naturen, hvor jeg vil lade mig lede af Gud. Hidtil er jo forøvrigt alt gaaet efter Ønske: jeg blev baaren frem der, hvor jeg skulde frem, jeg blev standset der, hvor jeg ikke skulde frem. Jeg s. 111 takker Gud hver Dag, at han har ført mig, som han har ført mig. Mit Ønske er nu, at det maatte forundes mig i flere Aar at tumle mig i Udlandet, at se og opfatte Livet i dets forskellige Skikkelser — da skal der nok komme noget dygtigt ud deraf.

Den 13. Aug.

Idag vendte jeg tilbage fra en lille Udflugt i Vogeserne. Men at gjøre Fodtur i Vogeserne er noget andet end at gjøre Fodture i Jylland: det fik jeg da at vide. Navnlig igaaraftes: jeg havde vandret hele Dagen, jeg var i Dalen, men havde endnu to Timers Marsch forat naae Toppen, hvor jeg skulde overnatte i et eensomt Skovriderhus. En Tordenbyge stod og truede i Nakken, bestandig blev Vejen mere og mere vild, en snæver Sti, fuld af Stene, saa den trætte Fod gled hvert Øjeblik. Nu naaede Tordenbygen mig — tak Skæbne! — her aflagde min Plaid Mesterstykke: kun Benene og den højre Arm bleve gennemblødte, Resten havde min Plaid beskjærmet. Men Vejen blev strængere og strængere — Stien var bleven til en lille Bæk, der nok saa muntert rislede mellem mine Fødder. I Mulm og Mørke naaede jeg Herberget, hvor »Försteren« fortalte mig Historier om Smuglere og Banditter. Det var en vild, romantisk Aften, kun Skade, at Romantiken ofte er saa besværlig, naar den bliver til Virkelighed! — Hensigten med min Udflugt var forøvrigt et Besøg i Steinthai (Oberlin), hvor det ogsaa lykkedes mig at faae alt at see under en stadig Kamp med Tordenbyger. Men det var i Grun- s. 112 den ganske passende Vejr til at besee Steinthal i: graat og mørkt skulde Alt være, saa fik man det klareste Begreb om, hvad Steinthai var, da Oberlin drog dertil, — i et Par Timer oplyste et venligt Solskin de veldyrkede Bakker, saa fik man klart Begreb om, hvad Steinthal er bleven til ved Oberlins kraftige Virksomhed. — Denne Udflugt gjorde jeg i Selskab med en Cand. Guion fra Strasburg, et vakkert ungt Menneske med et stærkt pietistisk Anstrøg, som flere af Studenterne her. Da han har en vis Forkjærlighed for det Engelske, maatte jeg ogsaa hele Dagen vexelvis tale Engelsk, Tydsk og Fransk. Jeg har her i Strasburg udarbejdet en theologisk Afhandling: »Apostelen Pauli Lære om Forholdet mellem Mand og Kvinde« og navnlig søgt at paavise, hvorledes Paulus efter sin ejendommelige Livsudvikling maatte komme til den i 1. Kor. 7. udtalte Anskuelse om ugift Stands Fortrinlighed, og ligeledes, at der ikke finder nogen virkelig Modsigelse Sted mellem hans Yttringer her og i Pastoralbrevene, men at de tilsyneladende forskellige Yttringer maa forklares af de forskellige Omstændigheder, hvorunder Brevene ere skrevne. Denne Afhandling sender jeg imidlertid ikke endnu til Dig, da jeg efter Dine Yttringer *) kan antage, at den næppe vilde blive nogen velkommen Gæst hos Dig. Den kan nu følge mig til Grækenland, og maaske vokse sig større og stærkere der **) .

s. 113 Onsdag 22. Aug. er det da min Agt at forlade Strasburg. Onsdag Morgen rejser jeg til Basel, hvor jeg tilbringer een Dag, derfra til Ziirick (ligeledes een Dag), over Ziirickersøen til Chur, derfra til Mailand, hvor jeg tilbringer et Par Dage, derfra til Venedig (et Par Dage) og saa til Triest, hvor Valdemar Schmidt skal indtræffe 5. Sept., og over Corfu og Korinth gaae vi da til Athen. Og hvad vil jeg nu egentlig i Grækenland? Som sædvanligt er Formaalet dobbelt: theologisk og æsthetisk. I første Henseende ønsker jeg at lære den græske Kirke, det religiøse Liv nøjere at kjende og lover mig i den Henseende en Deel af et Anbefalingsbrev, som Professor Reuss har lovet mig til Professor Lykurgos i Athen, der i flere Aar har studeret i Tyskland. Hvad det Æsthetiske angaaer, da vil jeg see det gamle Hellas, idet jeg atter og atter mindes Thorvaldsens Ord: »først da jeg kom Syd for Alperne, smæltede Sneen fra mine Øjne«. Hvad den orientalske Rejse angaaer, da har jeg ikke opgivet den, men sat et Spørgsmaalstegn ved den.

I dette Brev har jeg indlagt Attester fra Reuss og Bruch; den sidste haaber jeg, Du præsenterer for det theologiske Facultet, at de kan se, hvad for et fortræffeligt Menneske jeg er. Vil Du sende Dit næste Brev til Milano (poste restante) — i Milano antager jeg at indtræffe c. den 27. Aug.

Tusinde Hilsener til Alle fra Din Dig
inderligt hengivne Søn

Henrik.