Danmarks Breve

BREV TIL: Carl Emil Scharling FRA: Carl Henrik Scharling (1862-07-01)

Ravenna. Tirsdag 1. Juli.

Da jeg igaarmorges ganske tidligt reiste fra Bologna, hændtes det mig for første Gang, at jeg maatte gjøre Regning uden Vært. Saavel denne som alle hans Kellnere laae nemlig i dybeste Søvn, og alle mine Bestræbelser forat ringe dem op var forgæves. Tilsidst vidste jeg ikke bedre end at faae fat paa en Dreng og overdrage ham at betale Værten, idet jeg gav, hvad mig syntes at være passende — hvorvidt ogsaa Værten fandt det at være passende, det bliver hans Sag. Saa gik det med Jernbanen til Faenza, derfra med Deligence til Ravenna. Det var rigtige hollandske Landskaber, jeg kjørte igjen- s. 305 nem — Alt ganske fladt, bugnende af Frugtbarhed, Canalanlæg og Sumpe — Graaveir var det — jeg følte mig til Mode, som var jeg alt oppe i Holland.

Fra Renaissancen og al dens Kamp og Stræben, der i den sidste Tid har sysselsat mig saa meget i Florents og Nabobyer, gjorde jeg i Ravenna et mægtigt Spring tilbage til den ældste christne Kunst, til de gamle Basiliker, thi det er da navnlig disse, som give Ravenna Betydning. Du veed, hvormeget disse Basiliker interesserede mig i Rom — det var mig en stor Glæde atter at gjenhilse dem her. Disse colossale Mosaikbilleder, næsten alle tagne fra Apokalypsen, ere de bedste Illustrationer, som man kan faae til hine gamle Menigheders »kjære stadige Tanke«. Og naar jeg betragter den byzantinske Fremstillingsmaade, som navnlig er repræsenteret her i Ravenna, synes det mig, som fik jeg et isnende Aandepust fra den gamle byzantinske Theologi, der mere og mere skrumper ind til bestemte Former og en tør Beenrad.

Al Ravennas keiserlige Pragt er iøvrigt forsvunden — Byen er nu en lille Kjøbstad, der gjør samme Indtryk af en vis magelig Gemytlighed, som vore smaae Kjøbstæder hjemme; næsten paa alle Ansigter synes jeg at læse et »fryd Dig ved Livet i Dine Dages Vaar« etc.