Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1861-11-17)

Erlangen. Søndag Morgen Kl. 9 17. Nov. 1861.

Kjæreste elskede Fader!

Det er dog et sandt Ord, som Fichte siger i sin Moralphilosophi, at Glæden beroer paa det Uventede. Og saaledes følte jeg da ogsaa en mægtig Glæde ved den uventede Efterretning om, at Du var bleven Rector magnificus. Rector magnificus! Jeg veed ingen Titel, der har en saa magnificent Klang som den. Jeg tilstaaer gerne, at der er noget barnagtigt i denne min Glæde, men jeg undskylder mig med, at det Barnagtige grændser saa meget op til det Barnlige, og enhver sand Glæde maa dog have det Barnlige i sig, saa man maaske kunde rette hiin ovenanførte philosophiske Sætning til: Glæden beroer paa det Barnlige! — Nu — Du kan kalde min Glæde sønlig eller barnlig eller barnagtig — ligemeget, saameget er vist, at glad blev jeg. Af fuldt Hjerte bringer jeg Dig da min Lykønskning, i sikkert Haab om, at hiin magnificente Titel er et glædeligt Forbud paa, at Vorherre ogsaa vil give Dig en magnificent Kraft og Styrke, saavel aandelig som legemlig, til at Din nye Virksomhed kan blive lykkelig og Din gamle ikke forringet. Det sidste Ønske er ikke ganske frit for Egoisme; det syntes mig, som om Du i den sidste Tid havde sat s. 252 mig paa knap Ration med Hensyn til Brevskrivning, og nu hører jeg, at det skal herefter være min beskikkede Deel. Dog man har jo altid Lov til at haabe, og derfor haaber jeg som sagt, at ogsaa denne Green af Din tidligere Virksomhed maa vedblive i sin tidligere Fylde.

Til Vald. Schmidt skrev jeg i forrige Uge, efter først at have modtaget et langt Brev fra ham, hvor han fortæller mig om sine Studier og sit Liv — jeg seer, at han sidder ivrigt fordybet i romerske, græske, ægyptiske, babyloniske, mesopotamiske Studier, hvorover jeg er meget glad, thi saa er han paa rette Vei. Jeg har altid prædiket for ham, at han skal slippe Theologien, hvortil han intet Kald har, og derimod lægge sig efter disse Studier, tilmed da Ingen hos os har gjort det udelukkende. Hans Afhandling, som Du omtaler, gad jeg grumme gerne seet, Stoffet maa for største Delen være mig bekjendt, men jeg gad seet Maaden, hvorpaa han behandler det. Glem ikke at fortælle mig noget om den, naar Du engang faaer den at see. — Din egen Afhandling, stykkeviis som den var, maatte jeg forære Delitzsch — da han kan lidt Dansk, viste jeg ham den, og da han bad mig om at beholde den, vilde jeg ikke sige Nei. Det er mig derfor kjært, at Du tilbyder mig den paa Ny tilligemed Andersens Æventyr — jeg tager mod begge Deele; om jeg ogsaa skal betale et Par Gylden i Porto, saa gjør jeg det gjerne for at nyde den sjældne Glæde at læse Dansk. — Men husk nu blot paa ikke at lægge Andet ind i Pakken, ikke en Gang et Brev, s. 253 thi da var man istand til at sætte mig i Tugthuset i Erlangen, som en uforbederlig Smugler. — Men at vore hjemsendte Kasser ere gaaede tabte, gjør mig bitterligt ondt, ikke alene fordi jeg selv derved mister mange kjære Erindringer, men ogsaa fordi alle de Smaagaver, som jeg vilde bringe Eder fra hine mærkelige Lande, ere gaaede tabte, og jeg kommer tomhændet hjem. Min eneste Trøst er, at jeg nu kan bære mig ad som Manden i Oehlenschlægers Fortælling (jeg har glemt Navnet), der kaster Isklumpen i Ilden, og derpaa udbryder i bittre Klager over, hvilke kostelige Skatte, der ere gaaede tabte — saaledes vil ogsaa jeg gjøre i den sikkre Forviisning, at Ingen kan gjendrive mig.

Forøvrigt er mit Liv hengaaet, som da jeg sidst skrev Dig til. Af Forelæsningerne interesserer Delitzsch over Hiob og van Scheurl over Kirkeret mig meest, for det er noget Nyt, alt det Øvrige kender jeg, og det bliver ikke morsommere ved, at Dicteervæsenet gaaer saa skammeligt i Svang her. Herzog hører jeg af og til over den schweizerske Reformation — det er ganske livligt, og det er interessant at høre en Schweizer selv foredrage det — derimod var hans Forelæsning over Dogmatik meget hverdagsagtig, og man mærker strax, at han ikke er skabt til at være Dogmatiker, men Kirkehistoriker.

Hos Raumer (Palæstina) har jeg tilbragt et Par vakkre Aftener. Det er en velsignet gammel Mand, yderst meddelsom, hvor han udtaler sine egne Anskuelser, men naar jeg til Gjengjæld vil s. 254 meddele noget af min Viisdom, som ikke stemmer med hans Meninger, saa vil han ikke høre derpaa. Fyr og Flamme kan han blive, saaledes faldt Talen paa Miraklerne, og han drog da tilfeldts mod dem, der nægte Miraklerne, med saadan Iver, at jeg var ganske forlegen og ikke vidste, hvad jeg skulde sige, thi jeg var saa ganske enig med ham, og dog talte han saa ivrigt, som om, hvad han sagde, specielt gjaldt mig. — Om mit uheldige Besøg hos Ebrard har jeg fortalt i et Brev, det var mig en ikke ringe Triumph, da jeg for nogle Dage siden kom hjem og fandt et Visitkort fra Ebrard paa mit Bord. Muligvis er Manden gaaet i sig selv og har fortrudt, at han ikke satte bedre Priis paa min angenehme Conversation.

Foruden Thomasius’ Dogmatik har jeg læst Hengstenbergs »Bücher Moses und Ägypten«, hvor det undrer mig, at Hengstenberg tillader en saa rationalistisk Opfattelse af Underne. Raumer udbrød ogsaa i høie Veeraab derover. Ogsaa et Foredrag af Hengstenberg over Hiob har jeg læst — medens Hengstenberg opfatter Hiobs Hustru som en brav og trofast Hustru, opfatter Delitzsch i sin Forelæsning hende som en Zantippe — saa uenige ere de Lærde. — Endelig har jeg læst Robinsons Studier over Baalbek og Damascus — det er strængt at komme igjennem, det hører egentlig til de Bøger, der henligge ulæste af Publicum, indtil en Anden kommer og laver en ny Bog deraf.

Forøvrigt er mine Tanker skiftevis i Kjøbenhavn og Italien. Jeg nærer en vis Frygt for Al- s. 255 pcrne. Folk sige, at de skulle være slemme at passere om Vinteren. Jeg vil reise ned til Chur og see at slippe over, ellers maa jeg gaae over Marseille istedenfor Genua. I Begyndelsen af December tænker jeg at bryde op, men venter forinden et Brev fra Dig.

De bedste Hilsener til Alle, først og sidst til Dig, Du kjæreste, fra Din

Søn Henrik.