Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1861-11-29)

Fredag 29. Nov. Aft. Kl. 7.

I Eftermiddag læste jeg i et tydsk Blad en Artikel over Kjøbenhavn. Som sædvanligt begyndte den med at spye Gift og Galde over Alt, hvad som Dansk er, men komisk er det at see, at disse Godtfolk dog ikke kunne lade være at tolke Kjøbenhavn deres Beundring og saaledes ogsaa her. Hvad denne gode Mand navnlig var forbittret over, var, at alle tydske Skilter og Bekjendtgørelser vare forsvundne af Kjøbenhavn, en ærlig Tydsker kan slet ikke finde sig tilrette: det er ligesom han kom til et fremmed Land (sic!).

Igaar besøgte jeg atter Ebrard. I Begyndelsen gik det ligesom sidste Gang — dog var jeg mere utvungen, thi jeg var nu mere vant til Mandens Manerer. Men snart var alt Stof opbrugt, og atter sad vi i en piinlig Tavshed. Da faaer endelig Ebrard den lykkelige Idee at spørge mig, om der var noget ejendommeligt ved den danske Litteratur. Det var at banke paa den rette Dør! Jeg begyndte øjeblikkeligt et langt Foredrag over den danske Litteratur med stadige Sidehug til de gode Tydskere, der aldrig bekymre sig en Døit derom. Derfra kom vi over til at tale om de forskellige Litteraturer, og lidt efter lidt kom der Liv i Manden, saa at jeg til min Forbavselse saae, da jeg gik bort, at jeg havde tilbragt over en Time hos ham.