Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Henrik Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1861-11-03/1861-11-05)

Søndag Morgen 3. November.

Hofmann læser over Indledning til Ny Test. — naar jeg hører ham, maae jeg levende mindes de Timer, da jeg hørte Dine Forelæsninger over samme Videnskab. Han er begyndt med Galaterbrevet; vil først tage de Breve, som Baur anerkjender, og fra dette Terrain erobre det Øvrige tilbage. Dette er nu meget interessant for den, som kjender Stoffet i Forveien og saaledes faaer det belyst fra en ny Side. Men hvorledes de arme Studenter hjælpe sig til Rette, der paa eengang kastes midt ind i Stridens Hede og begynde med Galaterbrevet, det veed jeg ikke. Ogsaa hans exegetiske Forelæsninger over Romerbrevet synes mig mere at være indrettede for Docenter end Studenter, og dog er disse mageløst begeistrede herover, men jeg troer, at der er Intet, hvorover unge Studenter blive i den Grad mageløst begeistrede, som at høre Forelæsninger af en berømt Professor, hvoraf de kun forstaa Halvparten — saa lyner det saa dunkelt mellem Skyerne, og man har den Stolthed at kunne sige, »jeg har hørt Ν. Ν.«.

Der er ingen Professor, der har saa fuldt Auditorium som Hofmann. — Disse mine Skumlerier betroer jeg navnlig til Professor Herzog; som refor- s. 246 mert Professor staaer han lidt udenfor Facultetet, og hos ham erfarer jeg da eet og andet, som jeg ellers ikke vilde erfare, naturligvis under Løftet af fuldkommen Taushed — som der staaer i Adresseavisen. Ogsaa med Licentiat Schott har jeg mange Samtaler desangaaende, han er en ung Mand og veed derfor ligesom jeg prægtig Besked med, hvorledes Tingene egentlig burde være. At forøvrigt disse Smaaskumlerier hverken forhindrer ham eller mig fra at føle en virkelig dyb Agtelse for Mænd som Hofmann, Thomasius, Delitzsch, behøver jeg vel ikke at sige Dig. — Angaaende Thomasius’ Forelæsninger over Dogmatik og Dogmehistorie har jeg Intet at sige, de synes mig at være gode Normalforelæsninger. Derimod er jeg meget spændt paa, hvad lille Delitzsch har at forebringe over Hjob. Indledningen var pikant, til sine Tider slog han over i salvelsesfuld Prædiken — til andre gav han smaa Vittigheder til Bedste, f. Ex. Sidehug til Franzoserne, der med stormende Jubel bleve modtagne af Auditoriet. Han er forøvrigt ikke saa anseet, som jeg havde troet — Hofmann synes at fordunkle alle Andre, han er Erlangens store Lys.

Den 5. November.

Igaaraftes tilbragte jeg en vakker Aften hos Prof. Schmid og benyttede da Leiligheden til at udspørge ham noget om Examensforholdene her. Men det er ingen let Sag at faae nøiagtig Underretning, thi Professorerne betragte Examen som noget dem aldeles uvedkommende. Examens-Commissionen s. 247 for Bayern er i Ausbach og bestaaer af en Consistorialraad og fire Geistlige, der vælges (hvorledes, fik jeg ikke at vide). Denne Commission og Professorerne virke aldeles uafhængigt af hinanden, der er ingen Forbindelse mellem dem. Netop dette ansaae Schmid for saa stort et Gode, da f. Ex. i Tübingen F. C. Baur altid havde virket trykkende paa Examen ved at forlange sine eiendommelige Anskuelser, ligesom i Berlin i sin Tid Neander og Marheinicke af samme Grund, hvor det var endnu vanskeligere for de ulykkelige Candidater at slippe igjennem, da disse to Theologer vare af modsatte Anskuelser, saa at hvad der gjaldt for Viisdomsfrugt hos den Ene, af den Anden betragtedes som Anathema. — Heller ikke ere Professorerne i nogen Maade bundne — dog om en Professor vilde udstrække sine Forelæsninger for længe, vilde vel Facultetet gjøre Indsigelser. Schmid selv gjør Kirkehistorien færdig i to Semestre (og Engelstoft brugte hos os otte!), men beklager sig over, at det er meget knap Tid. — Studenterne ere ikke bundne til Forelæsningerne; de skulle kun ved Examen aflægge Attest for i hvert Semester at have hørt eet Collegium, ligemeget hvilket. Saaledes indstille da mange sig, som aldrig have hørt Kirkehistorie. — En af Prøverne er paa Latin, dog mente Schmid, at det var bedre at afskaffe dette, da Latinen var yderst slet, han vilde indføre en Slags patristisk Examen og blev overrasket ved at høre, at denne alt var indført hos os. I Berlin deeltager stedse een af Prof. i Examen, s. 248 medens de Øvrige ere Geistlige — noget nøiere herom har jeg ikke kunnet erfare.

Af en würtembergsk Candidat har jeg faaet nogen Underretning om Universitetet i Tübingen. Her examinerer Facultetet selv udelukkende. Studietiden er fastsat til fire Aar, hvoraf 1½ helliges til Philosophi og Philologi (altsaa langt kortere Tid end hos os). De Studerende ere bundne til Forelæsningerne, hvilke ere foreskrevne i en vis Rækkefølge for at forhindre, at ganske unge Studenter begynde med at høre Dogmatik o. s. v. Til Examen haves ingen længere Afhandlinger som i Schweiz, heller ingen Disputats som i Strassburg — der forelægges sex Spørgsmaal, som maa besvares i Løbet af een Dag (to eller tre Spørgsmaal i 3 Timer) i det mindste et af disse skal være paa Latin. — Forelæsningerne ere ordnede saa, at Dogmatik fuldføres i to Semestre, Dogmehistorie i to Semestre, Kirkehistorie i to Semestre — i Hebraisk gives intet bestemt Pensum op, man maa kunne underkaste sig Prøven overalt, men da ingen Student læser hele Gl. Test. igjennem, synes dette mig at være et reent Lykkespil. — Examen synes overalt i Tydskland at ske for lukkede Døre (hvorfor? kan jeg ikke forstaa). Saameget om Examina — hvad Du forøvrigt ønsker Underretning om, maa Du bestemt spørge om, skjøndt jeg som sagt ikke altid tør love Dig Svar. Og modtag nu min hjertelige Tak for det Tilsendte: At Paludan Müllers Digte og Din Afhandling var mig en frydefuld Overraskelse, behøver jeg vel ikke at sige Dig. Din Afhandling s. 249 læste jeg strax, men beklagede meget, at den ligesom en Feuilleton-Artikel brød af paa et meget interessant Punkt, nemlig hvorledes det forholder sig med hiint af Dr. Wieselgreen paaberaabte Citat af Hieronymus. Jeg antager efter et Par foregaaende Antydninger, at det maa være et Citat af en Pseudo-hieronymus, som da overhovedet Dr. W. synes mig at være en underlig Confusionarius, og det er da godt, at der gives Folk med tilstrækkelig Lærdom forat hjælpe slige Vildfarende til Rette. — Men Tandpulveret havde da nær voldt min Ulykke. Pakken skulde nemlig afhentes paa Toldhuset, hvor man først viser mig Fragtbrevet, hvori Pakken angives at indeholde Bøger. Jeg anede strax Uraad, da Tandpulveret ikke var angivet. Nu skulde Pakken aabnes med stor Høitidelighed forat see, om den ikke indeholdt andre Gjenstande, end de angivne — og da trille strax de to Æsker ud. Nu var 101 ude: det var jo en fuldstændig Toldsvig — der skulde skrives til Overtoldadministrationen, hele Pakken confiskeres, og jeg idømmes en Mulkt, fordi jeg havde gjort mig skyldig i Toldsvig. Skjøndt jeg fandt, at jeg var saa uskyldig som et nyfødt Barn i den hele Affaire, taug jeg klogelig stille, idet jeg veed, at Modsigelse kun gjør Ondt værre ved slige Leiligheder. Jeg bemærkede kun, at Vedkommende sandsynligvis havde meent, at Tandpulver var toldfrit — »Tandpulver toldfrit? Nei, der var tværtimod en meget høi Told paa Tandpulver« — — og nu begyndte Lektien paa Ny om Toldsvig og Confiscation! Da jeg vedligeholdt min Taushed, blev Man- s. 250 den omsider udtømt, og Sagen endte med, at jeg fik Pakken mod at betale Tolden og love at skrive til Vedkommende, at naar man for Fremtiden vilde berede mig slige Overraskelser, maatte man i det Mindste deelagtiggjøre Toldvæsenet deri, paa det at ikke Overraskelsen skulde ende sig i en Overjaskelse.

— Det synes forøvrigt, som om jeg skal komme i Conflict med Erlangens forskellige Øvrigheder — idag har Bycommisarien sendt mig Bud, at jeg har at indfinde mig imorgen hos ham forat melde mig som bosiddende i den By Erlangen. Det er tildeels en Følge af mine orientalske Frihedsbegreber, at jeg ikke har gjort dette: jeg tænker imidlertid at stille Manden tilfreds med den Erklæring, at jeg alt i December agter at forlade Erlangen.

Vale et ama tui amantissimum

Henriccum filium.

Hos den gamle Professor Raumer (kjendt ved hans Skrifter om Palæstina) tilbragte jeg en vakker Aften, hvor vi kvægede os i palæstinensiske Erindringer, skjøndt Raumer aldrig har været i Palæstina og vel næppe kommer der, da han er 78 Aar gammel.

Kan ikke William en Dag spadsere ud paa Toldboden og forhøre sig i Toldhuset, om der ikke skulde staa to Kasser med Adresse til Dig (eller mig)? Muligvis staar Kasserne der — jeg vilde grumme nødigt miste dem, da jeg derved venter s. 251 mine palæstin- og ægyptiske Skatte, hvis Pengeværd vel ikke er stort, men des større deres Erindringsværd.