Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1862-02-14)

Rom, d. 14. Feb. 1862.

Kjæreste Fader!

Det var mig da en stor Glæde atter at see Din Haandskrift. Jeg har i den sidste Tid fornummet det saa underligt, at jeg næsten Intet hørte fra Dig. Ogsaa glædede det mig, at Du nu atter kan begynde saa smaat at tage fat paa Dit Arbejde, hvorefter Du vel har følt en ikke ringe Længsel, skjøndt jeg jo af Slutningen kunde see, at ret længe kan Du ikke holde ud at arbeide, men det bliver vel bedre med Tiden.

Hvad Indholdet af Dit Brev angaaer, da har jeg Intet at sige dertil — det maatte forhandles mundtligt, det bliver for vidtløftigt at gjøre det skriftligt. At Du fra Dit Standpunkt kan have Ret, nægter jeg ikke — jeg forstaaer vel, at Du med en vis Uro kan see min Fremtid i Møde og frygte, at jeg ved egen Uforsigtighed skal forspilde det herlige otium, som nu er givet mig. — — — — Hvad det angaaer, at jeg kan til sine Tider befinde mig i Tvivl, da er det ikke Noget Særegent for mig alene, men gjælder i Grunden om os Alle hernede i Rom — hver paa sin Maade. Den Alder fra 20 til 30 Aar maa for Mange s. 276 være en Tvivlens og Usikkerhedens Periode, og jeg troer da, at man ikke skal tage sit Parti for hurtigt, men heller give lidt Stunder og »holde det gaaende paa Pumperne« forat bruge et Sømandsudtryk — det vil sige, sørge for, at man, naar man lidt efter lidt kommer til Klarhed over sig selv, har erhvervet sig de nødvendige Forkundskaber og Betingelser forat kaste sig over den Retning, hvortil man særligt føler sig kaldet. Theologien har jeg aldrig tabt ganske af Syne, skjøndt jeg undertiden er temmelig langt borte fra den. De Phænomener, som Du omtaler i Dit sidste Brev, har jeg ikke været blind for — en Deel deraf har jeg optegnet i mine Dagbøger — andet har jeg bevaret i Hukommelsen, men jeg skriver ikke gjerne derom i mine Breve, fordi den Brevskrivning tager saa megen Tid. Forøvrigt vil jeg ikke paastaae, at Theologien har været mit Hovedformaal paa denne Reise — men jeg har mest concentreret mig paa at vinde et Billed af Oldtiden, thi den, som kjender Oldtiden, har derved skaffet sig et Par Briller, gjennem hvilke han seer langt klarere paa Nutiden — jvnfr. Schmidts Bog om Melanchton, hvad Melanchton siger om Betydningen af humanistiske Studier for Teologen — dog dertil behøver jeg egentlig ikke at henvise Dig, thi det er ikke Andet, end hvad Du selv mener om den Ting —

En af mine bedste Omgangsvenner er nu reist herfra, en ung Nordmand, Hartvig Lassen, Litteratus — han har udgivet Wergelands Skrifter. Han vil i Marts Maaned komme til Kjøbenhavn s. 277 og opholde sig der en Maaneds Tid. Jeg har bedet ham bringe Eder Hilsen fra mig — Du vil vist finde megen Behag i ham — det er en særdeles dannet og meget underholdende ung Mand. — I forrige Uge er der kommet en ung svensk Digter, Nyblom, herned.

Jeg faar ikke skrevet mere — jeg har maattet skrive baade til William og Carl — desforuden et Brev til Professor Reuss i Strassburg, saa nu er jeg træt.

Din Søn

Henrik.