Scharling, Carl Henrik BREV TIL: Scharling, Carl Emil FRA: Scharling, Carl Henrik (1860-09-27)

Athen, d. 27. September 1860.

Kjæreste Fader!

Ankommen til Athen igaaraftes skriver jeg til Dig strax idag, da Brevet ellers først kommer afsted om 16 Dage. Jeg fandt her et Brev fra Dig af 9. Sept., hvorefter jeg i Dage, næsten i Uger havde følt Længsel, og hvorfor jeg derfor takker Dig af ganske Hjerte — og dog har dette Brev sat mig i en nedslaaet Stemning. Saaledes er det: faaer jeg ikke Brev, da længes jeg efter Brev, og faaer jeg Brev, da længes jeg efter Eder saa stærkt, saa mægtigt, at jeg maa samle alle mine Kræfter forat holde mig oppe. Især de Par Ord, Du taler om, hvis Gud skulde kalde Dig bort — — — Gud forbyde en saadan Ulykke!

s. 120Ogsaa J. L. Heibergs Død har bedrøvet mig — gjerne havde jeg taget en bedre Afsked med ham end den flygtige, da jeg sidste Gang talte med ham. Han er en af dem, som har viist mig liflige og herlige Billeder — Gud lønne ham efter sin Naade og give ham den evige Glæde! — — — — — — —

Og dernæst vil jeg fortælle lidt om min Rejse, hvorom I vel sagtens gjerne Alle ville høre. Fra Corfu og hertil har jeg haft en mageløs skøn Seilads, som jeg altid vil mindes med Glæde. Vi toge med de græske Dampskibe, der gaae gjennem Lysantobugten over Isthmen og lægge an flere Steder, saaledes at vi Lørdagen d. 22. Sept. Kl. 6 om Eft. seilede fra Corfu og først ankom hertil Onsdagen d. 26. Sept.

Skibet seilede nemlig i Reglen kun om Dagen: om Natten laae det stille. Naar vi da havde seilet om Formiddagen, gik vi om Eftermiddagen i Land og lod os om Aftenen atter roe ud i en Baad, da vi sov ombord i Skibet: det var et rigtigt Sømandsliv, saaledes at see fremmede Stæder og Egne og da atter drage ud paa det flygtige Skib forat bringes videre. Vi kom først til Argostoli paa Kephalonia, hvor der dog ikke var Tid til at gaae i Land, saa at vi kun saae Byen fra Søsiden (Ithaka kom vi desværre ikke til), dernæst til Zante, hvor vi tilbragte en herlig Søndageftermiddag. Om Aftenen lode vi os føre ud i Baaden: Fuldmaanen stod klart over s. 121Havet, der laae som en Spejlflade: de klare Stjerner funklede over Hellas’ taageindhyllede Bjerge. Om Morgenen lettede vi Anker og Mandag Middag vare vi ved Patras, og her tilbragte vi den første Aften paa græsk Grund. Under Oliventræernes Skygge, gjennem hvis Løv den klare Maane straalede ned til os, sad vi oppe under Akropolis mægtige Mure og stirrede ud over det blikstille Hav. Næste Morgen op gjennem Golfen til Salonas’ Havnestad: Kameler laae der nede ved Strandbredden, Egnen var vild og øde, Karavanerne kom ned fra Bjergene til Dampskibet. — Egnen var usikker, derfor bleve vi der ikke om Aftenen, men lod os tidligt sætte over til Dampskibet. Næste Morgen ankom vi til Lutraki (i det Inderste af Golfen). Morgensolen hævede sig majestætisk over Akrokorinths vidtomskuende Top. At gøre en Excursion til Korinth var der dog ikke Tid til, da Vognene strax afgik over Isthmen til den anden Side, hvorfra et nyt Dampskib førte os til Piræus, hvorfra vi under et uendeligt Skraal og Skrig af Førere og Matroser endeligt naaede lykkeligt og vel igaaraftes Kl. 11 til Athen. Igaar vare vi oppe paa Akropolis.

Paa Dampskibet gjorde vi en Mængde Bekjendtskaber, først med fine Folk, siden med Bønder, af hvilke sidste det mylrede i deres smukke hvide Nationaldragter. De sidste morede mig mest, de vare Børn af de gamle Hellener: livlige og videbegjærlige som disse. Schmidt og jeg gik engang i en maaneklar Aften op paa Bagstavnen, hvor de laae i talløs Mængde. Schmidt tog et Afrids af Ky-s. 122sten, det vakte straks deres Opmærksomhed. Nu gave de sig i Kast med os og begyndte at lære os Nygræsk: de pegede paa Gjenstandene rundt omkring og sagde os, hvad de hed. Udtalte vi saa Ordene galt, loe de af fuld Hals: de vare ganske som elskelige Børn. Saa sagde de os deres Navne: det var lutter gammelgræske Navne: Odyssevs, Leonidas, Thrasybylus, Aristoteles, en gammel Begsnude hed Sokrates etc. Da vi næste Dag gik forbi dem, kom den ene efter den anden og hilste paa os og spurgte, om vi kunde huske deres Navne. Et Par af dem kunde engelske og franske Brokker, en anden talte flydende Fransk. Med ham indlod jeg mig i Samtale, og hvergang jeg fortalte noget, sagde de Øvrige: »hvad si’er han? hvad si’er han?« Det undrede mig, at de Fleste havde hørt Danmarks Navn, (det var mere end en Triesterborgermand, vi fandt i Triest, hvis Begreber ikke gik ud over Frankfurt).

Ja, jeg maa standse — skøndt jeg har nok at fortælle om. Gid jeg kunde være hos Eder en Aftenstund — da skulde jeg fortælle! Nu med Guds Hjælp kommer den Time vel nok, da vi atter skulle samles og tale om de svundne Tider. Jeg tænker paa Eder aarle og silde — snarere formeget end forlidet, thi jeg fordærver mig selv meget ved disse evindelige Tanker om Hjemmet; men jeg kan nu engang ikke gøre for det.

— — Dit næste Brev er det ogsaa bedst, Du sender »poste restante«, da vi ikke har fundet Logis endnu.

s. 123Og nu Guds Fred og Velsignelse over Dig og Eder Alle!

Din Dig elskende Søn

Henrik.