Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1861-10-15)

Constanz. Tirsdag 15. October 1861.

Dyrebare Fader!

Skjøndt jeg afsendte Brev til Dig iforgaars (fra Basel), tager jeg allerede idag fat paa et nyt Brev, fordi jeg har tilbragt en særdeles vakker Dag, og Retfærdigheden byder, at naar Du hører saa mange af mine »Stozseufzer«, Du da ogsaa modtager nogle af mine Glædesudbrud, og jeg griber Leilig-s. 239heden, medens jeg er her, thi jeg er ikke uden Frygt for i Erlangen at faa et Genfertilbagefald.

Jeg har spenderet en heel Dag paa Constanz — det er ikke formeget til en By, om hvilken jeg har drømt og paa hvilken jeg har tænkt saameget ^*)Allerede i mine Studenterdage havde jeg skrevet en Tragedie: »Johan Hus«. Den blev senere omarbejdet og udgivet 1871.. Indledningen havde jeg igaar i Schaffhausen, hvor jeg løb over ved Vandfaldet ganske alene i klart Maaneskin. Imorges maatte jeg op, medens det endnu var bælmørkt, og havde en taaget og kold Seilads op ad Rhinen til Constanz, hvor det yndigste solklare Efteraarsveir indfandt sig. Saa vandrede jeg rundt og opsøgte med en sand Englænder-Udholdenhed de Steder, hvortil Hus’s Navn knytter sig. Først besøgte jeg Domkirken, hvor jeg havde det mærkelige Held ikke at blive attrapperet af nogen Omviser, men ene og uforstyrret at kunne hengive mig til mine Betragtninger. Det fromme Sagn viser endnu den Steen, paa hvilken Hus stod — den Plet er altid tør, medens Stenene rundt omkring altid ere fugtige — et mærkeligt Naturspil forøvrigt. Dernæst fandt jeg ude i Byen et lille uanseligt Huus med hans Portræt udhuggen i Sten — det var Huset, hvor han først boede, og hvorfra han blev bortført til Fængslet. Jeg kunde først ikke finde det, indtil en omvandrende Plakatklistrer tog sig af mig og viste mig Huset: »ihn haben sie gebrannt, aber das (Billedet) steht, und das soll ewig stehen«, sagde han med en Iver, som kunde han være en af de gamle Hussister. s. 240Dernæst skulde jeg finde den Plads, hvor han blev brændt. Det holdt vanskeligt, thi der er intet Monument, skjøndt man nu har samlet Penge til et, men venter paa Regjeringens Tilladelse til at opreise det, hvad Katholikerne vel ikke gjerne see. Jeg var temmelig langt udenfor Byen, og jeg saae overalt kun grønne Marker og Træer. Endelig kom jeg ind i et Viinhus, hvor en Veiarbeider sad og holdt Foredrag for et Par andre Arbeidere over »denne Hus, som Paven havde indbudt til Constanz forat hjælpe med til at reformere Kirken, og som de alligevel brændte, men det var vist en uretfærdig Handling«. Taleren var meget beredvillig til at vise mig ud til Stedet, hvor Monumentet skal opføres, idet man for et Par Aar siden havde opgravet en Sten her med Indskriften HUS. Tilsidst var jeg i Conciliesalen, som den kaldes. Her er oprettet et Museum i den rigtige gamle Stil med de meest forskjellige Sager mellem hverandre, hvor Phantasien af Hjertens Lyst kan overlade sig til allehaande Udskeielser. Saaledes sad f. Ex. midt imellem Billeder af Luther og Wicliffe et Portræt af Angelica Hoffmann, der tog sig høist besynderligt ud i dette theologiske Selskab. Flere Erindringer om Hus fandtes — bl. A. en nøiagtig Copi af hans Fængsel i Dominikanerklostret, en Alen bred og tre Alen langt, og i dette Hundehul (i bogstavelig Betydning) tilbragte Hus tre Maaneder. I Conciliesalen fandtes ogsaa en liden Samling af udstoppede Fugle. Omviseren var ligesaa besynderlig som hans brogede Museum — hans s. 241egentlige Bestilling var at være Uhrmager, og hans Uhrmagerværksted fandtes ogsaa i Conciliumssalen. — Dette Besøg i Constanz har i høi Grad forøget min Interesse for denne By.