Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1862-01-01)

Rom. 1. Januar 1862.

Kjæreste Fader!

Allerede igaar vilde jeg have skrevet Dig til for paa Aarets sidste Dag at bringe Dig og Eder Alle min Tak for det gamle Aar, for al den Kjærlighed, hvormed I have fulgt mig paa mine mange Veie, men jeg var i Bevægelse fra Morgen til Aften, og saaledes fik jeg ikke Tid dertil. Men idag tager jeg mig Tid dertil, fyrer dygtigt i min Kakkelovn (ifald jeg tør bruge dette Ord), sidder og s. 269 fryser paa den ene Side og bliver stegt paa den anden, paa ægte Romermaneer, og sender mine bedste Tanker og Ønsker op imod Nord, at det maa blive et ret glædeligt og frydefuldt Aar, som nu oprinder for Eder, og at der ikke maa gaa mange Uger af det nye Aar, inden Du har vundet Din tidligere Kraft tilbage.

Jeg kan tænke mig, at Du er en Deel spændt paa at vide, hvad jeg egentlig bestiller her i Rom. Desværre kan jeg aldeles ikke tilfredsstille Din Videbegærlighed i saa Henseende. Idag er det netop fjorten Dage siden, jeg ankom til Rom, og disse fjorten Dage har jeg med Undtagelse af et Par enkelte Timer næsten uafbrudt tilbragt paa Gaderne. Deels har jeg tænkt at holde en god Juleferie og er saa streifet om i Selskab med Landsmænd fra Øster til Vester — deels har jeg ogsaa anseet det for den klogeste Maade at benytte Tiden paa, fordi man har dog i Begyndelsen en stærk Trang til at skaffe sig et Overblik, og ved stadigt at følges med Hammerichs, med Roeds o. A. har jeg seet og hørt en Deel, som jeg vel næppe ellers havde faaet at see saa godt. Saa er det endeligt det deiligste Vinterveir, som man kan tænke sig — koldt er det, det er vist, men Himlen er saa blaa, og Solen skinner saa klart, at det er næsten umuligt at sidde hjemme. Imidlertid begynder jeg dog at blive træt af denne evige Omdriven, og derfor har jeg nu besluttet idag at ende min Juleferie og tage Bøgerne frem.

Roms Rigdomme have forbauset mig i høieste Grad! I fjorten Dage har jeg uafladeligen vandret om, s. 270 og dog har jeg kun betragtet overfladisk, og meget er der, som jeg endnu slet ikke har seet. Disse rige Kunstsamlinger er det vel ogsaa, som nærmest ville sysselsætte mig, thi hvad Ruinerne angaaer, da kunne de i Skjønhed ikke maale sig med Athens eller i Majestæt og Colossalhed med Ægyptens. Og medens i Athen og fornemmelig i Ægypten det meste staaer heelt og holdent, saa er det her i Rom Brudstykker og Stumper. Men alligevel er det mig kjært at see det, thi efter at have seet det Øvrige, forstaaer jeg bedre at opfatte det her. — Bjørnstjerne Bjørnson vil jeg sagtens komme nær i Berøring med — da jeg første Gang besøgte ham, var han i Færd med at tage sig et Bad: vi kom i en ivrig æsthetisk Discours — i en halv Time vedblev han at spadsere op og ned ad Gulvet i bar Skjorte og demonstrere for mig. Han er fuld af Fyr og Flamme, og jeg tænker at ville faa megen Glæde af hans Omgang. — — — Jeg skriver ikke mere denne Gang, da jeg ogsaa vil skrive et Par smaa Nytaarsbreve til Tante Emmy og Louise. Modtag endnu en Gang de bedste Ønsker og kjærligste Hilsener

fra Din Søn

Henrik.