Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1862-01-25)

Rom. Løverdag 25. Jan. 1862.

Kjæreste Fader!

Hvor kort end Dit sidste Brev til mig var (kun een Linie), glædede det mig dog særdeles, da det var skrevet med Din egen Haand, og det var da det s. 271første Vidnesbyrd, jeg kunde see med mine Øjne, at det gaaer godt fremad, og saa vil jeg da haabe, at der ikke skal gaae lang Tid, inden jeg atter modtager et af Dine fordums Breve, om end noget kortere end forhen, hvad jo ligger i Sagens Natur, da der sagtens ligge vigtigere Sager og vente paa Dig end Breve til mig.

Siden jeg sidst skrev, har jeg taget noget mere fat paa Bøgerne. Jeg har læst Tacitus Historiebøger og et Par Komedier af Terents, begge Dele rigtignok i Oversættelse, for jeg har ikke Tid til at læse dem i Originalen, og det er mig desuden ikke saa meget om Sproget som om Aanden at gjøre. Dernæst har jeg læst en fransk Bog (af Charles Clement) over Michel Angelo, Leonardo da Vinci og Raphael, hvilket har interesseret mig meget. Fortiden læser jeg Fabiola (paa Engelsk). — (Ampéres Afhandling i Revue des deux Mondes har jeg desværre ikke kunnet opdrive). Ved Siden heraf fortsætter jeg mine Studier over Athen, har gjennempløiet Beulès fortrinlige Atropole d’Athènes og dermed jævnført hvad Brøndsted og Ussing have skrevet over samme. Theologien vedkommer jo disse Sager strengt taget ikke, men jeg holder det for bedst at beskæftige mig hermed netop i Rom, hvor jeg kan drage saamange Paralleler dermed — jeg er bleven klogere, end da jeg læste Concordiaformlen paa Corfu. Jeg betragter min Læsning som en Repetition og en Udvidelse af min Skoledannelse, og begge Dele kan saamænd haves Behov. — Desforuden hører jeg nogle særdeles s. 272gode Forelæsninger af en tydsk Professor Brunn over Antiksamlingen i Vatikanet, Capitolium og de andre Paladser, hvor han vandrer rundt og gjennemgaaer de derværende Statuer. Jeg er særdeles glad derover og ønskede blot, at her blev holdt flere saadanne Forelæsninger, hvortil der kan være Anledning nok her i Rom.

Nordmændene (Hartvig Lassen, Bjørnson, Bætzmann, Glosimodt især) ere stedse mine bedste Omgangsvenner. Der er en usigelig Friskhed over de Folk. Dermed vil jeg da forresten ingenlunde sige, at jeg trækker mig tilbage fra de Danske. Med Richardt omgaaes jeg meget, han er et inderligt rart Menneske, men gaaer saa morsomt og tusler med sig selv — og taler j e g ikke, saa taler han heller ikke. Dernæst med Maler Bloch, et rigtigt Kunstnergemyt og vist en særdeles begavet Maler — nu har han lige udkastet en stor Skizze til »Lazarus’ Opstandelse« — som jeg næsten hver Dag gaaer op og seer paa og kritiserer — der er megen Originalitet i hans Opfattelse deraf. Julius Lange seer jeg kun sjælden, da han i Reglen er optagen af Puggaard, med hvem han følges.