Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1860-09-02)

Venedig, d. 2. Sept. 1860.

Gud ske Lov, at Valdemar Schmidt snart støder til mig, thi ellers veed jeg ikke, hvordan jeg skulde holde det ud. Nu har jeg snart i 14 Dage ikke talt med andre Mennesker end med Kellnere og Opvartere og Førere. Jernbanekørslen er altfor hurtig til, at man kan stifte mere betydende Bekendtskaber. Naar jeg da sidder og rumler de mange, mange Mile, ganske alene mellem disse fremmede Tungemaal, ja da er det jo intet Under, at Hjemmets Glæder fremstille sig for mig i Erindringens farverige Trylleskær. — At forøvrigt min Rejse herned ved Siden af sine bittre Timer ogsaa har sine store og herlige, det vil jeg ingenlunde nægte. Forat I ikke blot skulle nøjes med disse kortfattede statistiske Oplysninger, at saa var jeg der og saae det og det — og saa var jeg der etc., har jeg benyttet mine ledige Timer i Mailand til at udføre et lille Stykke i Detail, og beder Dig, efterat Du selv har læst det, at sende det som en Rejseskizze til Illustreret Tidende *) .

Dyrt er Alt hernede, og har man ikke et Øje paa hver Finger, bliver man snydt. Det er Prosaen, som det holder noget haardt at vænne sig til. — Poesi er her ogsaa, jeg har haft den Glæde stedse at have klart Fuldmaaneskin i de sidste Aftener, og har saaledes seet Alpetoppene, Mailands Domkirke s. 115 og Venedig i Fuldmaaneskin — slige Glæder lade sig ikke betale med Penge. Overhovedet begynder jeg at mærke, at ligesom Smerten og Hjemveen bliver stærkere, jo længere jeg kommer bort, saaledes bliver ogsaa Glæden over det Nye og Herlige, der aabenbarer sig, større og større. — I Schweitz klavrede jeg med en Fører op til Rhinkilderne — dog ikke til den allersidste, thi den store Mængde Snee spærrede os Vejen. Det var en streng Vandring over Sneen, hvor jeg ideligt faldt, da den er ganske glat, og over nedrullede Lavinestene, hvor man gik i stadig Fare for at brække Benene — men jeg havde ogsaa et Par mageløse Timer deroppe paa en af Alpepynterne, med Udsigt til den hvide, klare Sne og den azurblaa Himmel og saa denne velsignede friske Alpeluft.

I Mailand tilbragte jeg tre Dage og glædede mig ret ved Beskuelsen af den herlige Domkirke (Søster Louises Brev læste jeg oppe paa dens Tag, hvor jeg befandt mig i uforstyrret Ensomhed); jeg saae i Mailand ogsaa Originalerne til dine to Kobberstik — Leonardo da Vinci *) og Raphael **) — navnlig af det første havde jeg stor Glæde, uagtet det er i høj Grad ruineret. I Mailand hersker ægte fransk Livlighed, Alverden lever paa Kaffehuse paa aaben Gade. Et fuldkomment italiensk Præg har derimod s. 116 Verona, hvor jeg helligede Romeos og Julies Minde en stille Maaneskinsaiten — Capulettiernes Hus er nu et Herberg for Kudske, men deres Vaabenmærke vises endnu over Døren. Her i Verona staa en Mængde af disse store, stolte Paladser øde og tomme og forfaldne, paa Piazza dei Signori, hvor før Silke-kaaberne raslede, og Sporerne klirrede, sad nu jeg og en Deel skikkelige Borgermænd og drak Kaffe og røg Cigar. Men underligt gærede det i mig, da jeg om Aftenen gik hjem mellem de maanebelyste, spøgelseagtige Paladser: Billeder fra en svunden Tid, shakespearske Skygger stege frem for min Tanke. Ja i Verona levede jeg den Gang ganske i romantiske Stemninger, end ikke de kolossale Levninger af det romerske Amphiteater formaaede at give mine Tanker en anden Retning. — Først næste Dag i den trykkende Middagshede, i Larmen af de raabende og skrigende Folkemasser vege Skyggerne atter bort, og jeg vendte tilbage til Virkeligheden.

Venedig gjorde et stærkt Indtryk paa mig, dog et helt andet, end jeg havde ventet. Her føler jeg mest Savnet af en Selskabsbroder — jeg er meget træt af saaledes at vandre alene omkring og ikke have et eneste Menneske, med hvilket jeg kan udvexle mine Tanker. Ogsaa antager Livet her en vis Drivercharakter, som fordrer Selskab.

Fra nu af bliver vor Brevvexling vel temmelig ustadig. Du maa ikke blive ængstelig, om et Brev af og til udebliver — det kan saare let gaa tabt paa den lange Rejse — i hvert Fald kan Du da forhøre s. 117 Dig hos Schmidts i Thyrsted, om der ikke er kommet Brev til dem fra Valdemar.

Ogsaa fra Hans Sørensen laae der Brev til mig i Mailand. Hils den trofaste Sjæl fra mig og tak ham for al hans Kærlighed; sig ham, at han maa ikke udtyde min Stumhed som Ligegyldighed, men at jeg ikke har Tid eller Ro til at svare ham.

Nu Farvel, Du kjære, dyrebare Fader — hvad vilde jeg ikke give for en Samtale med Dig!

Hils dem Alle tusinde og atter tusinde Gange!

Din trofaste Søn

Henrik.