Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1862-05-06)

Neapel, d. 6. Mai 1862.

Kjæreste Fader!

Dette Brev er det mig umuligt at afsende uden at sende et Par Ord til Dig, ihvor knap Tid jeg end har dertil. Heldigvis er et Tordenveir ifærd med at trække op, saa jeg kan faae Ro til at sidde et Par Timer inden Døre.

Neapel har da føiet et nyt og herligt Blad til mine Erindringers farverige Krands. De mange Minder fra Pompeji have interesseret mig i høieste Grad, navnlig de skjønne Vægmalerier, fordi det s. 290 er det Eneste, som jeg har seet af den antike Malerkunst. Jeg fandt her den samme rene Simpelhed, den samme ædle Høihed, som saa ofte har voldet mig Glæde ved Beskuelsen af de antike Skulpturværker. Den første Dag, jeg besaae disse Malerier i Museet, følte jeg den usigelige Glæde, som man altid føler, naar en ny Kunstens Verden aabner sig. Desværre er jo meget af den udvisket, men der er f. Ex. nogle Qvindehoveder, der i deres dunkle brændende Øine, Kindernes fine Rødmen, ganske synes mig at udtrykke den høie Idealitet, hvori de gamle Hellener altid fremstille sig for min Fantasi. Derimod maa jeg tilstaae, at Byen Pompeji skuffede mig. Jeg fandt det Alt smaat, saa dukkeagtigt, jeg fik intet oplivende Pust fra svundne Tiders Storhed, som Oldtidens Beskuelse ellers altid giver mig, men derimod et vist kjedsommeligt Indtryk af Hverdagslivet med al dets Smaavrøvleri og Prosaiskhed. Men maaske er jeg bleven forvænt ved de græske Templer og Ægyptens Pyramider.

Igaar besteg jeg Vesuv i Selskab med Bjørnson og Nielsen, (den sidste, Cand. phil., vil sagtens snart bringe Dig en Hilsen fra mig — jeg har haft megen Omgang med ham —muligvis vil Du i Begyndelsen af Sommeren faae Besøg af enkelte Andre, som jeg ved deres Bortreise har bedet bringe Dig Hilsener f. Ex. Landskabsmaler Kølle). Vesuv er den besværligste Bjergbestigning, jeg endnu har havt. Desværre var Veiret mindre heldigt, tykke Taager leirede sig om Bjergets Top, en gjennem- s. 291 borende Vind blæste, Asken fløi os ind i Øine og Mund, nedenunder bragede det i Krateret, saa vi skyndte os Alle tre ned igjen, som om Jorden brændte under os, hvad den da ogsaa gjorde i bogstavelig Forstand. Egentlig burde vi have taget en Hest forat skiftes til at ride derop, men Hesten var os for dyr — som en Slags Erstatning styrkede vi os ved et Par Flasker Lacrymæ Christi, hvilket rigtignok kostede akkurat det Samme som Hesten, saa at vi kom til det Resultat, at vi havde drukket Hesten op.

Paa Løverdag reiser jeg vistnok herfra, thi saa reise Alle de Andre, og jeg har ikke Lyst til at gaae muttersalene og drysse om i Neapel. Desværre kommer jeg ikke til Pæstum, men det bliver mig altfor bekosteligt at foretage Reisen alene derud. Jeg reiser da til Rom (ad Søvejen), og agter at tilbringe endnu et Par Uger i denne mig saa kjære, uforglemmelige Stad, inden jeg drager til Florents. Vil Du derfor sende Dit næste Brev efter gammel Viis til Mr. le chevalier Bravo.

Naar Du skriver til v. Wylichs beder jeg Dig takke ret meget for et Brev fra »Greve Præstegaard«, som jeg modtog i Rom, og som jeg skal besvare, saasnart Leilighed gives mig.

De kjærligste Hilsener fra Din Dig
trofast elskende Søn

Henrik.